Stor test af vin fra Jura: Det smarte alternativ til bourgogne og verdens bedste ostevin

Jura giver mere for pengene end nabodistriktet Bourgogne, og så er jura verdens bedste ostevin

Lars Helmersen

Hvis der var nogen, som for 15 år siden havde sagt, at vin fra Jura-distriktet skulle blive det nye sort, ville jeg på ingen måde have troet dem. Dengang kendte de fleste kun distriktet for dets specialitet, vin jaune, den gule vin, som ligner fino sherry en del.

Jeg var ikke klar over, at der her 80 kilometer øst for Bourgogne på en skråning, som løber parallelt med Bourgognes famøse Côte d’Or, laves vine, som kan måle sig med dem i Bourgogne på de selvsamme druetyper.