Det er svært for alvor at finde noget at være utilfreds med i ugens vintest. Hvis vi starter i den relativt billige ende, så er »Un litro« til 120 kr. (svarende til 90 kr. per almindelig flaske) et godt køb i mine øjne. Jeg er glad, når jeg kan finde en vin til under 100 kr., som jeg gider drikke.
Un Litro er en helt usædvanlig vin efter gængse Toscana-standarder, idet den er lavet hovedsagelig på grenache-druen. Udtrykket er lyst og burgundisk – nærmest som en mini Rayas fra Chateauneuf, uden på nogen måde at besidde dennes tyngde. Bag Un litro står »naturgudinden« Elisabetta Foradori fra Trentino, hvis vine jeg bliver mere og mere begejstret for.