Her er serien, der skal afløse Game of Thrones

HBO-serien »Westworld« skildrer en fremtid, hvor mennesker elsker, skyder og sågar voldtager menneskelignende androider for at få afløb for deres inderste drifter. »Det er en verden, som vi er tættere på, end mange regner med,« siger seriens skabere, Jonathan og Lisa Joy Nolan, til Berlingske.

Foto: HBO

Filmhistoriens mest berømte flue må være den, der kravler tværs over ansigtet på lejemorderen i åbningsscenen i Sergio Leones monumentale western »Once Upon a Time in the West« fra 1968.

Fluen får den vindøjede bandit til at skære grimasser på stribe, indtil det lykkes ham at fange insektet inde i løbet på sin revolver.

En flue er også en tilbagevendende detalje i science fiction-serien »Westworld«, som i dag har premiere på HBO Nordic. Westworld er navnet på en forlystelsespark, hvor fremtidens mennesker kan få afløb for deres inderste drifter og perversioner i et kunstigt wildwest-landskab. Her kan gæster deltage i forbryderjagter, udfordre fremmede til dueller, massakrere indianere eller voldtage tilfældige kvinder. Det er omkostningsfrit, for de eneste, der dør eller bliver udsat for de seksuelle overgreb, er parkens avancerede robotter. De bliver kaldt the hosts (værterne).

Gæsterne kan ikke umiddelbart skelne disse androider fra mennesker, da de er designet til at illudere de samme følelser, drifter og instinkter som deres herrer. Når robotterne er alene med hinanden, snakker de tilmed indbyrdes, som var de rigtige mennesker. Sådan har deres opfinder, Dr. Robert Ford (spillet af Anthony Hopkins) villet det, da det er med til at »autokorrigere« deres indre programmering.

Indimellem, når gæsternes blikke er andetsteds, er der dog detaljer, der afslører, at robotterne ikke er levende. Og det er blandt andet førnævnte flue, der kravler hen over androidernes tomt stirrende øjenæbler. Hvor Sergio Leone gør sin grimasserende bandit meget levende ved hjælp af fluen, demonstrerer »Westworld« robotternes sande, døde substans ved at gøre dem helt passive under fluens rundtur på deres ansigter.

Der er sådanne billeder fra »Westworld«, der sætter sig som sitrende insekter i seerens hjerne, og da jeg som Berlingskes udsendte efter gennemsyn af seriens to første afsnit går gennem lobbyen på The Four Seasons Hotel i Beverly Hills i Los Angeles, kigger jeg en ekstra gang på de forbipasserende hotelgæster.

Er det ikke, som om der er noget syntetisk i deres blikke og bevægelser? Selv om de alle formentlig er mennesker af kød og blod bag den dyre makeup, føles det pudsigt nok, som om jeg - lige der - oplever det, robotforskere kalder the uncanny valley, hvor det psykologiske ubehag ved menneskelignende robotter stiger snarere end falder, jo mere menneskelignende de er. Altså nogenlunde det samme myrekryb man føler ved at kigge på en meget livagtig dukke.

Følelsen bliver hængende på vej op til en af hotellets suiter, hvor jeg møder den 40-årige instruktør, producer og manuskriptforfatter Jonathan Nolan og dennes jævnaldrende hustru og medskaber på »Westworld«, Lisa Joy Nolan. De er unge og smukke og vil formentlig blive ét af Hollywoods mest indflydelsesrige power-par, hvis serien bliver den succes, som HBO tydeligvis satser på.

Parret vedstår gerne inspirationen fra Sergio Leones westerns og smiler, da jeg nævner forbilledet. Western-genren er dog kun en skal omkring den verden, de har skabt i »West­world«, hvis budget på 58 millioner dollars for første sæson fik TV-branchen til at omtale serien som HBOs første seriøse bud på en erstatning for storhittet »Game of Thrones«.

Temaet i »Westworld« er kunstig intelligens. Et emne, der har optaget Jonathan Nolan i mange år, og som også var et element i det manuskript, han skrev for nogle år siden til sin bror, instruktøren Christopher Nolan, til dennes rumfilm »Interstellar«.

»Hensigten med »Westworld« er at undersøge følgerne af kunstig intelligens. De store spørgsmål, som kunstig intelligens rejser, er blevet mere presserende, end de var for 40 år siden,« siger Jonathan Nolan.

HBO-serien tager meget løseligt udgangspunkt i Michael Chrichtons 43 år gamle science fiction-film »Westworld«, hvor Yul Brynner spiller en robot, der pludselig begynder at tage sin rolle som sortklædt gunslinger alvorligt og begynder at stalke Westworlds gæster med det klare forsæt at putte pistolkugler - rigtige pistolkugler - i hjertet på dem. Yul Brynners uhyggelige intensitet var blandt andet en meget tydelig inspiration for Arnold Swarzenegger i hans »Terminator«-film.

Selvom »Westworld« blandt andet rummer én af filmhistoriens første computergenererede effekter, lå det i kortene, at filmen før eller siden måtte genindspilles med nutidig teknologi. Instruktøren J.J. Abrams holdt de første møder om genindspilningen med den nu afdøde Michael Chrichton for næsten 20 år siden, men først da det gik op for Abrams, at genindspilningen kunne være en tv-serie, faldt brikkerne på plads - med Nolan-ægteparret som et kreativt omdrejningspunkt.

Samtidig havde Abrams, der med film som »Star Wars: The Force Awakens« har gjort gendigtninger til et indbringende speciale, indset, at tv-serien kunne få gavn af, at man vendte præmisserne i filmoriginalen på hovedet. Inspirationen til dén omvending kom fra computerspilindustrien.

»Da Chrichton lavede Westworld, var tennis­simulatoren »Pong« det eneste computerspil i handlen, men i dag kan vi se, at filmen foregreb de avancerede rollespil, der foregår i moderne computerspil. Det inspirerede os til at afprøve, hvordan det ville være, hvis historien blev fortalt fra robotternes synsvinkel. Nøglen skulle ikke være, hvad vi tænker om robotterne - men i stedet: Hvad tænker de om os? Hvad tænker de om at være fanget i en forlystelsespark, hvor det er menneskene og ikke robotterne, der går amok,« siger Lisa Joy Nolan.

Androider, der kan forveksles med mennesker, er en hyppig forekomst i science fiction, som i »Blade Runner« og »Alien«-filmene. Men også for nylig i den svenske tv-serie »Äkta människor«, som Lisa Joy Nolan anerkender som en inspiration. Det er dog sjældent, at maskespillet mellem mennesker og maskiner er blevet så gennemført som her, i den nye serie, og af samme grund har HBO bedt pressen om ikke at afsløre, hvem der er levende, og hvem der er maskiner i de første af seriens afsnit.

Dog ligger det fast, at seriens »mand i sort« ikke er en moderne pendant til Yul Brunners robot-gunslinger, men en gæst (spillet af Ed Harris), der gennem 30 år har forsøgt at afsløre Westworlds dybereliggende hemmelighed, og som i sin stræben efterlader en blodig sti gennem den kunstige verden.

Rollespillet gælder også de øvrige gæster, der i serien ankommer til parken. Før de træder ind i Westworld, kan gæsterne vælge, om de vil være »gode« aktører (med hvide hatte) eller »onde« (med sorte hatte). De fleste er ikke i tvivl om, hvad de foretrækker - og slet ikke, hvis de har besøgt parken tidligere.

»Da jeg første gang kom hertil med min familie, havde jeg den hvide hat på og brugte to uger på at fiske og gå ture. Den næste gang kom jeg alene, tog straks den sorte hat på og fik mit livs største oplevelse de næste fjorten dage. Dette sted viser dig, hvem du virkelig er,« siger en gæst i serien til sin ven, der er skeptisk jomfru i »Westworld«.

Ligesom i originalfilmen er der særlige regler for blodsudgydelserne i »Westworld«. Gæster kan ikke myrde hinanden, og værterne kan (i princippet) ikke myrde de menneskelige gæster, for det forhindrer våbnenes design.

Til gengæld kan menneskene slå robotværterne ihjel, så meget de lyster, selv om en særligt ihærdig gæsts hæmningsløse killing spree får den tekniske stab i kulisserne til at overveje at gribe ind. Som direktør for »Westworld« ses Sidse Babett Knudsen, der på sarkastisk engelsk hundser rundt med sin stab af robotteknikere og sørger for, at robotterne ikke er til fare for nogen.

Den eneste, der er hævet over direktørens kritik, er Westworld-universets filosofiske skaber, Dr. Robert Ford, der spilles af Anthony Hopkins.

Det er Fords perfektionisme, der får ham til at udstyre sine robotter med en rudimentær form for hukommelse, hvilket dog viser sig at være fatalt i en verden, hvor robotterne på daglig basis »dør« under horrible omstændigheder.

Hver aften, når menneskene har fået stillet deres blodtørst, bliver de nøgne robotter hentet ind til værkstederne til rengøring og vedligeholdelse, og her opdager teknikerne, at de ynkværdige mishandlede robotter er begyndt at få et nyt syn på deres egen verden.

»Helvede er tomt, og alle dets djævle er her,« siger en Shakespeare-citerende robot, der har fået et rystende glimt af sin sande rolle i West­world - at være kanonføde for de menneskelige djævle. Man kan ikke undertrykke et gys, da robotten pludselig ser Dr. Robert Ford i øjnene og med fjendtlighed i stemmen intonerer:

»Det er dig, der befinder dig i et fængsel. Det fængsel, dine synder har skabt.«

»Westworld« rejser flere filosofiske spørgsmål end nogen anden tv-serie har gjort i årevis. Er mennesker egentlig andet end biologiske robotter, der er programmeret til at lave de samme handlinger og begå de samme fejl igen og igen? Og er mennesket som så ofte før ved at skabe sig et nyt fængsel, det kan kravle ind i?

Jonathan Nolan lyder pessimistisk, da han fortæller om sin egen research i kunstig intelligens og om, hvorfor han er overbevist om, at der findes hemmelige højteknologiske fabrikker i USA og Kina, der er betydeligt længere fremme med udviklingen af kunstig intelligens, end de fleste er klar over.

Det får mig til at spørge, hvor langt han selv vurderer, at underholdningsbranchen vil udvikle sig i retning af Westworld. Instruktøren er ikke i tvivl.

»Vi står allerede midt i de første stadier af en teknologi, der vil komme til at stå som et altomsluttende alternativ til virkeligheden. For nogle vil det være meget afhængighedsskabende. Se blot, hvor mange der lige nu jager pokémons i den fysiske verden! En fysisk, alternativ realitet som Westworld er måske allerede det næste niveau. Så vidt jeg ved, findes der allerede japanske hoteller, hvor du kan blive serviceret af robotter,« siger Jonathan Nolan.

Ægteparret Jonathan Nolan og Lisa Joy blev hyret af J.J. Abrams til at genskabe science fiction-filmen »Westworld« som serie. Foto: Scanpix og PR Fold sammen
Læs mere

For Jonathan og Lisa Joy Nolan faldt arbejdet på »Westworld« sammen med, at parret blev gift, og da de første gang beskrev serien for HBO, var Lisa højgravid.

»Da vi nåede til forhandlingerne om budgettet, fik jeg de første veer,« siger Lisa Joy Nolan. Som mange nybagte forældre kredsede hende og hendes mands tanker om deres barns fremtid.

»Der er noget i mig, der instinktivt stritter imod de ting, vi kan se komme,« fortsætter hun.

»Første gang, jeg prøvede en virtual reality-maske, blev jeg alvorligt skræmt, og hvis de en dag opfinder en måde at udødeliggøre os på ved at downloade bevidsthed, vil jeg være den første til at sige »nej tak«. Jeg tror, at vi som art er i færd med at blive løbet over ende af vores egen teknologiske kunnen.«