I Danmark diskuterer man jævnligt, hvorfor der er så få interessante filmroller til skuespillere – især de kvindelige – der ikke er decideret purunge længere.
Den debat er tilsyneladende ikke relevant i Frankrig, eftersom det vælter ud med film, hvor hovedrolleindehaverne nærmer sig pensionsalderen eller har overskredet den forlængst.
I de danske biografer lige nu går f.eks. dramaet »Familiefesten« med 76-årige Catherine Deneuve i hovedrollen, »Livets bedste år« med Anouk Aimée på 88 og Jean-Louis Trintignant på 89 som elskende par og hele to film, »Forført« og »Den gode hustru« med 56-årige Juliette Binoche i hovedrollen.
Det er fransk film, når det er bedst: Let som en nybagt croissant, charmerende, begavet og med sylespidse replikker
For at understrege, at alder i Frankrig er et tal og ikke et handicap, kommer nu »La Belle Époque«, der både har vundet César-priser og en række andre. Og som er anført af 70-årige Daniel Auteuil og har 71-årige Fanny Ardent i en bærende birolle. De er begge to fremragende.
At skændes med sin Tesla
Auteuil spiller den aldrende og arbejdsløse tegner Victor, som er en meget analog mand i en meget digital verden. Han hader mobiltelefoner, han er sur over, at hans lokale boghandel og lokale pladebutik er lukket, og han kommer hele tiden op at skændes med sin Tesla.
I det hele taget er Victor gnaven og livstræt i en grad, så hans kone, Marianne, der nægter at blive gammel, smider ham ud. Heldigvis har Victor og Mariannes søn et firma, der tilbyder rige klienter avancerede rollespil, hvor de kan flirte med Marie Antoinette, drikke om kap med Ernest Hemingway eller noget helt tredje. En art »Westworld«, bare uden uregerlige robotter.
I et forsøg på at muntre faren op, tilbyder sønnen Victor at prøve. Men i stedet for at vælge en klassisk, historisk periode, vil Victor til Lyon 16. maj 1974. Det var nemlig her – på en lille bistro – at han mødte sin senere kone, Marianne, for første gang. Som sagt, så gjort.
Kærligheden til den samme
Uanset hvor stor en indsats holdet har gjort, er Victor aldrig i tvivl om, at han ikke er i Lyon, men i en kulisse. Hvis man kigger op, er der ikke himmel, men teaterlamper, og hvis man kradser lidt i murstenene på gaden, viser det sig bare at være tapet.
Alligevel køber han præmissen og befinder sig snart bedre inde i den kunstige 1974-verden end i virkeligheden. Ikke mindst fordi han halv-falder for Margot, skuespilleren, der spiller den unge version af hans kone. For at gøre det hele mere kompliceret, har Margot en stormfuld affære med Antoine, der er instruktør på det komplekse teaterstykke. Altså stormfuldt på den utroligt franske måde, hvor man er meget jaloux og hele tiden enten knalder eller skændes – begge dele med stor passion.
Det er faktisk temmelig underholdende, men egentlig også tankevækkende. Ikke mindst fordi det er så nemt at identificere sig med Victor, for man behøver strengt taget ikke at være del af boomer-generationen for at kunne komme i tanker om ting, der var bedre, da man var ung.
Og selv om »La Belle Époque« på mange måder benytter sig af klassiske rom com-greb, så har den alligevel et originalt præg. Ligesom man måske nok kan regne dele af handlingen ud på forhånd, men historien tager dog et par finurlige drejninger undervejs.
Det er fransk film, når det er bedst: Let som en nybagt croissant, charmerende, begavet og med sylespidse replikker konstant flyvende gennem luften. Der er garanteret snart et amerikansk remake på vej. Som givetvis bliver noget bras.
»La Belle Époque«. Dramakomedie, 115 minutter. Instruktion og manus: Nicolas Bedos. Med: Daniel Auteuil, Guillaume Canet, Doria Tillier, Fanny Ardent m.fl. Premiere 27. august landet over.
