Vi mennesker er forskellige.
Nogle tager kaffen sort, andre be'r om mælk og fløde. Den ene kan lide moderen, den anden foretrækker datteren. Sådan er det med smag og behag.
I taktstokkens metronome marchtempo blev det klart defineret – det ultimative mål for bedsteborgeren: SAMFUNDSSINDET!
At vi ikke alle tænker og siger det samme, opfatter jeg som et samfundsmæssigt sundhedstegn.
Således kan de følgende ord aldrig være mere og andet end et subjektivt partsindlæg. Min ydmyge betragtning.
Om vores alles Moder, statsminister Mette Frederiksen og hendes Motley Crew – denne League of Extraordinary Gentlemen – i det handlingskrævende øjeblik gjorde for meget eller for lidt for at opdæmme coronavirus, er det store spørgsmål. Det er – og vil mange år frem være – genstand for megen palaver og diskussion. Bare vent.
Min nysgerrighed er i den sammenhæng stimuleret af den måde, hvorpå vi borgere har modtaget og håndteret de mange udstukne ordrer og dekreter, og jeg er nået til erkendelsen, at vi elsker klare retningslinjer. Vi trives i faste rammer, vi omfavner jernhandsken og den korte snor. Vi går den i møde med åbne arme.
Det har længe været tydeligt i den gængse adfærdsforskning, at mange mennesker i denne dekade, og mere til, er frustrerede, forvirrede og rodløse. Til trods for historisk komfort, sikkerhed, tryghed og kvalitet i opretholdelsen af livet har mange i min generation – og mine børns endnu mere – haft svært ved at finde lige netop vores/deres ståsted.
Stress, angst, vægelsind, forvirring, diagnoser, brok, ævl og kævl er ofte mere reglen end undtagelsen, og man kan undre sig over, at flere og flere medmennesker proportionalt med det ser sig selv tidligt nedslidte. Kimen til mange inter-menneskelige relationsproblemer viser sig ofte at ligge helt banalt i den mangelfulde forventningsafstemning.
»Du tror, at jeg dette – og jeg havde egentlig forestillet mig, at du hint ...«
Og så har vi balladen.
Havde vi dog bare kunnet definere hinandens roller og funktioner klart, ville mange konflikter og sjælekvaler være os forskånet.
Hold jeres kæft og gør, som der bliver sagt!
Det kunne vi under coronakrisen: Under coronakrisen fik vi borgere den herlige nådegave at blive givet klar besked, og mit postulat er: Vi elskede det.
I Mettes række af dekreter blev det klart skitseret, hvad vi skulle gøre for at være gode borgere – bonus pater familias. Hvem måtte stå hvor, hvor ofte skulle vi spritte vores hænder, hvilket var det korrekte antal for håndkøb af tun-i-dåse, gær eller toiletpapir, og hvornår og hvor længe skulle vi blive hjemme i sofaen?
I den klare besked, i de firkantede forventningsafstemninger og i de tydeligt målbare succeskriterier fandt vi nyvunden ro, tryghed og et forskånende emotionelt helle. Hvis vi gør, som der bliver sagt, så er vi de facto gode borgere, gensidigt ansvarsfulde, samklingende ordentlige – skønt!
I taktstokkens metronome marchtempo blev det klart defineret – det ultimative mål for bedsteborgeren:
SAMFUNDSSINDET!
»Ind på række! Grå jakke på! Hold jeres kæft og gør, som der bliver sagt!«
Vi elskede det!
I perioder af forvirring blev der oppefra givet vævende meldinger.
Det brød vi os ikke om. »Mette, må vi godt få lov at tage i sommerhus i påsken,« spurgte en lille borger.
»Hmmmmm ... Vi forbyder jer ikke at tage i sommerhus, meeeeeeen vi fraråder unødige rejser mellem landsdelene,« lød svaret.
»FEDT,« ville fritænkeren sige. »Jeg kan nu – indenfor de gængse coronaretningslinjer om håndsprit, afstand og kramme-abstinens – forvalte min egen påskeferie, som jeg ønsker. Det er nemmere at bede om tilgivelse end om tilladelse. Lad os så komme afsted.«
Men det var ikke det, der skete. Mange kaldte på meget klarere besked: »Vi vil have KLARERE retningslinjer, Mette,« råbte vi.
Vi alle trives bedst i faste rammer
Da Mette forleden proklamerede, at nu måtte restauratørerne igen drive deres forretninger, gav det anledning til megen brok og fuore, at ordrer og retningslinjer for hvordan ikke var klare og firkantede nok.
Fritænkeren ville velsagtens have sagt: »FEDT, nu kan jeg åbne op (tænk, hedder det virkelig det? Denne uskønne pleonasme) og forvalte min egen selvstændige forretning, som jeg finder det rimeligt og ansvarligt.«
Men det var ikke det, der skete. Mange råbte på meget klarere besked: »Vi vil have KLARERE ordrer, Mette.«
Søgningen på psykiatrien er efter sigende rekordlav under corona. Nogle argumenterer for, at det nedsatte tempo giver det lidende sind en kærkommen ro, men min tanke rækker et hak længere. Jeg finder det tydeliggjort, at vi alle, skrøbelige eller ej, trives bedst i faste rammer. Vi himler ellers op om frihed, vi sender vores soldater i døden for frihed, vi synger om den til Fabers akkompagnement, men kan vi rent faktisk lide frihed?
Mit postulat er: Nej!
For et par måneder siden var jeg moderator ved et symposium om AI (Kunstig Intelligens). De forsamlede professorer, specialister og kloge hoveder diskuterede i tre dage det store spørgsmål: »Hvor tæt kan robotterne komme på at blive som os mennesker?«
Men her, post-corona, finder jeg det langt mere interessant at stille det modsatte spørgsmål: »Hvor tæt kan vi mennesker komme på at blive som robotter?«
