Dansk alkoholkultur er ikke som i andre lande: »Min generation var den første, der drak for at komme helt væk«

At danskerne myldrer i biograferne for at se Thomas Vinterbergs »Druk«, siger noget om vores kærlighedsforhold til fænomenet. Misbrugseksperten Torsten Kolind, filosoffen Lars-Henrik Schmidt, barejeren Geoffrey Canilao og forfatteren Martin Kongstad er enige om, at danskernes måde at drikke på adskiller sig fra andre landes befolkninger.

Danskerne dyrker og nyder deres egen vikinge-måde at drikke på, hvor man gerne må gå lidt amok, når man er fuld, siger rusmiddeleksperten Torsten Kolind. Arkivfoto Peter Clausen

I Thomas Vinterbergs nye film, »Druk«, eksperimenterer fire midaldrende mænd med alkohol for at fremme deres kreativitet og præstationer som gymnasielærere. Som danskere ved vi godt, at det er et tvivlsomt forsøg, men vi forstår og føler med filmens karakterer og mærker måske også tørsten brænde i vores egen hals, når vi ser scener med fest og fuldemandsdans.

Det er altså ikke tilfældigt, at filmen allerede i åbningsweekenden solgte over 100.000 billetter. Ifølge en række eksperter, som Berlingske har talt med, har danskerne et kærlighedsforhold til alkohol, der adskiller sig fra andre vestlige lande, herunder det øvrige Norden, de sydeuropæiske lande og USA.