Med de voksne på Roskilde Festival: »Her ser man det pæne borgerskab stå og pisse op ad hegnet«

»Her er beskidt og uordentligt. Alle slipper sig selv løs for en stund. Jeg kan mærke vildskaben, når jeg er her. Det er det, stemningen på Roskilde gør ved mig,« siger Birgitte Juel Villberg.

Hun er 51 år gammel, og arbejder til daglig i mediebranchen. Onsdag eftermiddag sidder hun sammen med sin mand, Henrik Juel Villberg, der er executive vice president, global head of trading & markets i Saxo Bank, på en lille bænk i Back Stage Village til Roskilde Festival.

Mens der i campingområdet har været gang i festen siden lørdag, åbnede selve festivalpladsen først onsdag klokken 17. Det er også først nu, at parret, som netop har foreviget øjeblikket med en selfie, er ankommet.

I Backstage Village er det ganske tydeligt, at gæsterne her har en højere gennemsnitsalder og levestandard end den, som findes hos flertallet af de helt unge mennesker, der har brugt de seneste dage i »smatten«.

For at få adgang til det fine område, hvor lange lyskæder hænger rundt omkring i træerne, og duften af træflis forsager for en stund lugten af sved, øl og urin, som ellers fylder næseborerne i store dele af campingområderne, skal man enten være indbudt eller kende nogen, der kender nogen, så man kan købe en billet. Og den er dyr.

Men i det eksklusive  område, som også tæller en helt særlig VIP-afdeling, har en lille gruppe af skuespillere, mediemennesker, andre særligt indbudte og store chefer, der for en stund har smidt jakkesættet, samlet sig. Gennem de fire kommende dage vil gruppen her pendle mellem de forskellige scener og Backstage Village, hvor det er muligt at sætte sig ned og få et hvil blandt luksuriøse faciliteter.

Det er med andre ord en helt anden Roskilde Festival end den, som størstedelen af festivalens gæster ellers er på.

Et befriende helle

Første gang Birgitte Juel Villberg satte sine ben på Roskilde Festival var for 25 år siden. De første timer gik med at kredse om tanken om at finde et hul, som hun kunne falde i og forstuve foden, så hun kunne komme hjem.

Men lyden af Strawberry Slaughterhouse og stemningen fra den store menneskemængde fik hende på andre tanker. Hun måtte overgive sig, for det var »den fedeste fest«. Lige siden da har den særlige stemning trukket i hende, og derfor vender hun tilbage til Roskilde.

Det krævede lidt overtalelse, for Henrik Juel Villberg er egentligt ikke den store festivalgænger, men de sidste syv år har hun også fået ham med.

Nu er han også helt vild med Roskilde. Her får han nogle få dages helle til at koble helt af. Det samme sker med dem, som er omkring ham, og han synes, det er befriende at se, hvordan pæne businessmænd og -kvinder, som normalt befinder sig i jakkesæt og høje hæle, slipper tøjlerne.

De har forsøgt sig med andre festivaler, men intet kan måle sig med Roskilde. Sidste år var de på Heartland, og her blev de slemt skuffede.

»Heartland kan ikke det samme. Det lugter for meget af Østerbro og spelt. Der mangler stemning! Det er kun Roskilde, som kan det,« siger Birgitte Juel Villberg.

Vinglas på tynde stilke

Inde på festivalpladsen begynder der så småt at være mange mennesker. Side om side står unge mennesker, som har en let grå kulør af støvet, som flyver rundt på pladsen, med mænd i jakkesæt og velplejede skæg i køerne til de mange madboder.

»Jeg kan ikke uploade på Instagram. Det er så irriterende!« siger en kvinde højlydt.

Frustrationen er til at forstå, for et ophold på Roskilde Festival er ikke længere lig med rugbrødsmadder med lunken makrel.

Her er veganske burgere, klassisk tatar med kapers, flæskestegssandwich og falafelrolls fra Gaza Grill, der midt i Roskilde skaber associationer til Sankt Hans Torv på Nørrebro. Og så er det store udvalg af diverse cocktails, som selvfølgelig findes både i økologisk og alkoholfri form, ikke engang beskrevet endnu.

Hvis det alligevel skal være en tand finere, så er det faktisk også muligt at blive serviceret på restaurant, hvis man tilhører den lille skare, der har adgang til Backstage Village. Her holder Artist nemlig åbent i en lys træbygning med vinglas på tynde stilke, hvide duge og tjenere.

I bygningerne ved siden af findes to andre restauranter – Kiin Kiin og Simple Feast, hvoraf sidstnævne kun serverer veganske retter.

Roskilde rummer det politisk ukorrekte

Inde i området har der foran Stauning Baren, som blandt andet har champagne og økologisk hvidvin på menukortet, efterhånden samlet sig en stor menneskemængde. Her nyder kæresteparret Klaus Abel, 47, og Sofie Ustrup, 35, en kold fadøl.

De arbejder begge i medicinalindustrien, og Roskilde Festival har – særligt for Klaus Abel – været en fast tradition, som »skyder sommeren igang«.

Han har faktisk slet ikke tal på, hvor mange gange, han har været af sted.

»Det er et afbræk fra hverdagen. Nogle få dage, hvor man er helt ligeglad,« siger Klaus Abel.

Og ligegyldigheden handler blandt andet om noget så konkret som at lade vandet offentligt. Selv ligner den nydelige mand bestemt ikke en, man til daglig vil finde i færd med at lade vandet op ad et hegn, men i disse dage er det en ganske anden sag.

For »når man skal, så skal man«. I hvert fald på Roskilde.

»Roskilde kan noget særligt. Det er beskidt, det har kant, og det er politisk ukorrekt. Det er her, man ser det pænere borgerskab stå og pisse op ad hegnet,« siger Klaus Abel.

Behov ændrer sig

At Roskilde Festival kan noget ganske særligt, bliver tydeligt, da Berlingske taler med Ann Rosenberg og Tom Lindboe. De er nemlig taget hele vejen fra Los Angeles, hvor parret til daglig bor, for at deltage i dette års festival.

De to »high school sweethearts« er ganske vist begge fra Roskilde, og de kommer faktisk altid »hjem« for at mærke den magiske stemning, som festivalen ifølge dem rummer.

»Der er en helt særlig nerve på Roskilde. Det er virkelig unikt. Jeg tjekker aldrig, hvem der kommer og spiller, for det er de små uforudsete oplevelser, hvor man tilfældigt passerer et telt og går ind og lytter til musik, man aldrig har hørt før, der overrasker,« siger Tom Lindboe, der er fotograf.

Han er kommet på festivalen, siden han var en otteårig knægt sammen med sine forældre. Senere boede han som ung mand i »smatten«, og i dag kører parret – som ikke drikker alkohol – frem og tilbage mellem pladsen og en lejlighed i København, som de bor i under festivalen.

»Her er unge, ældre, børn og folk på vores alder. Roskilde rummer alle. Når man først har fundet den følelse, som jeg vil kalde for Roskildes »soul«, så skal man bare blive i den, indtil festivalen er slut,« siger Ann Rosenberg.

Selv om det er en anden måde at være gæst her på festivalen, når man kun kommer i musikdagene og ikke overnatter på pladsen, så synes Tom Lindboe ikke, at oplevelsen adskiller sig markant fra de festivaloplevelser, han havde som helt ung mand.

»Man vokser, man bliver ældre, og ens behov ændrer sig. Det er nogle andre ting, som man sætter pris på. Jeg gider ikke ligge ude i smatten og være gennemblødt. Det har jeg gjort, ligesom andre gør det nu. Men stemningen er altid den samme her på Roskilde,« siger Tom Lindoe, inden parret bevæger sig ind på pladsen.

Sammen med dem går en lind strøm af mennesker, og i timerne, der kommer, vil de bevæge sig mellem scenerne og Backstage Village. Solen er så småt ved at gå ned, men de mange lyskæder hænger klar til at sikre en fortsat hyggelig stemning på pladsen.

Den lystige snak fortsætter i mange timer, og selv om den bliver mere og mere højlydt, kan den ikke konkurrere med jublen fra menneskemængden foran Orange Scene, da verdensstjernen Cardi B går på.

Mens man kigger rundt, er der ingen tvivl om, at de fleste, der befinder sig i området, holder en anden Roskilde Festival end de, der lever i skrald og menneskelige efterladenskaber ude i campingområderne.