Forleden blev jeg mindet om det igen. Jeg er ikke så ung, som jeg var. For 20 år siden måtte jeg konstatere, at jeg var blevet for gammel til fodboldlandsholdet. Nu er jeg blevet for gammel til at komme i regering. Der er kun én ældre end mig på det nye ministerhold. Jeg takker i den forbindelse Mogens Jensen.
Han har haft meget med kulturen at gøre, og det har jeg også i disse dage. Jeg er i lejr på Roskilde. Og ærligt talt: Jeg er gammel her. Deres chefredaktør er landligger i selskab med alle Deres børn og børnebørn. Det kan lyde en smule patetisk. Så lad mig forklare. De kan jo betragte mig som Deres udstationerede øjne og ører.
Jeg har været med 31 gange i alt, og min alder er så fremskreden, at jeg helt alene – ifølge en højst uofficiel beregning, foretaget af mig selv – trækker den samlede gennemsnitsalder for alle 130.000 tilstedeværende op med cirka ti minutter. Så gør man da noget.
Den gennemsnitlige Roskilde-deltager er 24 år. Men da der er efterskoleelever helt ned til 16 år i hobetal ude på de skrå campingarealer, er der i regnestykket heldigvis også plads til det lidt ældre segment på Roskilde.
Der i bogstaveligste forstand løsner slipset for en weekends tid. Her er en del af dem. Store virksomheder arrangerer rundvisninger herude. For et par år siden så jeg på én og samme festival flere departementschefer. Det er længe siden Roskilde var oprørsk modkultur.
I min lejr blandt de pæne foropslåede orange telte i de støjomsuste omgivelser mellem festivalens ikoniske Canopy-scene og den sekssporede motorvej er vi en 12-15 mennesker, og ikke én er en dag under 40. Så har jeg ikke sagt for meget. Ellers går vi på festival, cirka som da vi var unge.
Børnene er her
Det vil sige … i fjor var første gang jeg gav mig og i et svagt øjeblik tilbragte en stund i en campingstol.
Jeg har hidtil nægtet at henfalde til den slags. Men hvis jeg skal være ærlig, så bekom det mig vel. Jeg kan efterhånden mærke bentøjet værke bekymrende, når jeg har været på festival i fire døgn i træk og vandret dusinvis af kilometer fra koncert til koncert og har stået op 16 timer i døgnet. Det værste er de år, det regner, og man ikke kan sidde ned. En dag ender jeg nok bag en rollator foran Orange.
Der er visse andre frontafkortninger. For nogle år siden begyndte jeg at tage en hovedpude med til teltet. Man skal vel gøre sig det behageligt. Og luftmadrassen er også blevet mere velpolstret (som ejer, så luftmadras).
Jeg har været med 31 gange i alt, og min alder er så fremskreden, at jeg helt alene – ifølge en højst uofficiel beregning, foretaget af mig selv – trækker den samlede gennemsnitsalder for alle 130.000 tilstedeværende op med cirka ti minutter. Så gør man da noget.Tom Jensen
To af mine børn er her. Et sted. Det er nået dertil, at selv de er ved at være garvede Roskilde-gængere, og da knirker alderen endnu mere faretruende.
Fornuftsprægede typer har foreslået mig at frekventere festivaler, der er målrettet mit alderssegment. På Fyn er der et rosé-tintet foretagende ved navn Heartland, hvor den kreative klasse nyder kvalitetsmusik og talks og konverserer belevent foran Egeskov Slot, og på Refshaleøen var der forleden weekend Copenhell, hvor nogenlunde de samme typer foretager sig det absolut modsatte.
Jeg udelukker bestemt ikke, at jeg en dag ender de steder. Det skulle være udmærkede foretagender. Men det bliver ikke på bekostning af Roskilde. Det hele kan også blive for segmenteret og neutralmarineret. Herude får jeg et skud af den nyeste musik og mærker verden. Det gør ikke en gammel mand ung. Men måske blot en knivspids mindre død i sværen.
