Søndag aften vandt England for første gang siden 1966 et stort fodboldmesterskab. Det var kvindelandsholdet, der vandt EM med en 2-1 sejr over Tyskland.

Det afspejler sig på de britiske avisers forsider, der er fyldt med Løvinderne, som holdet kaldes. Turneringen satte tilskuerrekord for europamesterskaber for kvinder allerede efter anden spillerunde i gruppespillet, og finalen blev spillet foran 87.192 tilskuere på Wembley, hvilket ifølge Ritzau er rekord for en EM-kamp på tværs af køn.

Også kvindernes Tour de France blev dækket i medierne i stor stil. I Danmarks tilfælde har det især drejet sig om Cecilie Uttrup Ludwig, der vandt en etape og endte på en syvendeplads i det samlede klassement.

Det kan med andre føles, som om der er sket et skift i interessen for kvindesport. Ifølge formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, er skiftet ikke pludseligt, men et resultat af mange års koncentreret indsats.

»Der er en stor bevidsthed om, at det, man tilbyder pigerne i foreningsidrætten, er af samme kvalitet som det, man tilbyder drengene,« siger Hans Natorp.

Han mener derudover, at kvindeidrættens popularitet i Danmark også skyldes rollemodeller. Altså dygtige, kvindelige idrætsudøvere som Pernille Harder og Cecilie Uttrup Ludwig, der inspirerer flere til at engagere sig i sport – hvorved der skabes nye rollemodeller.

»Hvis ikke der i forvejen er nogle, man kan se op til, er det vanskeligere at være den første. Men når rollemodellerne først er der, stiger tilslutningen, og dermed kommer der udøvere nok til, at sporten kan udvikle sig i et hurtigere tempo,« siger Hans Natorp.

Åndssvagt, hvis cykling kun er en mandesport

Trafalgar Square var mandag fyldt med fejrende fans, efter England søndag vandt EM. 
Trafalgar Square var mandag fyldt med fejrende fans, efter England søndag vandt EM.  Hollie Adams/Ritzau Scanpix

Cecilie Uttrup Ludwig sagde for en måneds tid siden til Alt.dk, at hun er irriteret over, at det er, som om der er »cykling« og så »kvindecykling«. Som om det er to forskellige sportsgrene.

»Det siger desværre også lidt om, at der stadig mangler noget på ligestillingen. Er det ikke lige meget, om det er en kvinde eller en mand, der sidder på cyklen? Det er jo bare cykling! Og det er vi fælles om at elske. For det er da åndssvagt, at cykling kun skal være en mandesport. Det er det jo ikke! Cykling er lige så meget for kvinder – og det skal vi have ud i stuerne.«

Det ser ud til, det er lykkedes hende og de andre cykelryttere, for på TV 2 søndag blev finaleetapen sendt og diskuteret ganske som ved mændenes Tour de France.

Hans Natorp mener ikke, at den øgede interesse for kvindesport skyldes en holdningsændring blandt seerne.

»Det handler om, at sportsbegivenhederne er blevet bedre, og at dækningen er blevet bedre. Det er jo fantastisk, at der nu efter mange år er en egentlig Tour de France for kvinder, og at der var så mange tilskuere til EM,« siger Hans Natorp fra DIF og fortsætter:

»Det er begyndt i foreningslivet, hvor vi er tættere på, at det er en selvfølge, at forholdene også for kvindelige idrætsudøvere er i orden fra dag ét. Det her er et bevis på, at det er rigtigt, det vi gør, og det sætter en tyk streg under, at det er vigtigt, det vi gør, og det sætter en tyk streg under, at det er vigtigt, at vi sætter fokus på diversitet i bred forstand. Det handler ikke kun om køn.«

Det er ikke kun i medierne, at de engelske fodboldspillere har fået ros. Selveste dronning Elizabeth kom med en udtalelse efter sejren, hvor hun ønskede spillerne tillykke.

»I har sat et eksempel, der vil være en inspiration for piger og kvinder i dag og for fremtidige generationer. Det er mit håb, at I vil være lige så stolte af indvirkningen på jeres sport, som I er af resultatet,« udtalte dronning Elizabeth.