Skuespilhusets store sal henligger i mørke. Kun på scenen stråler bundter af lys ned fra projektører et sted højt oppe i mørket – som solstråler, der trænger gennem vrede tordenskyer på en lummervarm sommerdag.

Ude i mørket mellem de tomme tilskuerpladser står Sebastian Kloborg og betragter intenst de 12 dansere, som rytmisk bevæger sig ind og ud mellem lysstrålerne, snart i hastigt løb over scenen med arme, der hvirvler som møllevinger, snart fikseret i én fastlåst bevægelse, som er de stivnet midt i kampen for løsrivelse.

»Strangers« er titlen på den ballet, som Sebastian Kloborg har skabt på bare to måneder. Balletten er en del af forestillingen »Take Four«, der har premiere i morgen med fire dugfriske og meget forskellige bud på dansens puls lige nu.

Egentlig skulle den prisvindende bulgarske koreograf Dimo Kirilov Milev have skabt én af de fire balletter, men han blev alvorligt syg og måtte melde fra bare to måneder før premieren. Sebastian Kloborg skulle selv havde danset i Milevs koreografi, nu bad balletmester Nikolaj Hübbe ham i stedet om at overtage hele projektet og skabe en ballet til de 12 dansere, der allerede var castet.

»Det ville jeg selvfølgelig gerne, og det er stadig helt overvældende at stå her med 12 af korpsets bedste dansere, men samtidig er det jo forfærdeligt at få chancen, fordi en anden har det dårligt. Det kunne jeg slet ikke slippe – det tog flere uger at få det bearbejdet og sige, at det er OK, selvfølgelig skal vi lave det, sådan er vilkårene jo,« siger han.

Sebastian Kloborg har tidligere lavet flere mindre koreografier i Det Kongelige Teaters regi, bl.a. en workshop og nogle såkaldte popup-forestillinger til Corpus og en sportsballet, »Ballet Stafet« for Eventministeriet. Han har også sam- men med kollegaen Ulrik Birkkjær produ- ceret en række mindre forestillinger til festivaler i udlandet, og i 2011 stod de to bag velgørenhedsforestillingen »Dancing for Unicef« med en række internationale stjerner.

»Men det er første gang, jeg bliver inviteret til at lave noget til Den Kongelige Ballet som hovedbrand – og med dobbelt så mange dansere, som jeg hidtil har arbejdet med,« siger han.

Ideer til en ny koreografi havde han masser af, men det var hverken tiden eller opgaven til.

»Det hele kom jo sådan lidt tilfældigt, jeg overtog de dansere, Milev allerede havde castet, og eftersom de også er med i en anden forestilling, har jeg sjældent haft alle 12 til prøve samtidig. Der har været lidt dogme over det, og det har på en måde signeret hele koreografien,« siger han og tilføjer:

»Omvendt står jeg i en position, hvor jeg forhåbentlig kun kan overraske positivt. Selvfølgelig er der et pres for at lave noget godt, og sådan skal det være, og jeg har da også selv klare forventninger til, hvordan det skal blive. Men så længe, jeg er tro mod mig selv og mine egne idéer, føler jeg, at jeg ikke kan gøre det helt forkert.«

Sebastian Kloborg er et rigtigt teaterbarn. Hans far er fhv. balletmester ved Den Kongelige Ballet balletdanseren Frank Andersen, i mange år var solodanser og siden balletmester på nationalscenen i to perioder, og hans mor, karakterdanser Eva Kloborg, kan næste år fejre sit 50 års jubilæum i Den Kongelige Ballet. Alligevel var det først som 13-årig, han selv søgte ind på balletskolen.

»Jeg har tilbragt utroligt meget af min barndom backstage på Gamle Scene,« fortæller han. »Jeg var altid med og sad enten på kontoret, mens mine forældre trænede, eller ude hos publikum under forestillingen. Så jeg vidste ret tidligt rigtig meget om ballet og vidste, hvad alle omkring mig snakkede om. Jeg ville bare hellere dyrke noget sport – og måske var det også en lille tidlig revolution mod mine forældre, at jeg ikke lige skulle gøre det samme som dem.«

Men da han som 13-årig havde været ude at rejse med sine forældre, der bl.a. satte »Sylfiden« op i Japan, gav dansen pludselig mere mening.

»Det, der især tiltrak mig, var det sammenhold, der er i et dansekompagni, og som er meget specielt i forhold til andre arbejdspladser,« siger han. »Vi arbejder meget tæt sammen hele tiden, både fysisk og psykisk. Jeg har altid været en teamplayer, jeg synes, det er fedt at lave noget sammen og skabe noget sammen. Måske skyldes det også, at jeg er enebarn, jeg har savnet det der sammenhold.«

Det andet, der har tiltrukket ham ved ballet, lige fra han var ganske lille, er dansens særlige evne til at fortælle historier.

»Jeg kan huske, at, da jeg var mindre, viste DR en optagelse af John Neumeiers »Romeo og Julie«, og jeg så den igen og igen. Ikke så meget for dansens skyld – det var ikke noget med, at jeg tænkte, at det kunne være fedt selv at kunne gøre de ting – det var mere for dramaets skyld, historiefortællingen, at man kunne blive rørt uden ord. Det var meget fascinerende,« siger han.

Efter fire år på balletskolen blev Sebastian Kloborg i 2005 ansat som korpsdanser i Den Kongelige Ballet og i 2009 udnævnt til solist. Han har danset i størstedelen af Den Kongelige Ballets repertoire, bl.a. i klassikere som »Romeo og Julie«, »Svanesøen«, »Askepot« og »Napoli«. Men i 2012 valgte han at tage orlov og tilbragte to sæsoner hos det moderne dansekompagni Gauthier Dance i Stuttgart.

»Det gav mig et fantastisk boost af inspiration og udvikling – uden det, havde det, jeg står og laver lige nu, formentlig set helt anderledes ud,« siger han.

»Gauthier er moderne dans, men med klassisk træning. Vi var kun 14 dansere mod 85 her i Den Kongelige Ballet. Men vi havde syv verdenspremierer på to år. Vi lavede alt – fra små forestillinger på plejehjem til de helt store opsætninger, hele spektret blev prøvet af. Det var fantastisk – jeg synes, det er stort, at man som kunstner kan få lov til at rejse ud og opleve nye ting, for så at vende tilbage og kunne dele det med sine kolleger. Bringe ny energi og ny erfaring med hjem.«

Sebastian Kloborg forstår vigtigheden og betydningen af de store klassiske balletter. Men han føler også et stærkt behov for at gå nye veje og selv skabe noget nyt.

»Når man skal lære noget, som mange andre har gjort før, kan man godt komme til at føle, at man skal ligne nogle andre end den, man selv er. Mine største kreative oplevelser som kunstner har været, når jeg har været del af et nyt projekt, en ny idé, som ikke har været lavet før,« siger han.

»Misforstå mig ikke – det skal ikke blandes sammen med at lave en stor, fantastisk ballet. De ting kan slet ikke sammenlignes. Men jeg kan bare mærke, at det at skulle kreere noget og være en del af noget nyt får mig til at føle mig mere tro mod den tid, jeg er en del af, tro mod at være en danser i 2015.«

Derfor er han også både begejstret og »utroligt taknemmelig« for den chance, han har fået til at skabe en helt ny ballet til nationalkompagniet. Og han ville ønske, at mange flere fik sådan en chance, og at verdens teaterchefer valgte at bruge lidt flere af de penge, der i dag bliver brugt til at forny de gamle klassikere, til at skabe helt nye værker.

»Hvis du har et stort budget, hvorfor så fyre det af på noget, der allerede eksisterer? Ville det ikke være interessant at bruge de samme penge på et nyt partitur, en ny koreografi, et nyt koncept?« siger han.

»Der ville aldrig have været en »Svanesøen« uden en teaterchef, der havde sagt til Petipa: Det er en god idé, du laver den ballet! Eller: Tjajkovskij? Ham kender jeg ikke, men giv ham chancen! Eller hvad med »Sylfiden«? En ung Herman Løvenskjold, fuldstændig ukendt, blev sat til at skrive den musik, som er blevet et ikon for Den Kongelige Ballet – ja, for hele balletverdenen. Det var aldrig blevet til noget, uden at nogen havde troet på det og sagt: Det er fint, du ved, hvad du gør!

Derfor håber jeg, at samtidig med at vi vedligeholder alt det andet – og det skal vi selvfølgelig i vores hus, der har en så bærende tradition for klassisk ballet, ikke mindst Bournonville-traditionen – så bliver der også plads til at skabe noget nyt. Også selv om det ikke bliver en succes hver gang. Der skal også være plads til at falde på røven. For det er netop der, hvor man også har lov til at begå fejltrin, at den bedste kunst opstår.«

Ligesom Sebastian Kloborg som danser er en udpræget teamplayer, kommer hans koreografier også til verden i et nøje samspil med de dansere, han har på scenen.

»Jeg skaber rammen og har måske også malet baggrunden, men det er meget vigtigt, at jeg har danserne med til at byde ind og kaste farverne på,« siger han. »Jeg har tænkt nogle tanker, men det bliver til i et teamwork. For mig er det den eneste rigtige måde at gøre det på. Selvfølgelig betyder det, at jeg selv er danser, at jeg har en nogenlunde fornemmelse af, hvad der kan lade sig gøre. Men den største udfordring er i virkeligheden at erkende, at danserne også kan noget, jeg ikke kan. Det er nok det, der gør den gode koreograf – ikke kun at forlange ting, man selv er god til. Vi vil have det ypperste frem i alle, og jeg bliver så glad, når danserne sætter deres barre endnu højere og bevæger sig ud nogle steder, som hverken de eller jeg kendte.«

{embedded type="node/aox_events" id="16945400"}

Spørger man, hvor han helst ser sin fremtidige karriere, er han lige nu ikke i tvivl.

»Jeg går altid ud fra, hvornår jeg har det sjovt, og hvornår jeg er hundrede procent tro mod mig selv. Og det er jeg i de her dage, når jeg står med mine dansere og ser dem vække noget til live, som har været inde i mit hjerte. Og det kommer til at ligne nogenlunde det, som jeg har haft inde i mit hoved.«

Sebastian Kloborgs »Strangers« er ét af fire værker i forestillingen Take four, som har premiere på Skuespilhusets Store Scene i morgen, lørdag 16. maj. Spiller frem til 23. maj. Læs mere på kglteater.dk.