Berlingske mener: Krigen i Ukraine viser, at vi kan drømme om et nyt »1989-øjeblik«

Ukrainerne betaler en umenneskelig høj pris for Vestens manglende evne til at opstille en troværdig afskrækkelse mod russisk aggression. Nu må vi tage ved lære af krigen og af ukrainernes mod.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vi har i Vesten alt for længe dyrket et billede af Putin som en genial, moderne blanding af Napoleon og Machiavelli. Mens vi var pinligt bevidste om egne svagheder, var Putin for os den geostrategiske mastermind, som underminerede vores demokratier med digital hybridkrig og satte os militært skakmat i Mellemøsten.