For enden af Refshaleøen ligger Alchemist. På trods af, at stedet i sin nye udgave - populært kaldet Alchemist 2.0 - stadig ikke er åbnet, er den lige nu en af verdens mest hypede restauranter.
Fotografen og jeg venter ved den gigantiske støbejernsport, udformet af kunsteren Maria Rubinke. Den er voldsom og smuk og har en foruroligende, ubestemmelig, organisk udformning. Man kommer til at tænke på Helvedes porte i Dantes »Den guddommelige komedie«, for nok leder indgangen til Alchemist ikke til evig fortabelse, men man har en snigende fornemmelse af, at når de første gæster på torsdag træder gennem portalen, så lades alle vante forestillinger om det traditionelle måltid ude.