Rejselivs flybillet var betalt af Air Tahiti Nui. Flyselskabet har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.
Det store grå væsen bevæger sig smidigt i vandet. Den svømmer tæt mod bunden, mens rækkerne af spidse tænder konstant er blottede.
Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere under den stramme våddragt, mens den nærmer sig.
Få meter fra mig drejer den pludseligt og lader sin tre meter lange krop passere lige forbi os. Ude i horisonten kan jeg allerede nu se den næste haj svømme mod os.
Vi ligger på 27 meters dybde og kigger på hajerne, der cirkulerer omkring os. Aldrig har jeg oplevet, at så store hajer kommer så tæt på. Det er citronhajer, der har fået sit navn fra de gullige farvepigmenter i deres hud, men blandt dykkere er de mest kendt som de smilende hajer, fordi de har et evigt blottet tandsæt. 25 minutter senere bryder vores lille dykkergruppe igen havoverfladen. Jeg læner mig tilbage i dykkervesten og lader solens stråler varme mit ansigt, mens en euforisk latter bobler i min mave.
Fra blæksprutter til sorte perler
Vi er kun 30 minutter fra Fransk Polynesiens hovedstad Papeete, der findes på landets største ø, Tahiti.
Mens øen oftest bliver brugt som transitø af par på bryllupsrejse eller dykkere på vej mod atollerne, er der mange store eventyr at få på den lille ø på størrelse med Lolland.
Her bor knap 300.000 tusind mennesker, hvor en lille del bor i Papeete, og resten af befolkningen er spredt med løs hånd i de smukke, grønne landskaber.
Senere på dagen bevæger jeg mig igen mellem de samme slags fisk, som jeg så på dykket. Men her ligger de på is på det farverige marked i Papeete. Store kvinder med palmeblade i hænderne vifter fluer væk fra fiskene, mens de lokale shopper mellem farverige fisk, blæksprutter og skaldyr. I en anden sektion af markedet bugner det med friske frugter og grøntsager, og en ældre mand rækker mig begejstret et stykke mango, for at jeg kan smage den. Den søde smag vælter ud i munden og saften driver fra det lille stykke frugt. Før jeg når at sige noget, begynder den gråhårede mand at skære en ananas i mundrette bider, så jeg også kan smage den.
Tonerne fra ukuleler spreder sig mellem de små boder, og jeg bliver draget af lyden. Udenfor markedet sidder et lille band bestående af ældre mennesker med blomster i håret og på skjorterne. En mand uden tænder spiller på en lille tromme, en rynket kvinde på guitar og resten af bandet har ukuleler i hænderne. En gruppe mennesker samler sig omkring dem og klapper begejstret, da de er færdige med nummeret.
Jeg klapper med, inden jeg igen forsvinder ud i Papeetes gader og zigzagger mellem perlebutikkerne, der ligger tæt i de små gader med de karakteristiske sorte perler i vinduerne, som øerne er kendt for. På mange af husenes facader er der malet store graffitimalerier, og den lille by virker nærmest til at eksplodere i farver.
Ved en af byens små hyggelige kaffebarer er hvert trin på trappen malet i en ny af regnbuens farver. Jeg ender ved marinaen, hvor farverne fortsætter i parkens blomster. Orange, lyserøde og lilla blomster hænger fra parkernes palmetræer, som de lokale børn spiller bold under. Bag bygningerne stejler de grønne tinder, og skyerne ligger som vattotter omkring de høje bjerge.
Jeg prøver at få øje på det bjerg, som jeg tidligere på rejsen kørte op til med firehjulstrækker, og hvorfra vi havde det smukkeste udsyn over øen.
Med firehjulstrækker i bjergene
»Åh nej. Ååååh nej,« siger en australier højlydt, mens nervøsitetens sved springer frem på hans pande, da firehjulstrækkeren begynder at kæmpe sig op ad en særligt stejl grusvej i Tahitis bjerge, der udgør hele midten af øen.
Vi sidder på ladet af bilen på et par bænke, der er blevet bygget specielt til formålet. Jeg vender hovedet og kigger direkte ned over en skrænt, der falder stejlt flere hundrede meter ned.
På den modsatte side af dalen får jeg øje på to vandfald, der springer fra de høje tinder. Fugten løber ned af siderne på klipperne og hænger tungt i luften. Vi har kørt i en time, og til sammen har vi allerede set de første 23 vandfald. Landskabet her kaldes også for området med de 1.000 vandfald. De risler ned ad de stejle bjergsider eller falder højt oppe fra i kaskader, som bryder et landskab, hvor alt andet er grønt fra det frodige mos på bjergsiderne til de store pomelotræer, som vokser i vejkanten.
De grønne farver bliver kun komplementeret af de farverige blomster i vejkanten eller de flaskeblå søer, som vi krydser.
»Nej, nej, nej, ikke en til,« brummer australieren ulykkeligt, da firehjulstrækkeren kæmper sig op ad det sidste bjerg. Gruset knitrer under dækkene, mens bilens motor arbejder højlydt for at trække os op til bjergets spids.
Da vi når toppen, stopper vores chauffør bilen, og vi står og nyder udsigten udover de grønne bjerge, før vi igen bevæger os ned fra tinderne på vej mod afslutningen af en tur, som vi sent vil glemme.
Da vi selv kører rundt på øen i en lille lejet Toyota, er det heldigvis under lidt andre forhold. Her er vejene asfalterede, stigningerne mindre stejle og faldene knap så dramatiske. Alligevel er køreturens skønhed indiskutabel. Vi stryger forbi grønne palmer og grønne plantager, mens vi flere gange standser ved frugtboder for at købe solmodne mangoer, røde litchier og store papayaer.
Mens vi bevæger os rundt om den mindre halvø Tahiti Iti, stopper vi ved de sorte lavastrande og kigger på de dygtige surfere. Vi fortsætter op i bjergene, hvor ananasser vokser i plantager, og store træer med orange blomster bøjer sig ind over os. Høje vandfald bruser ved siden af vejen, og når vi går på opdagelse ved foden af dem, møder vi ikke andre turister.
Seks timer og en hel rundtur på øen senere, begynder trafikken igen at blive tættere. Det er et sikkert tegn på, at vi igen nærmer os Papeete.
Da jeg forlader øen et par dage senere, falder jeg i snak med et ældre par i flyveren. De kigger overrasket på mig, da jeg fortæller, at jeg har brugt de sidste fire dage på øen. De kommer direkte fra Bora Bora og har besøgt Fransk Polynesien flere gange uden at bruge mere end et døgn på Tahiti. Jeg fortæller dem begejstret om hajerne. Om vandfaldene i højlandet. Om de sorte lavastrande. De kigger overrasket på hinanden, og så tilbage på mig.
»Næste gang tror jeg også, at vi vil bruge nogle dage her,« siger manden i hawaiiskjorten.
