»Tessa, kom og knald mig, min elskede«, og ​»vi knalder hinanden i røven«, sagde Thomas Blachman på landsdækkende tv. Og ingen løftede et øjenbryn

Der er tilsyneladende stemning for at lukke øjnene for den horrible takketale, som Thomas Blachman holdt under dette års Zulu Awards. Men jeg synes lige, vi må stoppe op og se ulykken.

Thomas Blachman vandt prisen for »Årets par« sammen med sin meddommer Martin Jensen fra programmet »X Factor«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Ingen Zulu-begivenhed uden et mediestormvejr. Efter dette års Zulu Awards var opmærksomheden rettet mod Ekstra Bladets journalist René Fredensborg, som inden showet fik sagt, »du er jo sådan lidt bordello-mor i det der«, til tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt om hendes påklædning.

Ramaskriget gik, som det jo går. René Fredensborg undskyldte til Helle Thorning, og det samme måtte Ekstra Bladets chefredaktør, Kristoffer Eriksen. Men det sluttede ikke dér.

Fordømmelserne føg fra højre og venstre, og forargelsen nåede sit absolutte højdepunkt, da Helle Thorning-Schmidt gæstede »Go' aften LIVE«, hvor også en forarget Sofie Linde understregede, at »dem med mikrofonerne er de voksne«.

Helt anderledes ser det ud for TV 2s egen »X Factor«-dommer Thomas Blachman, som under showet holdt, hvad der må siges at være en usmagelig og upassende takketale. Men der er forskel på folk, og siden Blachman jo er hele Danmarks hyggelige fredagsunderholdning, var der altså ikke nogen, der havde behov for at tage afstand fra manden, da han sagde:

»Dette lille lorteland. Hvad er det, vi kan? Tessa, jeg står i telefonbogen, kom og knald mig, min elskede. Jeg er måske nok i de sidste 20 år den største tv-legende i Danmark. Jeg er sexet, jeg er charmerende, jeg har stiv pik, jeg kan improvisere. Jeg er alt det, man drømmer om at være, når man går ind i tv. Fordi jeg har en mening med fucking det, jeg gør. Og det, jeg gør, det er ikke bare holdning, det er underholdning. Er vi enige?«

»Så til alle jer, der har gået og været bange for, at man overhovedet ikke må sige noget mere: bare rolig.«


Salen var tilsyneladende helt enige. Der blev råbt »ja« og klappet og hujet, fordi Mediedanmark intet problem har med, at den 58-årige Thomas Blachman gør upassende tilnærmelser til en 23-årig Tessa. Gudskelov for, at han ikke sagde det til Sofie Linde eller en anden darling. Blachman fortsatte:

»Jeg fortjener denne pris, fordi jeg er … 100 procent mere, end hvad tv kræver. Men når tv kræver tv, så viser man tv, hvad det kræver. Og det er 100 procent mere end det, lort kræver. Jeg kan opdrage en lille mand som Martin, som kommer – helt ung og pur – og gerne vil voldtage og vise. Men jeg smadrer den her mand. Til hver en tid. Men jeg elsker den her mand, for den her mand har vist, hvor charmerende jeg i virkeligheden er. På bedste vis.«

Her blev han afbrudt af en stakkels, udglattende Martin Jensen, der forsøgte at redde situationen med et sympatisk budskab om at tale pænt på nettet. Men Blachman var ikke færdig:

»Fuck nu det, fuck nu det. Og den her skal stå på kaminen over vores soveværelse, hvor vi knalder hinanden i røven. Den her gør rigtig ondt,« sagde Thomas Blachman, mens han greb fat om sin nyvundne Zulu Award.

Så til alle jer, der har gået og været bange for, at man overhovedet ikke må sige noget mere: Bare rolig, man kan stadig gøre eksplicitte seksuelle tilnærmelser til en kvinde i begyndelsen af 20erne, runde af med en voldtægtsjoke og stadig blive sendt af scenen med klapsalver. Selvfølgelig afhængigt af hvem man er. Der er nemlig forskel på folk i Mediedanmark.