Man kunne fristes til at tro, at drømmen om at vågne op i et par stærke landmandsarme var på retur, især i en tid, hvor kvindernes tilflytning til storbyerne eksploderer. Men der er stadig mange, der har livet på landet øverst på ønskelisten, i hvert fald at dømme efter TV 2s realityprogram »Landmand søger kærlighed«, der nu på femte sæson kultiverer den romantiske forestilling om kombinationen af kobrøl og kærlighed.
Programmet tager os med derud, hvor det moderne storbyliv kun findes som et fatamorgana mellem plovfurerne, og hvor landmændene excellerer i traktorkørsel, men har langtidsparkeret libidoen under høstakken. Man fornemmer allerede på de endeløse marker i introen, at vi er langt uden for Tinders dækningsområde, og at kvinderne ikke ligefrem myldrer ind ad ladeporten. Her kræver det anderledes metoder, for eksempel et TV-hold, hvis noget skal ske på kærestefronten.
Frit valg på alle damehylder
Programmets vært Lene Beier ankommer ved sæsonstart med bunkevis af kærestebreve fra kvinder, hvis højeste ønske er at blive landmandskone. Her i realityland er det næsten som i eventyrene – den ene dag lever mændene et årelangt, halvisoleret singleliv, den næste er der frit valg på alle damehylder. Kvinderne må derimod kæmpe en brav, indbyrdes kamp for at vinde landmændenes gunst, for vi må forstå, at en tilværelse med morgenmalkning og staldlugt er værd at gennemgå alverdens prøvelser for.
Forløbet er det samme i hver sæson: Manden udvælger først en bruttotrup, og derefter indledes den gradvise frasortering, og vi bevidner kvindernes anstrengelser for at fremstå som den mest attraktive i flokken.
Vi lærer undervejs, at der er aspekter af datinglivet, der gælder både i byen og på landet. Blandt andet at man helst skal se ud, som man gør på billedet. Det fremgår tydeligt i det afsnit, hvor landmanden Martin lader ærgrelsen få frit løb, da en af de kvindelige bejlere er blevet klippet korthåret, og en anden slet ikke er så tynd og pæn, som han havde regnet med. Den slags skuffelser er der ingen grund til lufte gentleman-diskret, selv om man er på nationalt TV.
Den indre Adonis
I det hele taget virker det som om, at ikke bare tiden, men hele samfundsudviklingen er gået i stå et eller andet sted mellem sjette og syvende kartoffelrække. Herude i markernes korngule skær er kvindens primære formål med tilværelsen stadig at opstøve en mand og gøre sig til i det lønlige håb, at han vil finde hende gifteværdig. Mændene præsenteres til gengæld som oversete skatte, der har ligget hengemt på bunden af gylletanken, men nu endelig får chancen for at udfolde deres indre Adonis.
»Landmand søger kærlighed« er en kønsanakronisme af værste skuffe, men endnu værre er næsten alt det halvpinlige narreværk, deltagerne udsætter sig selv for undervejs. De udstyres med dansetrin, pløjekonkurrencer, underlægningsmusik, slowmotion og kiksede krammere, der driver i bedste fald morsomme, i værste fald tåkrummende momenter frem. Man fornemmer, at nogen har haft en fest i redigeringsrummet.
»Landmand søger kærlighed« er en kønsanakronisme af værste skuffe, men endnu værre er næsten alt det halvpinlige narreværk, deltagerne udsætter sig selv for undervejs.
Spirende forelskelser og knuste hjerter
Mens andre datingformater, feks. DRs »Gift ved første blik«, dyrker forelskelsens kompleksitet, foregiver »Landmand søger kærlighed« ikke at ville meget andet end at underholde. Det gør programmet til gengæld med en vis succes. Amorinerne sværmer om kap med myggene mellem staldbygningerne, og man drages af både spirende forelskelser, knuste hjerter og de kikset-morsomme øjeblikke, der uvægerligt opstår. Mange af dem leveret af den 60-årige inseminør Jørgen, der bl.a. føler sig kaldet til i detaljer at demonstrere en kvæginsemination over morgenkaffen.
Engang imellem får den indre usikkerhed, der er det mest psykologisk interessante ved mødet mellem to mennesker, lov at titte frem - men kun i glimt. Sårbarheden får ikke for alvor plads, selv om programmet har folkeligt potentiale til at rejse nogle af de spørgsmål, der givetvis optager Danmarks cirka 1,5 million singler. Hvordan er det at genoptage kærlighedslivet i en moden alder – og hvad stiller man op, hvis man måske har det lidt lige som Pia Raug i »Jeg vil male dagen blå« og lidt håber, at spejlet bedrager?
Den slags får man aldrig svar på. I stedet insisterer »Landmand uden kærlighed« på at tage tidsmaskinen tilbage til dengang, kvinderne sad på rad og række i forsamlingshuset og ventede på at blive budt op. Og mens det kan være nok så sjovt at overvære en halvkikset pardans, er det sjældent noget, man bliver ret meget klogere af.
»Landmand søger kærlighed«
Sendes på Tv2 tirsdag kl. 20 på TV2 og kan streames på Tv2 Play. Femte sæson slutter den 27/11.
