TV 2-direktør i tale til medarbejdere 2017: »Ingen skal være bange for at klappe mig i røven« – og så blev der delt kondomer ud

Ifølge Ekstra Bladet sagde TV 2s nuværende administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, på samme seminar, hvor der blev delt kondomer ud, at hun ikke ville sladre, hvis nogen rørte hende på bagdelen.

TV 2s administrerende direktør har tidligere sagt, at hun ikke havde oplevet de krænkelser og den kultur på kanalen, der bliver fortalt om i dokumentaren »Metoo: Sexisme bag skærmen«, der kan ses på Discovery+. Arkivfoto: Mathias Svold Mathias Svold

»Nu skal vi holde fest, og jeg vil bare lige sige: Ingen skal være bange for at klappe mig i røven – jeg sladrer ikke til nogen. Faktisk bliver jeg fornærmet, hvis ingen gør det.«

Sådan lød det ifølge Ekstra Bladets kilder fra TV 2s nuværende administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, da TV 2 i november 2017 afholdt sit årlige strategiseminar med medarbejdere fra programafdelingen, marketing, kommunikation og programplanlægning på Comwell i Roskilde.

Historien viser, at den seksualiserede kultur tilsyneladende også i 2017 var til stede, også fra den nuværende ledelse. Anne Engdal Stig Christensen var på det tidspunkt indholdsdirektør på TV 2.

Ordene faldt, da hun rundede en tale af, som hun havde holdt på seminaret. Umiddelbart efter fik medarbejderne uddelt de godteposer, der udover en bærbar mobiloplader og Rittersport-chokolade indeholdt kondomer med TV 2s slogan »Alt det vi deler med hinanden«.

Kondomerne blev brugt som farvekoder til at inddele de ansatte i grupper, inden de skulle diskutere forskellige ting på seminaret.

Kronisk ironisk?

Anne Engdal Stig Christensen bekræftede tidligere tirsdag over for Berlingske, at hun godt kan huske kondomerne, og at hun blev overrasket over at se dem.

»Jeg tænkte, at det var sgu nok ikke heldigt. Men det kan jeg jo se endnu mere i dag, at det var ikke heldigt.«

TV 2-direktøren har ellers tidligere udtalt til Politiken, at hun ikke havde oplevet de ting, der bliver fortalt om i dokumentaren »Metoo: Sexisme bag skærmen«. Discovery+-dokumentaren handler om krænkelser og den sexistiske kultur, der ifølge de medvirkende har hersket på TV 2 i mange år.

Men nu medgiver hun, at hun selv har været en del af kulturen.

»Jeg medgiver, at TV 2 og jeg selv har været en del af en seksualiseret kultur. Det står jeg ved. Og den erkendelse har jeg fået,« sagde Anne Engdal Stig Christensen også til Berlingske onsdag.

Til Ekstra Bladet beklager Anne Engdal Stig Christensen kommentaren om de velkomne befølinger. Hun siger, at den var ment »ironisk«, og at den var møntet på hende selv. Hun siger derudover, at når hun tidligere har sagt, at hun ikke kendte til den sexistiske kultur på TV 2, mente hun, at hun ikke kendte til de grove krænkelser og det magtmisbrug, der blev beskrevet i dokumentaren.