Jakob Steen Olsen: Sangen, der minder os om, at vi skal dø

Foto: Søren Bidstrup

Jeg har fødselsdag i dag! Og så får man nogle gange en sang med på vejen.

For de fleste er det en ejendommelig blanding af skræk og fryd at gennemgå det ritual, når ens velmenende medmennesker bryder ud i sang og synger en lige ind i hovedet med lutter insisterende glade ansigter, mens man prøver at finde en grimasse, der kan passe. Alle disse åbne munde er næsten ikke til at have med at gøre. På den ene side er man glad og taknemmelig over så megen venlighed, på den anden side er man pinligt berørt over opmærksomheden. For mit eget vedkommende bliver det som regel noget med at smile skævt og kigge stift ud i luften, mens sveden pibler frem på overlæben, og jeg venter på, det hele er overstået.

For et par år siden fandt DRs P2 på, at danskerne fortjente en anden fødselsdagssang end den, vi plejer at synge. Vi har vel en stærkt begrænset skare at vælge imellem – med den angelsaksiske »Happy Birthday« som den kedeligste – den er der ikke meget budskab i, prøv selv at afsynge den. Så er der den med instrumenterne – den er meget anstrengende med sit pseudointellektuelle omkvæd: trutterutterutterutterut ... Og så er der selvfølgelig den klassiske, de fleste af os lærte allerede i børnehaven, »Ole har fødselsdag«, den med dejlig chokolade og kager til, skrevet af den rødhårede musiklærer Otto Mikkelsen, som udsendte den første gang i 1913.

I Statsradiofonien mente kloge hoveder, at den klassiske fødselsdagshymne var for barnlig. Sådan noget pjat kunne voksne mennesker da ikke stå og synge til hinanden med tekstlinjernes fokusering på barndommens skamløse materialisme – gaverne! – og uhæmmede glæde ved usunde, søde sager. Og rigtigt er det da også, at man lige skal skynde sig videre, når man står og kvæder »og hjemme venter mor og far« til en moden kvinde, hvis mor måske sidder dement på et plejehjem, og hvis far døde i marts 1994. Efterhånden er det heller ikke alle, der skal hjem fra skole gå.

»Til gengæld er der stadig noget smukt over danskernes småinfantile ritual med at kippe med flaget og insisteren på at afsynge den mest åndssvagt barnagtige, men glade fødselsdagssang, som altså ikke lige var sådan at slå af pinden.«


Den erstatning, der vandt DRs konkurrence, var sikkert udmærket, men er der nogen, der husker den, endsige synger den? Til gengæld er der stadig noget smukt over danskernes småinfantile ritual med at kippe med flaget og insisteren på at afsynge den mest åndssvagt barnagtige, men glade fødselsdagssang, som altså ikke lige var sådan at slå af pinden. På den ene side minder den én om det barn, man var, men ikke længere er. Og man sender en tanke tilbage til dengang, hvor man med største selvfølgelighed indtog tronstolen i tilværelsen den dag, man havde fødselsdag, og hvor alting i øvrigt var smukkere, sjovere og dejligere, hvor fremtiden tegnede lys og let. Og ikke mindst uendelig. Men som tiden er gået for nogle af os, er den faste fødselsdagstradition også gået hen og blevet noget, der er en påmindelse om, at intet varer evigt – med dejlig chokolade og huskekager til. At barndommen er længe siden. At vi har en udløbsdato. At der kommer en dag, hvor ingen længere synger fødselsdagssang. At tiden, den dumme kælling, klipper endnu et år af livet her på Jorden, og set i den sammenhæng er det vel værd at fejre, at vi stadig er her, os, der er det?