Mens boligprogrammer rullede som en tsunami ind over sendefladen i nullerne, er datingprogrammer 10’ernes TV-yndlingskoncept. »Gift ved første blik«, »Date mig nøgen«, »Mit hemmelige match«, »Bonde søger brud«, »Koden til kærlighed« og »Landmand søger kærlighed« er kun et udpluk af de programmer, som skal samle danskerne om tossekassen og måske give et svar på, hvorfor det er så svært at få kærligheden til at lykkes i et af verdens lykkeligste lande.
I DR3s nye program handler det om at få kortene lagt på bordet fra begyndelsen. »Kan ærlighed føre til kærlighed«, spørges der. Men altså, særligt ærlige er de meldinger, som deltagerne disker op med, jo ikke.
Ingen indrømmer at være nærig. Impotent, hensynsløst kolerisk, bære nag, være notorisk utro, forvente at blive behandlet som en prinzezze, have kæmpe gæld pga. kviklån, være frigid, dranker eller sove med bamser i sengen.
25 mænd og 25 kvinder har formuleret deres tre værste sider på et papskilt og skal nu vurdere, om de tør binde an med hinanden. Og hvad er så deres værste sider?
Tja, der er f.eks. en, der mener, at det er problematisk at være royalist. En anden mener, at det er slemt at være født med klumpfod. Og uha, en mand erkender, at han er ven med sin ekskæreste, mens en kvinde skammer sig over at spise for meget bland selv-slik.
Og hvad så, tænker man.
Ingen indrømmer at være nærig. Impotent, hensynsløst kolerisk, bære nag, være notorisk utro, forvente at blive behandlet som en prinzezze, have kæmpe gæld pga. kviklån, være frigid, dranker eller sove med bamser i sengen.
Fordi - og det ved vi alle - det vil være for ærligt.
Den ærlighed, der praktiseres i »Date min værste side« er den samme artige og ufarlige form for ærlighed, som vi kender fra jobsamtalen. Hvor mange fantasiforladte chefer har ikke stillet spørgsmålet: Hvad er din værste side? Og fået stræbersvaret: »Det er, at jeg er ALT for resultatorienteret. Jeg er simpelthen for ambitiøs og arbejder for meget.«
Det kan selvfølgelig også tænkes, at DR kun har været i stand til at caste uspændende mennesker med sjæle af leverpostej. Men resultatet bliver så også derefter.
Matcher et par, skal de efterfølgende tilbringe 48 timer i et dødssygt sommerhus, og medmindre Ghita Nørby sidder klar til at æde dem levende, er resten ikke værd at skrive hjem om.
»Date min værste side« sendes på DR3.