Som allerede nævnt er jeg aldrende på Roskilde. Men jeg er heldigvis ikke alene. Vi er en del, der har festivalhistorien med i bagagen.
Og der er fordele ved at have en lang historik herude. F.eks. at man kan lave sine egne små sociologiske analyser af festivalens omskifteligheder gennem tiderne.
Hvad er Roskilde, hvis man gennemlyser stedet i dag? Lidt en pudsig sammenblanding af hedonisme og strambuks, vil jeg mene. Det er utvivlsomt, at der kysses, ryges og drikkes, men det sidste er gudskelov af genanvendelig, klimavenlig plastik.
Sådan er 2010erne paradoksernes årti, hvor moral og amoral lever side om side, og ungdommen synes at flexe ubesværet mellem begge. Det er tiden, hvor unge ikke ønsker at vise sig nøgne for hinanden i svømmehallerne, men hvor pornografien samtidig er eksploderet på nettet. Sådan er det hele vejen igennem, og det er for en halvgammel mand lidt pudsigt at betragte.
Sådan er 2010erne paradoksernes årti, hvor moral og amoral lever side om side og ungdommen synes at flexe ubesværet mellem begge.
I min alder er man blevet særdeles god til at gennemskue hykleriet. Det var nemmere, da man var yngre og bare hyklede uden at tænke videre over det.
Da jeg begyndte på Roskilde, i de tidlige 80ere, var det et sort og hårdt sted med indbyrdes rivaliserende subgrupperinger. Punkere og rockere, f.eks.
I 90erne blev Roskilde corporate. Det var de multinationale pladeselskabers store tid, og de monopoliserede selv undergrundsrocken. Der gik fem minutter, så var Nirvana ikke længere modkultur, men mainstream.
00erne var præget af ulykken foran Orange Scene en fredag aften i regn og stiv kuling, mens Pearl Jam spillede. Før den tragedie var det lejlighedsvist forbundet med følelsen af livsfare ved de store koncerter, når presset fra folkemængden bagfra blev ulidelig. Efter 2000 kom der nye sikkerhedsmekanismer og en gennemstrømmende følelse af, at man måtte passe på hinanden.
2010erne er kulturel fragmentering. Det er svært at finde en bærende bevægelse. Både på scener og campingpladser trives brudstykkerne af kulturelle og identitære udtryk side om side, sjældent i direkte konflikt.
Det er dog også en tid med nye moralsk/etiske anfægtelser. Efter #MeToo indbefattende grundlæggende indsatser mod seksuelle overgreb. Klimabevidsthed og organiserede samtaler vokser samtidig frem. Som det blev bekræftet ved Europa-parlamentetsvalget er der spirende tegn på en politisk vækkelse hos de unge. Noget er igen blevet vigtigt uden for én selv.
2010erne er kulturel fragmentering. Det er svært at finde en bærende bevægelse. Både på scener og campingpladser trives brudstykkerne af kulturelle og identitære udtryk side om side, sjældent i direkte konflikt.
Det er nogle gange godt og nødvendigt. Andre gange går det meningsløst galt, og hykleriet får overhånden.
Som bekendt har en bod drevet af nogle spejdere hernede fået ordre af festivalledelsen om at ændre bodens navn, Frikadiller, som den har haft hvert år siden 1982. Det bliver nu bedømt som »seksuelt ladet« og »ude af trit med det ønskede udtryk.«
Det kan man mene eller ej, men når man kort efter at have læst den nyhed trækker ned og ser Cardi B twerke sig trekvart afklædt gennem et semipornografisk show på selve Roskilde Festivals ikonisk-helligste sted, Orange Scene, ja så ender man med pludselig at stå og blive i tvivl om, hvad der egentlig er »ude af trit med det ønskede udtryk«.
Nå. En tur ned gennem campingområderne får dog bugt med den værste bekymring for, om kvababbelserne kommer til at tynge. Der er alligevel kræfter - f.eks. tyngdekraften i forbindelse med en ølbong - som er stærkere end den forlorne politisering, der hele tiden og til alle tider har ulmet under overfladen på Roskilde.
Men som de fleste glemmer, når først musikken spiller.
