For et par dage siden læste jeg om en borgmester, der stolt kunne fortælle, at han arbejdede 65 timer om ugen. »Jeg er altid på,« sagde han og fortalte videre om venskaber, der var kuldsejlet og om sine børn, som han dog havde fået set mere til på det seneste – pga. corona, forstås. Borgmesteren efterlod indtrykket af en mand, der var blevet sit arbejde og ikke særlig meget andet.
Stakkels mand, tænkte jeg.
Borgmesteren, der havde fået sit stemmetal halveret ved det seneste valg, var givetvis opsat på at fortælle sine vælgere, at han levede og åndede for at være borgmester, men vi skulle også vide, at han altså var et menneske, og derfor fortalte han om, hvor svært det havde været for ham at vænne sig til at gå med skjorte og slips. For i virkelig-virkeligheden var han lystfisker og til intervalløb og den alternative musikscene (og her tænkte jeg igen: stakkels mand).
Jeg holder meget af portrætinterviews, fordi de bevidst eller ubevidst fremviser nogle af vores mest typiske myter og største løgne om os selv, og det her gjorde rent bord inden for genren.
En af de løgne, vi fortæller om os selv til andre, er, at vi er noget helt særligt under den usærlige arbejdsuniform. At farverne vælter ud af os, hvis man fjerner den sorte blazer. At vi er noget unikt under alle almindelighederne.
Det sidste er dog sjældent tilfældet.
Forklædt som voksen, gab
Særligt Børsen excellerer i interviews med ledere, der betror læserne, at de stadig kan blive helt vildt overraskede over at se sig selv med slips. Som om det at blive voksen er noget vedvarende chokerende.
Læserne ved selvfølgelig godt, at det er en gang krukkeri, og at den underliggende historie fra de varme lande er fortællingen om, at vi her eksklusivt møder et utroligt spændende menneske, der bare er forklædt som noget middelmådigt.
Læserne ved imidlertid også, at hvis man insisterer på at hente al identitet fra sit arbejde, så er der sjældent noget interessant under slipset.
Egentlig troede jeg også, at vi havde begravet den forestilling, at det var attråværdigt at arbejde meget, og at et ord som travl skulle være et adelsmærke. Men borgmesteren fortæller, at var det ikke for corona, havde han fortsat pisket rundt fra morgen til aften, og at han på et år kan modtage i omegnen af 2400 invitationer.
Borgmesteren med arbejdsugen på 65 timer og ubehaget ved den hvide skjorte – fordi han jo nedenunder stadig er ham, der går med ørering og lytter til Nirvana, dvs. er pseudoteenager – er derfor 2021’s klareste billede på en epoke, der er ved at rinde ud.
Hertil kan jeg bare sige: Sig nej! Uddelegér arbejdet! Hold op med at give journalister dit direkte nummer! Og vigtigst: Læs en bog i stedet for at gå til Benal-koncert!
Især er det i min generation en meget vedholdende myte, at vi er noget i kraft af vores arbejde. »Hvad arbejder du med?« spørger vi, når vi møder nye mennesker, selv om deres arbejde som oftest er det mindst interessante ved dem. Dog ikke nødvendigvis i egen selvforståelse.
Den mest sørgeligt tomme skal af et menneske mødte jeg for nogle år siden til et bryllup, hvor vi ulykkeligvis var blevet placeret ved siden af hinanden. Han fortalte uafbrudt om sit arbejde i bygge- og anlægsbranchen, men da desserten blev serveret, lænede han sig frem og spurgte: »Hvad var det, du hed?«
Mellem øjnene
Vi har gennem årtier bildt os selv ind, at antallet af timer forbrugt på arbejde fordobler vores egen vigtighed.
Men de fleste af os er ikke særligt vigtige. Andre kan snildt overtage vores job, og vi vil måske ikke engang blive savnet.
Kun af dem, vi giver allermindst af vores tid, nemlig vores familie og de mennesker, der elsker os.
Det er den type erkendelser, der rammer os mellem øjnene, når vi når midtvejs i livet, eller når vi rammes af en krise, hvad enten den er personlig eller kollektiv som pandemien.
I USA diskuterer de fænomenet The Great Resignation for fulde gardiner. Det dækker over, at millioner af mennesker har forladt arbejdsmarkedet i såkaldt utide, og det er der flere årsager til. Covid clarity, større fleksibilitet, utilfredshed med arbejdsforhold, stress, angst og problemer med børnepasning. Men jeg har hæftet mig ved to ledsagefænomener: 1. At flere endnu ikke er vendt tilbage til arbejdsmarkedet og 2. At mange er i alderen 30-45 år.
I England vurderes det, at en mio. færre er i beskæftigelse end før corona.
Også her i Danmark ser vi et stigende antal slutte sig til den såkaldte FIRE-bevægelse (Financial Independence, Retire Early), som jeg også tidligere har skrevet om her på klummeplads.
Noget er kort sagt under forandring, og vi står muligvis over for et opgør med den protestantiske tanke, at det er vores arbejde og arbejdsmoral, som definerer os. Måske skal meningen med vores liv heller ikke findes i vores titel, men snarere i vores relationer og i den måde, vi tilgår eksistentielle kriser. Forsøger vi at arbejde dem væk – eller bruger vi dem til at forstå vores liv i dybden?
Bedetæppe mod friværdi
Sidste år troede mange af os, at vi stod over for en gentagelse af de brølende 1920ere. At corona snart var et overstået kapitel, og at vi ville gå amok i kunst, oplevelser og opfindelser. Men vi kører ind i 2022 med en fornemmelse af, at vi muligvis kommer til at leve med pandemien i mange år, og at verden i øvrigt er ved at forandre sig på en uafvendelig måde under fødderne på os.
Det kalder på en anden gravitas end tidligere, og jeg er ikke sikker på, at min egen generation helt har forstået, hvad det er, der er ved at ske. Det har den yngre generation til gengæld. Det mest tankevækkende debatindlæg, jeg læste i 2021, blev bragt i Politiken og var skrevet af Matthias Dressler-Bredsdorff. Han kaldte min generation for »strategiske relativister« og efterlyste vores idealer og oprør, ligesom han helt rigtigt skrev, at mange alene har vendt bedetæppet mod friværdi og fermenterede gulerødder.
Indeholdt i hans kritik var også, at vi mangler inderlighed og alvor og rent ud sagt at blive livet voksent.
Det sidste kræver eftertanke, og at man besvarer problemer med andet end mere arbejde, intervalløb, dårlig musiksmag og forsømte relationer.
Borgmesteren med arbejdsugen på 65 timer og ubehaget ved den hvide skjorte – fordi han jo nedenunder stadig er ham, der går med ørering og lytter til Nirvana, dvs. er pseudoteenager – er derfor 2021s klareste billede på en epoke, der er ved at rinde ud.
Og på, at det største opgør er et selvopgør med myter og løgne, og det kalder 2022 på. Godt nytår.
