»Gift ved første blik« demonstrerer i øjeblikket, at flow-TV ikke er totalt dødt, men kan samle nationen. Og hver onsdag lærer vi væsentlige ting om moderne kærlighed, og hvorfor det er så svært at få den til at lykkes. Her er en guide - baseret på de første fire afsnit - til, hvordan du får et forhold, der styrer direkte mod afgrunden. En guide, der får det hele til at slutte, før det er begyndt. Det er negativ opbyggelighed.
1. Insistér på, at ærlighed varer længst
Fortæl din partner om alle dine traumer og tøv ikke med at lukke butikken helt op. Fortæl om dine skavanker, mindreværdskomplekser, dårlige selvtillid, følelse af at være uelsket, akne, gigt, astma og flet gerne et par beretninger om mislykkede forhold ind undervejs. At være elsket er jo at kunne lægge sig selv frit frem, og du fortjener at blive elsket. Det er en del af den andens jobbeskrivelse at gøre dig lykkelig, og det arbejde begynder, når I mødes første gang.
2. Vær en liderbuk
Vi lever i et land med kvindefrigørelse og fri porno, så ja, du kan godt forvente sex ad libitum den første nat. Har hun ikke lyst, er hun hæmmet og knibsk, og så er det helt på sin plads, at du bliver sur og barnlig. Du har ret til et dårligt sexliv, og et godt sexliv begynder på dag 1. Ellers begynder det aldrig.
3. Vær samtidig den mand, som feministerne siger, de vil have
Vær blød, lyttende og giv komplimenter om alt det, der ligger over og ikke under næsen. Træd et skridt tilbage, så hun kan træde frem, og når hun spørger dig om noget, så sig: »Hvad synes du, skat?« Hvis altså du kan høre, hvad hun siger. Hvis ikke, så siger du bare »ja«.
Hvis punkt 2 og 3 virker modstridende, skal du ikke blive ked af det - der kommer flere afsnit af »Gift ved første blik«, der vil lære os, hvordan vi bliver bedre til at date.
Husk din gamerstol. Den skal ind i ethvert forhold - og helst så hurtigt som muligt
4. Det er også en god idé at være hurtigt ude med meldingen: »Vi skal have en snak«
Alle elsker en »snak«. Især i helt nye forhold. Udtrykket signalerer kvalitetstid, og at vi nu skal lære hinanden bedre at kende. Tag den anden i hånden og gør din krop helt blød og tung. Træk så vejret dybt ind og sig: “Du skal være stærk nu”. Når du taler op til den anden på den måde, kalder det på vedkommendes beskytterinstinkt og det bliver nemmere at åbne sig for Den Store, Vigtige Samtale.
5. Og til sidst: Husk din gamerstol
Den skal ind i ethvert forhold - og helst så hurtigt som muligt. Pynteting - f.eks. små gipsengle, krystaller, børnemalerier og fyrfadslys - er stærke identitetsmarkører, ikke mindst for mænd, men du skal også have noget, der signalerer ægte maskulinitet. Det gør gamerstolen. Indtag den som en konge.
Mens dit forhold flot nedsmelter i baggrunden.