Januar gav os årets nye ord: Røvhulssind. Mens Danmark og det meste af verden var januarlukket på grund af corona, tog Mikkel Kessler og Nicklas Bendtner til Dubai for at holde lidt mundbindsfri. De lagde festlige og solbeskinnede billeder op på sociale medier, men i stedet for at sprede glæde og lys i mørket blev de mødt af kritik for at vise røvhulssind i stedet for samfundssind. Folk er bare misundelige, sagde genierne, der lærte os, hvad vi egentlig godt vidste i forvejen, nemlig at der står en egoist tilbage, når stjernestøvet er faldet af en kendis.
Februar var dårlig nok begyndt, før vi alle fik en masterclass i politisk madkommunikation. Jeg tænker selvfølgelig på Mette Frederiksens berømte makrelmad, der var designet til at få os alle til at tænke: »Hun er en af os! Hvor folkeligt! Kun et overmenneske kan spise skodmad og være statsminister samtidig.«
August gav os årets mærkeligste politikerselfie. Konkurrencen er ellers hård, eftersom de fleste politikere lægger flere selfies på de sociale medier end en tiårig med kedsomhedsproblemer i coronakarantæne.
Nationen gik i analyseselvsving, og Inger Støjberg, som ellers havde patent på dårlige madvaner, følte sig kaldet til at toppe Mettes masterclass ved at smide det ultimative populist-es, det vil sige jydekortet. Hun talte henført om Produktionsdanmark, som – modsat de københavnske saloner – er ægte og rent, ligesom en Coca-Cola zero og et stykke hvidt brød med mælkepålægschokolade fra Galle & Jessen.
Februar lærte os, at kun kynismen er ægte, når politikere snobber nedad.
Hapsdogs og muzak
I marts blev der diskuteret genåbning, men igen skænkede ingen kulturlivet en tanke. Storcentre og fitnesscentre skulle derimod åbnes i en fart, selvom smittespredningen er absolut mindst på museer. Hvad forestiller politikere sig egentlig, at folk laver på et museum? Snaver, vælter sig i druk, slikker på værkerne? I de fleste lande er museerne forblevet åbne under corona. Måske fordi man forstår, at det ikke bare handler om at overleve, men også om at leve, og at museer ikke bare er farvelade og krimskrams, men har betydning for vores sammenhængskraft, åndelige trivsel og historiske forståelse. Men vores politikere prioriterer tatovører og fitnesscentre, byggemarkeder og storcentre, hapsdogs og muzak og håndvægte.
Det er så banalt.
Heldigvis lysnede det i foråret, og teatre, spillesteder og museer fik nu langsomt lov at lukke folk ind. De spærrede sæder og insisterede på mundbind og coronapas, og de brød deres hjerne med at finde løsninger, så de kunne få bare lidt penge i kassen efter en meget lang nedlukning. På restauranter måtte folk bestille plads mindst en time i forvejen og fremvise friske test, mens kirkerne blev pålagt at minimere antallet af bryllups- og begravelsesgæster. Festivaler blev aflyst, unge på landets efterskoler fik totalsmadret deres forløb, og meget bedre stod det ikke til med højskolerne, hvor man også var meget, meget bange for smittespredningen.
Men da Brøndby skulle spille guldkamp, var det no problem, at 25.000 fodboldfans stod og skreg hinanden ind i hovedet.
Konspiranoya
Hen over sommeren var åbningen en realitet, og det samme var fodboldeuforien, som blev sluppet løs, samtidig med at de første vacciner blev skudt ind i vores arme. Først sent på sommeren gik det op for mig, at selv oplyste og veluddannede mennesker kan finde på at excellere i konspiranoya, hvad angår vacciner, og ordet røvhulssind kom op igen.
Samtidig fik vi årets nok mest drilagtige tv-optræden fra Ghita Nørby, som foran Det Kongelige Teater besluttede sig for at give Simi Jan, der ugen efter var på vej til et Afghanistan i opløsning, lidt tidlig Taleban-træning.
Journalisten fik slet og ret at vide, at hendes spørgsmål var idiotiske, og vi andre holdt endegyldigt op med at tro, at store skuespillere også er store mennesker. For det er ikke et stort menneske, der helt frivilligt stiller op til interview, hvorefter hun nedsmelter i nedladenhed og nægter at besvare de aftalte spørgsmål.
Jeg ELSKER Danmark
Kort efter gav august os årets mærkeligste politikerselfie. Konkurrencen er ellers hård, eftersom de fleste politikere lægger flere selfies på de sociale medier end en tiårig med kedsomhedsproblemer i coronakarantæne. Men prisen går til Naser Khader, tidligere medlem af De Konservative, der lagde en selfie på sociale medier med ordlyden: »Jeg er ikke perfekt, men jeg elsker Danmark og er klar til kamp!« På billedet poserede han solbrændt og i bar kasse på en underlig landskabsbaggrund af anklager om krænkelser, overgreb og endda voldtægtsforsøg.
Ligesom den ikke længere gik med Ghita Nørby, sluttede også Khaders medlemskab af De Konservative.
Bare bryster er åbenbart en mediestøttet oplysningsopgave.
August skal også huskes for, at kulturminister Joy Mogensen fratrådte sit embede og i sin afskedssalut skød løs på mediegiganten Facebook – på Facebook.
Og for, at da Mette Frederiksen præsenterede den nye kulturminister, sagde hun, at vi står overfor en ny guldalder for kulturen. Hvad det indebærer, mangler vi stadig at se. I al fald blev kulturlivet lukket ned i december, mens det stadig er åbent i udlandet.
I september begyndte rygterne for alvor om dokumentaren »MeToo: Sexisme bag skærmen«. Den kom først et par måneder senere, men var mere vellykket, barsk og tankevækkende, end de fleste nok havde antaget.
Vi er stadig ikke færdige med at tale om dokumentaren, som blev årets mest indflydelsesrige, og som foreløbig har betydet flere magtfulde mænds afgang. Måske føjer der sig også et par kvinder til rækken. Vi får se.
Og til sidst: Henrik, 58
Endelig skal november fremhæves for at have givet os »Henrik, 58«. Henrik Qvortrup blev ikke kun chefredaktør for Ekstra Bladet i 2021, men også feminist, og poserede med maven suget ind og sexy tatoveringer for læserne i et af årets måske mest bizarre ligestillingstiltag. Side 9-pigen skulle nu ledsages af Side 9-manden, fortalte »Henrik, 58, fra København«. Mon vi også får »Hanne, 58, fra Øster Snede« at se? Nok ikke. Qvortrup vil gøre op med mandehørm, men kvinder er stadig piger, og fantasien rækker ikke til at droppe soft porn på avissiderne. For nej, bare bryster er åbenbart en mediestøttet oplysningsopgave.
Hvad med Støjbergs rigsretssag, de slettede sms’er, DFs nedsmeltning, Vermunds røde kjole, Ahlers' afgang, Christians kopisag, Jeanette Ottesens skandalebog, crop top-debatten og de kritiske forhold i nemlig.com? Ja, hvad med dem? En årsgennemgang er i sagens natur ufuldstændig, og 2021 har været et år på LSD, hvor shitstorm har afløst shitstorm, og der har været nok at tale om.
Et hastigt kig i krystalkuglen: Det bliver der også i 2022.
