Da Weekendavisens udlandsredaktør Anna Libak i 2022 blev tildelt Fonsmark-prisen, som Berlingske Media uddeler til »markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat«, donerede hun de 250.000 kroner til Den danske Ukraine komité.
Det fortalte Libak allerede ved modtagelsen til Berlingske. Berlingske Media er mediekoncernen bag Berlingske, Weekendavisen, B.T. og Euroinvestor.
Mediet Frihedsbrevet stiller nu spørgsmålet, om det kan påvirke Anna Libaks habilitet som udlandsredaktør, at hun giver penge til en part i krigen.
Den danske Ukraine komité har nemlig som erklæret mål at bidrage til Ukraines forsvar ved at hjælpe med våbenindkøb.
Martin Krasnik, der er chefredaktør på Weekendavisen, siger til Frihedsbrevet, at Weekendavisen har gjort det klart over for Anna Libak, at hendes engagement i komiteen ikke er ønskeligt.
»Min holdning, som jeg også sagde til Anna dengang, er, at jeg er meget hellig, hvad den slags angår. Jeg mener ikke, at man bør være medlem af nogen interesseorganisationer, når man er journalist. Det er noget, jeg håndhæver over for mig selv meget konsekvent,« siger Martin Krasnik.
Men Krasnik mener, at Libaks offentlighed om donationen gør, at det i dette tilfælde er et mindre problem.
Et spørgsmål om principper
Anna Libak er selv medlem af Den danske Ukraine komité, som hun altså har givet 250.000 kroner.
Hun undrer sig over, at debatten først kommer nu, fortæller hun til Berlingske.
»Jeg udtalte mig til flere medier om det, da jeg foretog det skridt. Som jeg ser det, var det dengang mere kontroversielt, end det er nu, hvor selv Enhedslisten støtter militær bistand til Ukraine. På det tidspunkt var det ikke givet, at hverken Danmark eller Vesten i det hele taget ville levere militær bistand til Ukraine,« siger Anna Libak og fortsætter:
»Det var en af grundene til, at jeg følte et behov for at sige, at det var vigtigt. Når jeg følte det behov, er det jo, fordi jeg har beskæftiget mig med Rusland i mange år, og fordi jeg kunne se omfanget af mandens (Putins, red.) aspirationer.«
Donerer du stadig penge til Ukraine, Anna Libak?
»Gennem Røde Kors donerer jeg jævnligt, ja. De sender mig sms'er, og der betaler jeg hver gang. Men det er humanitær bistand.«
Du er stadig medlem af komiteen. Er der en habilitetsmæssig forskel på at være medlem af komiteen og blot at donere?
»Altså, det forstærker vel i en eller anden forstand budskabet, at jeg også er medlem af komiteen. At jeg netop dengang valgte at donere til komiteen skyldes også, at den udelukkende arbejder for militær bistand fra vestlig side til Ukraine. Ikke for ukrainsk medlemskab af hverken NATO eller EU, for det ser jeg som mere politiske sager. Jeg støtter kampen mod aggressoren mod en internationalt anerkendt stat.«
»Jeg finder det mærkværdigt, hvis andre danskere, altså, som trods alt er indbyggere i et mindre land, ikke mener det samme – uanset hvilke andre problemer med eksempelvis korruptionen i Ukraine, der ellers måtte være. Men de ting er for mig helt adskilte.«
Kunne du finde på at sende penge til Israels militær på samme måde, som du har gjort med Ukraines?
»Nej, det kunne jeg ikke. For her er det fuldkommen klart, hvad Israel er oppe imod. Og principielt er jeg jo enig i, at redaktører og forskere og embedsmænd i det hele taget skal ikke være aktivistiske. Jeg erkender, at jeg bryder med det princip, og at man kan kritisere mig for det. Og derfor kunne jeg naturligvis ikke finde på at støtte alle mulige andre landes militær offentligt.«
Hun understreger over for Berlingske, at selv om hun er medlem af komiteen og har givet den penge, så har hun valgt ikke at deltage i eksempelvis reklamekampagner for den, og hun har også sagt nej til at være med i dens bestyrelse.
Når du har sagt nej til at være med i bestyrelsen af Den Danske Ukraine Komité og har sagt nej til at deltage i deres reklamekampagner, er det så fordi, du alligevel godt kan se, at der er et problem?
»Jeg har allerede lagt mig fladt ned. Jeg er enig i, at det er problematisk. Jeg har advaret både journalister og forskere mod at være for aktivistiske, fordi det kan så tvivl om deres udsagn. Men i dette tilfælde har jeg dispenseret for de principper, jeg har. Det har jeg gjort, fordi jeg mener, at truslen mod Vesten er stor nok, og fordi, jeg mener, at vi vil se Putin i Baltikum, hvis ikke han bliver slået tilbage i Ukraine.«
En del af medietendens
Lars Kabel, der er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole siger, at Anna Libaks erklærede støtte til Ukraine er en del af en længere tendens.
»Medierne går fra at være omnibusmedier – altså for alle – til at være segmentmedier, henvendt til en bestemt gruppe. I Weekendavisens og Berlingskes tilfælde er det det mere velbjærgede, borgerlige segment. Når man er en segmentavis, så tilstræber man ikke at være neutral og uafhængig i alle situationer. Man gør det i mange situationer, men ikke i alle,« siger Lars Kabel.
Ud over at mediehusene ifølge Lars Kabel er blevet mere politisk aktivistiske end tidligere, så er Anna Libaks politiske holdninger velkendte. Hun har været folketingskandidat for Venstre og hendes mand, Christian Dons Christensen, har været ambassadør i Ukraine.
»Hun har klart tilkendegivet sin holdning til krigen mange gange, og den kan derfor næppe komme bag på nogen. Men selv om det er en del af en tendens, vil jeg mene, at hun går langt i det her tilfælde, fordi det er penge til våbenindkøb og ikke eksempelvis til humanitære indsatser,« siger Lars Kabel.
Indtil videre har Den danske Ukraine komité overført 65 millioner kroner fra privatpersoner og virksomheder til Ukraines forsvar.
