De seneste par uger har man fra mange forskellige sider kunnet finde talspersoner for den samme mærkværdige tendens, nemlig at kun professorer i virologi bør udtale sig om coronavirus. Alle andre gør klogest i at holde deres dumsmarte lægmandsbetragtninger for sig selv.
Ikke bare det sædvanlige opbud af selvbestaltede meningsbetjente på Facebook, men også en række avisredaktører, kommentatorer og ellers kloge hoveder har gjort sig til talsmænd for dette løjerlige standpunkt.
»Stik piben ind.«
»Stop dig selv – du er ikke ekspert.«
»Fri mig for sofa-virologer.«
...er bare nogle få eksempler fra ugens aviser. Devisen står således klar: Hvis ikke du har en velfunderet akademisk viden om corona, så bør du holde kæft, trit og retning, og lade de voksne tale.
Jeg er ikke enig.
Vi fortæller ofte os selv og vores samtidige, at vi er den kildekritiske generation – altså, os der i dag er voksne, sætter verdens kurs ved vores valg og fravalg, os der stemmer med støvlerne, os der har greb i tilværelsens rorpind. Vores generation.
Vi er opdraget i en skole, hvor kildekritik har været det store ideal. Vi har lært at stille spørgsmål, undre os og være nysgerrige, siden vi kunne kravle.
Vores bedsteforældre var ikke synderligt kildekritiske. Hvis de læste noget i en bog eller så det i en avis, så antog de instinktivt, at det nok var sandt. Vi er diametralt modsatte. Vi møder alle informationer med skepsis, vi holder øje med misinformation, vi er svære at forblænde, vi er opflaskede med fake news, kontra-fakta, løgn, latin og bullshit.
Vi er også antiautoritære – måske ikke sådan Christiania-agtigt, men dog er vi langt mindre autoritetsstyrede, end vores bedsteforældre var det. Vi stiller spørgsmål. Vi blander os, vi værner om den selvstændige tanke og er ikke sådan at løbe om hjørner med.
Det er godt!
De seneste uger har man kunnet læse myriader af meninger om corona. Kronikker, klummer, læserbreve, Facebook-opslag – alle kommunikationsplatforme er bragt i spil. Coronameninger er som rektalåbninger – alle har en.
Det er godt!
Jo mere videnskaben, ledelsen, Mølbak-Brostrøm-Heunicke-trekløveret med de evindelige og evigt kværnende selvfede pressemøder udviser famlen, fumlen og forvirring, desto mere næres befolkningens sunde nysgerrighed, skepsis og spørgelyst.
Når vi igen og igen ser, at de kloge ikke ved stort mere end manden i pølsevognen på hjørnet, så næres vores kildekritik, vores antiautoritet og vores sunde nysgerrighed. Jo mere det bliver sagt, at vi skal lytte til fagkundskaben, desto mere mister vi troen på dem, når det viser sig, at også de famler i mørket, prøver sig frem, gætter, gisner, håber og formoder.
Det er helt i orden, at de ikke ved en disse – INGEN ved en disse!
WHO klør sig i nakken. Alle undres og overraskes i takt med virussens udvikling – det er internationalt kollektivt uprøvet land for alle. De respektive nationers vidt forskellige smittemønstre og dødstatistikker viser det med al tydelighed – ingen ved en skid! Der er ingen facitliste!
Det er helt i orden. Hvor skulle de vide det fra?
Spørgsmålene er uendelige og jo mere vi ser de kloge være i tvivl, desto mere anspores vores nysgerrighed.
I praksis kan vi nu se i alle informationsstrømme, at ingen ved klar besked. Hvem smitter? Hvornår? Hvordan? Er man immun, hvis man har antistoffer eller ej? Giver det mening at gå med ansigtsmaske? Hvem dør af hvad? Har vi for få respiratorer? Har vi for mange? Er vi på den røde kurve eller den grønne? Hvad er den blå kurve? Hvorfor døde der flere danskere i samme periode sidste år uden corona? Er det klogt at smadre store dele af arbejdsmarkedet for at udskyde 400 syge menneskers endeligt?
Spørgsmålene er uendelige, og jo mere vi ser de kloge være i tvivl, desto mere anspores vores nysgerrighed.
Det er godt, og ingen ved deres sansers fulde brug bør argumentere for en tavs og lydig befolkning.
Jeg ser bedsteborgere, nabokonen, hr. og fru Leverpostej skrive spændende betragtninger. De refererer til international viden, de henviser til udenlandske aviser eller spændende europæiske statistikker.
Godtfolk, lægmænd og -kvinder søger og finder information i øst og vest, de deler, de spørger, de blander sig, de er engagerede.
Vi bør være lykkelige for denne skjulte velsignelse midt i elendigheden, en engageret, nysgerrig, kildekritisk og antiautoritær befolkning udgør en hjørnesten i et sundt demokratisk samfund.
Man kan se på Mette Frederiksens ansigtsudtryk, at hun ikke er enig, men det er vel for helvede ikke hende der bestemmer, hvad vi må tænke.
Forestil jer en verden, hvor det krævede en konservatorieuddannelse at have en mening om musik. Tænk, hvis man skulle være uddannet litteraturkritiker for at synes om bøger. Tænk, hvis kun en sommelier måtte udtale sig om vin. Og tænk engang – OMG! – hvis alle sofatrænerne blev frataget deres ret til at vide noget om fodbold.
Selvfølgelig er det noget pompøst vås, at kun professorer i virologi må interessere sig for og udtale sig om coronavirus!
