Rejseliv var inviteret af Bravo Tours.
Tunesien. Først en revolution og så et fjendtlig angreb på badegæster har gjort det svært for turismen i det mest middelhavsagtige land i Nordafrika. Nu er alle forbehold hævet, så de rejsende vender tilbage til den gæstfrie destination med solcreme, golfkøller og almindelig agtpågivenhed i bagagen.
Solen får havet ud for rivieraen i Sousse til at flimre i de dovne bølger på Boujafaar-stranden. Den skinner, som den altid har gjort, de fleste af årets dage, og de mange turister nyder livet med parasollens skærmende skygge eller direkte under ’blæselampen’ i den stille brænding. Luften genlyder af børnenes latter.
På den overdækkede terrasse har happy hour fået en helt anden mening på hotel Riadh Palms, hvor vi nyder en typisk sen tunesisk frokost med masser af ’meze’ – småretter – med salgsdirektøren. Bag os sætter den klassiske eftermiddagsopstrammer bartenderen på overarbejde, i takt med at gæsterne holder pause fra varmen, men han er kun glad for, at isterningerne atter danser rundt i de høje drinksglas.
Tunesien smiler igen, og det samme gør salgsdirektør Makram Halloul.
Han har oplevet at kigge ud på tomme stole og solsenge, når der skulle have været allermest travlt. Der har ikke været meget at grine ad, men nu begynder det at se fornuftigt ud på dette og de andre hoteller, som i årtier har tiltrukket solhungrende turister fra Mellem- og Nordeuropa til den kilometerlange riviera.
Sådan var det lige indtil 2015, hvor en gal mands angreb på 38 turister et stykke herfra i den populære golf- og badeby Port El Kantaoui satte en stopper for den positive udvikling, som Tunesien oplevede efter Det Arabiske Forår i 2011.
Dengang satte revolutionen turismen på hold i et år, men efter IS-angrebet blev turisterne på opfordring af deres lokale regeringer væk fra den ene dag til den anden, og først nu tør de vende tilbage.
Det gælder også os danskere, som er de sidste af de trofaste, der atter rejser til Tunesien.
»Vi har brug for, at nogen tror på os. Turismen er vores tredjevigtigste erhverv, så det berører hundredtusindvis af familier, når der ikke er nogen at servicere. Vi har brugt pausen til at sende vores personale på efteruddannelse, og vi har skærpet sikkerheden her på hotellet, ligesom det er sket ude i resten af samfundet, så alle kan føle sig trygge igen,« siger Makram Halloul.
Længe ventede turister
Danmark er det sidste skandinaviske land, som har ophævet rejseforbuddet. Eller sagt på en anden måde: Rejsebureauerne har hele tiden rettet sig efter Udenrigsministeriets rejsevejledninger og først nu turdet genoptage flyvningen derned.
Derfor er det også en rørende velkomst, vi får, da vi med det første fly fra Danmark i tre år lander i Habib Bourguiba International Airport mellem Sousse og Monastir. Alle passagerer får overrakt jasminblomster, og vi bliver filmet med smartphones og rigtige kameraer af lokalpressen. Vi er sæsonens breaking news.
Svenskere, englændere, tyskere og hollændere har været tidligere på færde, men hos Bravo Tours i Herning har man ventet på positiv udmelding fra Udenrigsministeriet. Da den kom i foråret, skyndte de sig at stable et program på benene, så de kunne genoptage destinationen allerede i år.
»Vi har mange stamkunder, som har ventet på, at Tunesien atter blev åbnet. Vi har haft landet på programmet siden 2000, og det har altid været et rigtig godt alternativ til Tyrkiet og Mallorca. Det er en helt klassisk charterdestination for børnefamilier med all-inclusive-hoteller og fantastiske strande, ligesom det er en favorit for golfrejsende, fordi klimaet gør det velegnet som vinterdestination,« siger kommunikationschef Sidsel Nordestgaard fra Bravo Tours.
Klassisk kultur
Kulturelt set har Tunesien også meget at byde på, selv om landet altid har været lidt overset i forhold til det klassiske Egypten og det mytiske Marokko, og har man læst til den lille latinprøve, vil man nikke genkendende til Karthago fra kapitlerne om de puniske krige.
Under den tredje og sidste krig i år 149-146 f.Kr. udtalte den romerske statsmand Cato den Ældre de berømte ord: »I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges.« Og det blev den så eftertrykkeligt, at der kun står rester tilbage af en sofistikeret kystby efter romersk forbillede, men den arkitektoniske og historiske arv har sat den på Unesco-listen over verdens mest betydningsfulde seværdigheder.
Karthago kan nås på en dagsudflugt fra Sousse, og når man er på de kanter, er det også et must at se nutidens velhaver- og kunstnerby Sidi Bou Said, der lyser op som en græsk perle i blåt og hvidt med en overflod af pink bougainvilleaer. Om dagen er det markedsturister, som flokkes til byen, mens den om aftenen får et andet liv som populært hotspot med lækre barer og restauranter.
Vi når også forbi Bardo National Museum lige uden for hovedstaden, Tunis. Det regnes for et af de vigtigste i Middelhavsregionen og, næst efter Det Egyptiske Museum i Cairo, det museum på det afrikanske kontinent, som har de mest værdifulde samlinger, der afspejler landets historie over flere årtusinder og på tværs af civilisationer. De mest iøjnefaldende værker er de minutiøse mosaikker i jordfarver med romersk indflydelse, mens de mere koloristiske kakkelopsætninger og farvelagte træskærerarbejder vidner om indflydelsen fra Den Iberiske Halvø fra middelalderen og frem.
Skæbnen i amfiteatret
På vejen til en anden historisk seværdighed, El Djem, passerer vi store olivenlunde omkranset af kaktushække. Den lille provinsby en times kørsel syd for Sousse var under romernes tilstedeværelse et vigtigt knudepunkt for handel med olivenolie, og oliven er stadig en vigtig afgrøde.
Allermest kendt er byen dog for amfiteatret Thysdrus fra år 238, som mange fejlagtigt kalder Colosseum, fordi bygningsværket slægter storebror i Rom på, hvad størrelse angår.
Ruinen, der engang havde plads til 35.000 tilskuere, ligger i et vejsving, så man ikke kan undgå at se det, når man færdes i den lille by. Da vi går ned i bunden af teatret, gyser vi lidt ved tanken om, at det var her, mænd og løver mødte deres skæbne i gladiatorkampe og væddeløb, som vi kender det fra Ben-Hur-filmene.
Bagefter slentrer vi rundt i byen, og vi møder masser af smil. Vi spørger vores guide fra Det Tunesiske Turistkontor, om det nu er sikkert, og han forsikrer os om, at selv om vi ikke ser bevæbnet politi eller militær alle steder, er der mange af dem, som går rundt blandt os i civil. De tager ingen chancer. Vi går ind på markedet og får samme varme modtagelse med hånden på hjertet. En ældre herre overhører vores interne snak og kommer over til os med et »er I fra Danmark?« – på dansk. Han er pensioneret kommunalarbejder, og han besluttede sig for at lære lidt af de skandinaviske sprog, da de første turister kom til Tunesien for flere årtier siden, fordi han mente, at det var vigtigt at være imødekommende.
Han spørger meget til vores ærinde og glæder sig over at høre, at vi er i fortroppen for de danske turister, som er på vej tilbage.
»Vi har brug for jer,« siger han og klapper os på skulderen, inden han går hjem med dagens varer.
