Thure Lindhardt: »Der er noget, der hedder ydmyghed og hårdt arbejde. Og hvis du ikke forstår det, må du lære det på den hårde måde. Så det gjorde jeg«

Siger man »Shakespeare« til Thure Lindhardt, har man tydeligvis trykket på den helt rigtige knap. Med et stort smil i ansigtet kaster han sig ud i en længere redegørelse om oprindelsen til det folkelige elisabethanske teater, som blev Shakespeares hjemmebane.

Og det er ikke kun fordi, han snart skal spille hovedrollen i teaterversionen af den romantiske filmkomedie, »Shakespeare in Love« fra 1998. Thure Lindhardt har været dybt fascineret af Shakespeare lige siden de første år på skuespillerskolen.

»Shakespeare er en meget vigtig del af det at blive skuespiller. Han kendte sit publikum og vidste, hvem han lavede teater for. Hans stykker taler om ting, der vedrører os alle,« siger han.

»Shakespeare er i stand til at være ikke-dømmende, ægte menneskelig. Han tager os med fra de helt store spørgsmål om livet og døden, og hvad vi skal, mens vi er her - fra det allerhøjeste til det allerdybeste. Og alt det ind imellem, det erotiske, det platte, det vulgære. Han favner klovnene, liderbuksene, alkoholikerne. Han favner os alle sammen.«

Den bedste - og den værste

Vi har sat Thure Lindhardt stævne på Østre Gasværk Teater, hvor »Shakespeare in Love« i Katrine Wiedemanns iscenesættelse har premiere 29. marts.

Men inden vi taler om selve forestillingen, har vi bedt ham fortælle om henholdsvis sin bedste og værste oplevelse med at stå på scenen i Shakespeares skuespil.

Vi starter med den bedste:

»Jeg har spillet »Hamlet« på Kronborg og på Gladsaxe Teater, og især at spille på Kronborg er selvfølgelig fantastisk. Men den forestilling, jeg lige nu tænker tilbage på som noget helt specielt, er en miniversion af »Hamlet« på bare 25 minutter, som jeg spillede i Gellerupparken i Aarhus i 2017,« siger han.

»Vi var to, Chadi Abdul-Karim, der selv kommer fra Gellerupparken, og jeg, og vi spillede selv alle rollerne. Forestillingen var led i en teaterfestival, Eutopia, under kulturbyåret, og vi spillede for familier fra alle mulige forskellige lande, Palæstina, Syrien - og Danmark - hjemme i deres dagligstuer.

Dér kom »Hamlet« virkelig til sin ret, fordi de her ord kan spilles og siges af alle mennesker på hele jordkloden - og bliver det. Der er ikke en kultur, der, så vidt jeg ved, ikke kan spille »Hamlet«. Den henvender sig til alle på tværs af religion, kultur og ideologi, politik og holdninger.

Når vi så var færdige med at spille, var der mad - og snak. Konceptet var, at vi spillede gratis mod, at de lavede mad. Kvinderne - lad os bare sige det, som det er - havde været i bazaren og stået i køkkenet i flere dage, og jeg har aldrig fået så meget fantastisk mad. Jeg kan næsten smage det endnu. At blande de to vigtigste ting på denne jord - kultur og mad - det var en stor, stor oplevelse. Det var kulturudveksling, når det er bedst.«

Og hvad har så været din værste Shakepeare-oplevelse?

Thure Lindhardt kan ikke lade være med at grine lidt, for han ved, hvad jeg sigter til, han har fortalt historien flere gange før.

»Ret kort efter, at jeg var blevet færdig på skuespillerskolen, fik jeg rollen som Octavian Cæsar i »Antonius og Cleopatra«. Jeg var meget glad for at have fået den, men jeg formåede den ikke. Jeg forstod ikke rollen - og jeg havde heller ikke øvet mig nok. Jeg var ung og uerfaren og havde lige haft stor succes med en spillefilm (som den autistiske Brian i Kaspar Rostrups »Her i nærheden« fra 2000, red.). Og så skal du jo lige lære, at der også er noget, der hedder teknik og ydmyghed og hårdt arbejde. Og hvis du ikke forstår det, lærer du det bare på den hårde måde. Så det gjorde jeg.

Stykket varede to en halv time, og lige i starten havde jeg en laaaang monolog. Der var fuldstændig stille i salen, men ikke på den gode måde, kunne jeg tydeligt mærke. Og pludselig lyder en stemme oppe fra bageste række: »Højere!!« Så er to en halv time altså lang tid. Og det var til premieren.

Men herregud. Der var ingen, der døde. Og det er et fint minde at have,« siger han og griner igen.

Teksten sidder næsten fysisk i min krop

Siden er Thure Lindhardt i den grad kommet efter det med Shakespeare. Hans Hamlet begejstrede anmelderne både på Kronborg i 2005 og og på Gladsaxe Teater i 2007.

»En fremragende Hamlet« kaldte Berlingskes Jakob Steen Olsen ham efter premieren i Gladsaxe. »En rastløs, intelligent og intenst glødende Hamlet, en sleben dolk, lige til at skære sig på... Når Thure Lindhardt er på scenen, lever forestillingen fornemt - sætning for sætning, ord for ord, som vækker smertelig genklang på tværs af århundrederne.«

Hvad gør det ved dig at spille Shakespeare?

»Først og fremmest tvinger det mig til at tænke - hvad er kærlighed, hvad er hævn? Hvad er forsoning og tilgivelse? Hvad er det at være menneske? Og for den sags skyld også: Hvad er det at være plat? En stor del af Shakespeares dramatik handler også om at være hurtig, vittig, sensuel, seksuel. Der er så meget lir og liv, kærlighed og forelskede i Shakespeares stykker. Men også smerte, død, tragedie og sorg. Hans stykker rummer det hele. Det ene øjeblik står Hamlet og nærmest skriger sin smerte ud i afmagt, fortvivlelse, anger og had. Og det næste er han plat og vulgær, en liderbuks, der gør grin med de døde. Det skifter hele tiden.

Shakespeare lavede teater for høj og lav, tyk og tynd, alle kunne komme ind og se Shakespeare.«

Og nu skal du selv spille Shakespeare. Hvordan kan du udnytte din erfaring fra hans stykker til den rolle?

»Det interessante er, at hans tekster sidder næsten fysisk i min krop - eller i mit sind. Da jeg skulle lære teksterne udenad til »Hamlet« i Gellerup, gik der kun få dage, så kunne jeg dem, selvom jeg ikke havde spillet rollen i mere end 10 år. De var lagret derinde. Dels fordi det er så begavet, at det er værd at huske. Men måske især fordi det er rytmisk, det hele er jo skrevet på blankvers. Det har givet mig en næsten musikalsk forståelse af, hvad det er, dette menneske har skabt - og dermed også af, hvem det menneske har været.

Det, tror jeg - sammen med et par biografier, jeg har læst - giver mig en forståelse af karakteren Shakespeare. Jeg kunne ikke spille ham udelukkende på min erfaring fra hans stykker. Og jeg kunne heller ikke spille ham, hvis jeg kun havde læst et par biografier. Men når man blander de to ting sammen, håber jeg, det bliver godt.«

Meget mere end en romantisk komedie

Er det en lille smule angstprovokerende at skulle spille en person, som verden i århundreder har hyldet som den største skuespilforfatter nogensinde?

»Det kunne det have været, hvis det var en nøjagtig biografi bygget på Shakespeares liv. Men det her er jo en fantasi. Det er en leg med et af verdens største dramatiske genier, men der er intet i hverken filmen eller stykket, der har hold i virkeligheden. Jeg har prøvet at tjekke, om der er nogle ting i handlingen, som man mener, virkelig er sket. Men det er der ikke. I øvrigt er der jo også stor tvivl om, hvem Shakespeare i det hele taget var. Der er masser af konspirationsteorier om, at der aldrig  har eksisteret en enkelt person ved navn Shakespeare - jeg tror man tilskriver hele 60 forskellige mennesker at have skrevet Shakespeares stykker. Så jeg tager det ret afslappet.«

Handlingen i »Shakespeare in Love« foregår i London i 1593. Den unge William Shakespeare er ramt af skrive­blokering, men kommer med hjælp fra en ven alligevel i gang med et stykke, der skal have titlen »Romeo & Ethel, The Pirate’s Daughter«. Under en prøve bliver William særligt begejstret for den unge skuespiller, Master Kent, som i virkeligheden er adelsdamen Viola i forklædning. Det gennemskuer William og forelsker sig stormende i Viola, som imidlertid er lovet væk til plantageejeren Wessex. Og så er der lagt op til en klassisk, romantisk forvekslingskomedie.

Filmen, der i sin tid vandt hele syv Oscars, havde Joseph Fiennes og Gwyneth Paltrow i de to hovedroller. På Østre Gasværk spiller Thure Lindhardt over for Mille Lehfeldt som Viola.

»Selvfølgelig er det en romantisk komedie, men det er meget mere end det,« siger han.

»Stykket handler ikke bare om kærlighed, det handler også om inspiration, om kunst, om køn og om kvindefrigørelse. Om en kvinde, der bryder med en gammeldags måde at lave teater på. På shakespeares tid var det jo kun mænd, der måtte stå på scenen. De kvindelige roller blev spillet af unge drenge, hvis stemmer endnu ikke var gået i overgang. Så det er også et opgør mod en patriarkalsk verden, når denne kvinde kommer ind og siger: »Jeg har ret til  at være med her!« Det er i høj grad både aktuelt og relevant den dag i dag.

Og så er stykket jo først og fremmest en hyldest til fortællekunsten og til teatret selv. Det betyder rigtig meget for mig. Og det er også derfor, jeg er her.«