Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Jeg synes ikke, at jeg har et specifikt talent, men jeg har altid haft det nemt i skolen, så jeg har måske et talent for generelt at lære, forstå og forklare det meste. Det blev tydeligt for mig, da jeg blev årets student i Danmark og kom på forsiden af Politiken.«

Hvad er den største tilgivelse, du har fået?

»Det er svært at vide, for måske var den største tilgivelse ikke noget, man var så opmærksom på. Hvis der er noget, man har brug for tilgivelse for, kan netop det, at den anden ikke gør et stort nummer ud af det, være den største tilgivelse.«

Hvad var dit livs vigtigste telefonsamtale?

»Jeg vil dele det op i to. En privat og en jobmæssig samtale. Da min kone for 21 år siden ringede til mig på mit arbejde og fortalte, at min far var blevet indlagt med en hjerneblødning, vidste jeg med det samme, at det var slut. Han døde nogle dage efter og kom aldrig til bevidsthed. Det kom ud af det blå og var meget voldsomt. I efteråret 2018 blev jeg ringet op, mens jeg gik rundt nede i Berlin med min familie, og fik at vide, at jeg skulle til en samtale om den stilling, jeg i dag har i Tivoli. Det var et drømmejob for mig. Det er et lidt barnligt ord, men her er det dækkende.«

Frederik Wiedemann, er vokset op i en familie med stor interesse for jazz, klassisk musik, teater og film. Han er uddannet cand.polit. og kulturdirektør i Tivoli. To af hans søstre, Katrine Wiedeman og Vinca Wiedemann, er henholdsvis teaterinstruktør og tidligere rektor for Den Danske Filmskole.
Frederik Wiedemann, er vokset op i en familie med stor interesse for jazz, klassisk musik, teater og film. Han er uddannet cand.polit. og kulturdirektør i Tivoli. To af hans søstre, Katrine Wiedeman og Vinca Wiedemann, er henholdsvis teaterinstruktør og tidligere rektor for Den Danske Filmskole. PR

Hvilken oplevelse har formet dig mest som menneske?

»At blive far. Da jeg for over 22 år siden blev far for første gang, oplevede jeg meget hurtigt, at jeg ikke længere selv var centrum i universet. Det har både givet mig en større tålmodighed og en stor sårbarhed over for verden, som ikke var der før.«

Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager – hvad skulle det så være?

»At jeg ikke skulle være så bange for at fejle eller gøre noget pinligt. Det behøver man ikke at være, for alle andre er egentlig ret ligeglade. De er selv optaget af ikke at fejle eller gøre noget pinligt.«

Historien om et ar på en tå

Hvad har du lært af at blive ældre?

»Tålmodighed og respekt for uenighed. Man er nødt til at erkende, at ens modpart er lige så overbevist om at have ret, som man selv er, og det skal man kunne rumme. Ellers har man skyklapper på. Det kan jo også være, at de andre har ret, og man selv tager fejl. Man skal passe på ikke at være for skråsikker.«

Hvad er dit mest værdifulde minde – og dit mest smertefulde?

»Jeg har ikke konkrete eksempler, men jeg tror, at de to ting ofte hænger sammen. Det mest værdifulde kommer ofte også med en smerte. Jeg har ikke selv født mine børn, det har min kone gjort, men det er et godt billede på, at noget smertefuldt også kan give noget særligt værdifuldt.«

Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

»Alle dyder er overvurderede i den forstand, at enhver dyd bliver negativ, hvis man dyrker den for ensidigt. Den engelske forfatter G.K. Chesterton har skrevet, at »problemet med den moderne verden er ikke, at der findes ondskab, men at der er for mange dyder, som er gået amok«. Det er godt sagt, for hvis man driver en enkeltstående dyd som sandhed, frihed, retfærdighed, loyalitet eller humanisme ud i det ekstreme, så ender det galt. Den ekstreme sandhed kan blive kynisk, den ekstreme frihed kan blive hensynsløs, den ekstreme retfærdig kan føre til blodhævn, og den ekstreme loyalitet kan føre folk i krig, som vi nu ser det med Ruslands invasion i Ukraine.«

»Nogle opfatter det fåmælte som noget arrogant eller surt, men sådan er det ikke nødvendigvis. Der kan jo også ligge noget selvoptaget i den overdrevne og meget ekspressive empati,« siger Frederik Wiedemann.
»Nogle opfatter det fåmælte som noget arrogant eller surt, men sådan er det ikke nødvendigvis. Der kan jo også ligge noget selvoptaget i den overdrevne og meget ekspressive empati,« siger Frederik Wiedemann. Niels Ahlmann Olesen

Hvad er dit livs største fortrydelse?

»Nu er vores børn voksne eller halvstore, og det er meget nemt at fortryde, at man ikke har flere børn. Men det er også en reaktion på, at tiden går, og at man bliver ældre. Jeg kan også fortryde, at jeg ikke studerede et år i udlandet, men på den anden side havde jeg en god studietid herhjemme. Jeg boede på Regensen i København, og det ville jeg ikke have undværet. Uanset hvad man gør, vil man fortryde noget.«

Hvis du kunne bytte dit liv med en nutidig eller historisk person, hvem skulle det så være?

»Jeg ville virkelig gerne opleve visse steder på bestemte tidspunkter, 1920ernes Berlin eller Stefan Zweigs Wien omkring 1900, men at forestille sig at bytte liv med en historisk person er for mærkeligt. Man kan godt misunde andre mennesker på afstand, men min erfaring er, at når man kommer tættere på folk, finder man ud af, at det, som ser særligt ud, slet ikke er så attraktivt. Den tilsyneladende spændende og glamourøse tilværelse er også bare en tilværelse. Der er nogle grundlæggende eksistentielle vilkår, som gælder for os alle.«

Hvad er det mest luksuriøse, du nogensinde har købt til dig selv?

»En lille brugt bil, en VW Polo, som jeg købte som studerende. Luksus er noget relativt. Objektivt set var den bil ikke noget særligt, men på det tidspunkt følte jeg, at det var en stor luksus at få den frihed og komfort, som den bil gav mig.«

Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig – og hvordan?

»Jeg vil pege på to bøger, som har hvert sit religiøse grundlag. Den ene er Hermann Hesses »Siddhartha«, som er en buddhistisk fortælling om livets mening og illusionen om, at man kan finde livets mening. En lille og ret tilgængelig bog, som jeg har læst flere gange. Den anden er Søren Kierkegaards »Kærlighedens gerninger«, som er en større mundfuld. Det er en bog med kristen filosofi, der handler om, hvad kærlighed går ud på. Den er en god modvægt til den moderne dyrkelse af kærlighed som et wellnessprodukt. Det er en meget øjenåbnende og tankevækkende bog.«

Opvækst i østrogengryden

Hvad må man ikke udsætte dig for?

»Følelsesmæssig afpresning i den forstand, at man bruger sine følelser som et argument eller sin sårbarhed som et middel til at få sin vilje trumfet igennem. Det er jeg virkelig allergisk overfor. Det skyldes måske, at jeg er vokset op i en kvindedomineret familie med tre søstre, min mor, min stedmor og min far, som så meget op til det kvindelige. Det var et hjem, hvor der blev luftet mange følelser i forhold til, hvad jeg oplevede hos mine to tætteste venners familier, som var meget mandedominerede. Jeg tror, at jeg søgte en modvægt der. Begge dele har kvaliteter, men ligesom Obelix, der faldt i gryden som lille, faldt jeg i østrogengryden. Det lyder lidt stereotypt, men i mit hjem fyldte følelser virkelig meget. Hvis følelser bliver brugt på en dominerende eller manipulerende måde, som et magtmiddel, så lukker jeg af.«

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Da jeg var 12 år fik jeg en svulst på en tå. Jeg blev indlagt en hel uge, hvor den blev bortopereret, og det har efterladt et lille ar. Jeg lå på stue med ældre, svært kræftsyge, og mine forældre var meget bange, men formåede at skjule det for mig. Det viste sig heldigvis at være en godartet svulst.«

»Der er et godt ordsprog, som lyder bedst på engelsk, »this too shall pass« (også dette vil gå over). Jeg kan godt lide det stoiske i det udsagn. Man møder modgang, men man behøver ikke køre i hegnet af den grund,« siger Frederik Wiedemann.
»Der er et godt ordsprog, som lyder bedst på engelsk, »this too shall pass« (også dette vil gå over). Jeg kan godt lide det stoiske i det udsagn. Man møder modgang, men man behøver ikke køre i hegnet af den grund,« siger Frederik Wiedemann. Niels Ahlmann Olesen

Hvad ville du skrive i et brev til dit yngre jeg?

»Jeg ville skrive: »Hvis du ikke ved, hvor du vil hen, så vil alle veje føre dig dertil.« Jeg har arbejdet med ret forskellige ting i mit liv. Jeg er uddannet cand.polit. og har arbejdet som embedsmand, konsulent og i mediebranchen. Undervejs har jeg været i tvivl om, hvilken retning, jeg skulle fokusere på, men jo ældre jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på, at jeg har kunnet arbejde med så forskellige ting – sådan som jeg gør her i Tivoli.«

Hvordan håndterer du bedst skuffelse?

»Jeg kalder på min indre pessimist. Det hjælper, for så bliver man ikke så let slået ud af modgang, og man kommer ikke igennem livet uden om modgang. Jeg tager det generelt ret roligt og går ikke i panik, når ting går galt, ligesom jeg heller ikke kammer over, når det går godt. Der er et godt ordsprog, som lyder bedst på engelsk, »this too shall pass« (også dette vil gå over, red.). Jeg kan godt lide det stoiske i det udsagn. Man møder modgang og medgang, men man behøver ikke køre i hegnet af den grund.«

Hvordan heler man et knust hjerte?

»Jeg har lyst til at sige, at man skal gå i Tivoli og glemme sine sorger. I det hele taget kan musik, opera og kunst virke følelsesmæssigt helende. I kunsten kan man prøve både at få knust og helet sit hjerte, inden man oplever det i det virkelige liv. Derfor er det godt, når børn og unge mennesker bliver eksponeret for kunst. De lærer noget om livet. Og man skal ikke være så bange for knuste hjerter. Det var Oscar Wilde, som sagde at »hearts are made to be broken« (hjerter er skabt til at blive knust, red.).  Det er godt sagt. Det værste, man kan forestille sig, er at gå gennem livet uden nogensinde at få et knust hjerte, for så har man aldrig udsat sig selv for den sårbarhed, der ligger i kærligheden.«

Løgnen om kærligheden

Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?

»De fleste taler om kærligheden som noget, man får: Hvordan får jeg en kæreste, og hvordan kan jeg blive elsket? Det er meget selvoptaget, men i virkeligheden handler kærligheden om at give uden tanke på, hvad man får igen, og det er meget sværere. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan har sagt, at kærlighed »er at give, hvad man ikke har, til en, der ikke vil modtage det«. Det udsagn er et forfriskende opgør med vores populærkultur, der sætter kærligheden lig med forelskelsen og den gensidige selvoptagethed.«

Hvad misforstår folk oftest ved dig?

»Min blufærdighed kan få mig til at virke lidt uempatisk. Men jeg kan godt lide det understatede, og at man ikke udpensler alt. I virkeligheden synes jeg, at de stærkeste udsagn er dem, som også rummer noget usagt. Nogle opfatter det fåmælte som noget arrogant eller surt, men sådan er det ikke nødvendigvis. Der kan jo også ligge noget selvoptaget i den overdrevne og meget ekspressive empati: Hvis du fortæller mig om en sorg, som du har, og jeg græder som pisket, så er det pludselig mig og ikke dig, der er ked af det, og dét er ret uempatisk.«