Anna Libak vinder Fonsmark-prisen: »I Vesten er vi ved at forstå, at der er noget, der er værd at dø for«

Det borgerlige blik på verden er blevet enormt styrket af Ukraine-krigen, mener Anna Libak, som netop har vundet årets Fonsmark-pris. Pengepræmien skal naturligvis gå til den ukrainske modstandskamp.

Anna Libak er vinder af Fonsmark-prisen 2022 for sit personlige og uforlignelig bidrag til den borgerlige idédebat i Danmark. »For mig er grundkernen i borgerlighed et syn på mennesket som fejlbarligt,« siger Anna Libak. Tobias Kobborg

Hun er skarp, vittig, og hun kæmper mod konformitet og vanetænkning. Og så er Anna Libak ikke mindst et utrætteligt holdningsmenneske og et borgerligt fyrtårn, der beriger den danske samfundsdebat på skrift, i radio og på tv, hvor hun slår et slag for den enkeltes frihed og vestlige værdier.

Derfor er Anna Libak kåret af Berlingskes abonnenter som modtager af årets Fonsmark-pris, der uddeles hvert år til en borgerlig debattør med afgørende betydning for den borgerlige idédebat.

»For mig er grundkernen i borgerlighed et syn på mennesket som fejlbarligt. Men også et menneskesyn, der tillægger os en vilje. Mennesket vilje er ikke fuldstændig fri, men den er heller ikke fuldstændig dikteret. For borgerlige er mennesket et handlende væsen, der kan beslutte sig for at gøre noget andet, end strukturerne dikterer,« siger Anna Libak og peger på den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som et fremragende eksempel.

»Det ville være fuldt forståeligt og menneskeligt, hvis han flygtede ud af Kyiv, når der render snigmordere rundt for at slå ham ihjel. Men han har valgt at blive. Tingene er ikke på alle måder forudbestemt af alle mulige strukturer,« siger Anna Libak.

»Når man som borgerlig går så meget op i frihed, så gør man det, fordi det er forudsætningen for overhovedet at tale om personligt ansvar. Hele forpligtelsen ligger i, at man har mulighed for ikke at leve op til det, andre forventer af dig,« siger Anna Libak.

Værd at dø for

​Med den russiske invasion er det borgerlige blik på verden blevet styrket, mener hun.

»Ukrainerne siger selv, at de kæmper for at få lov til at træde ind i det vestlige demokrati og den frie verden. De siger, at det ikke kun er deres kamp, men vores kamp. Det tror jeg på.«

Anna Libak har derfor annonceret, at Fonsmark-prisens kontante præmiering på 250.000 kroner vil gå til Den Danske Ukraine Komité, der støtter den ukrainske kamp for selvstændighed.

»Jeg vil ikke sige, at vi oplever liberalismens genkomst på verdensscenen, eftersom den vestlige magt er vigende,« siger Anna Libak om Vestens forbrødring og enhed i lyset af den russiske invasion

»Men jeg tror, at vi internt i den vestlige verden har fået forståelse for, hvilke af vores værdier, som man ikke har andre steder i verden, der er værd at dø for. Den forståelse er vokset enormt på rekordtid.«

Fritænkeren

Foruden sin status som uomgængelig samfundsdebattør drevet af indre overbevisninger er Anna Libak er sprogofficer i russisk, tidligere medarbejder på den danske ambassade i Moskva og forhenværende ruslandskorrespondent, forfatter og mangeårig udlandsredaktør på Berlingske og i dag Weekendavisen.

Mens verden har forandret sig dramatisk, har Anna Libak holdt fast i sin umiskendelige personlige stil og sine kontante analyser af verdenssituation. I sin tale til prisvinderen roste Berlingskes chefredaktør Tom Jensen netop Anna Libak for at stå fast på sine egne værdier, selv når tiderne skifter.

»Du er fritænker,« sagde Tom Jensen torsdag aften til Anna Libak.

»Men man ved alligevel klart, hvor du står. Du er borgerlig. Men du er ikke konform – og derved bekræfter selve dit virke, at konformiteten, systemtænkningen og den forstokkede selvbekræftelse af, at intet kan eller bør laves om – den finder man i dag i udtalt grad på venstrefløjen.«