En by uden byliv. En ørken af beton. En sørgelig hyldest til middelmådigheden. Sådan vil jeg beskrive den nye bydel Aarhus Ø.
Bortset fra en enkelt vellykket bygning og glæden ved at se drivhuse på nogle af tagene har jeg absolut intet positivt at sige om den trøstesløse bydel, der er tænkt som luksus, men meget snart kan ende som ghetto.
Aarhus Ø er ikke bygget til mennesker. Man har bygget til den åndelige forarmelse, og det er trist at se, hvordan man intet har lært af historien om Gellerupparken. I al fald ikke nok til at undgå at gentage den.
Resten er man ligeglad med her i Aarhus Ø. Ø for Ødemark. Og for Øjebæ.
Lad mig fortælle, hvad det var, jeg så, da jeg en tidlig morgen i denne uge skulle til møde på Aarhus Ø.
Selvom jeg kun kender bydelen fra billeder, havde jeg nemt ved at finde vej, og det skyldes, at der nærmest kun er én vej. En bred, lang boulevard skærer nemlig gennem bydelen, og hvis jeg havde en muskelbil, en stor halstatovering og lidt for meget testosteron, ville den sikkert også invitere mig til ræs i de sene nattetimer. Jeg skriver »også«, fordi beboerne allerede har klaget over, at vejen bliver brugt som racerbane, og det gør den, fordi den ligner og er velegnet som racerbane.
Et sår, der ikke vil hele
Men den inviterer også til noget andet, og det er til afstand. Mellem bygninger og mellem mennesker. Jeg ved ikke, hvordan de mennesker, der har arbejdet med en helhedsplan for området, har forestillet sig, at man skaber en helhed baseret på to adskilte halvdele – vejen er som en flænge i bylandskabet, som et sår, der ikke vil hele.
Jeg fortsatte med at gå langs bygninger, der mindede mig om dørmænd på steroider. Fantasiløst byggeri stod hårdtpumpet skulder ved skulder og skulede over på alt det ensartede byggeri på den anden side af vejen. Der var tomme lokaler i stueplan, og det slog mig, at det ikke kun var en bydel uden byliv, men også uden handelsliv.
Til gengæld var der en del bygninger, som ikke kun havde vinduer af glas, men også vægge af glas. Sådan kan man også komme hinanden ved og se, at der er liv hos naboen. Man har åbenbart ikke tænkt, at folk har brug for noget som gammeldags som privatliv, men man kan selvfølgelig købe nogle gigantiske rullegardiner.
Omvendt var der bygninger, hvor man har valgt at installere så små vinduer, at de må stamme fra et gammelt DDR-lager eller fra en verden, hvor man ikke tænker, at folk har brug for særlig meget lys. De må købe sig en højfjeldssol.
Og selvfølgelig kunne jeg fra alle sider se monsterhøjhuset Lighthouse. En megaloman bygning, der intimiderer alt omkring sig og ikke kun kan ses fra Aarhus Ø, men også kommer til at kunne ses fra resten af Aarhus. Sådan smadrer man en skyline.
Der kommer næppe til at gå mange år, før man betragter den 148 meter høje bygning som en skamstøtte over grådige developere og bygherrer. Indtil da bliver det interessant at følge, hvem det er, der har lyst til at flytte ind på de øverste 30 af de planlagte 40 etager, når de fleste ved, at man trives ringere, jo længere man kommer op i højden.
Men det er vist heller ikke boligtrivsel, der er tænkt på her, men på penge.
Resten er man ligeglad med her i Aarhus Ø. Ø for Ødemark. Og for Øjebæ.
Fra luksus til ghetto
Det trøstesløse Aarhus Ø fik mig til at tænke på Gellerupparken, som også undergik en trist forvandling fra luksus til ghetto. For 50 år siden tænkte man, at boligområdet i Brabrand ville blive en magnet for den højere middelklasse, men de vendte ryggen til byggeriet og flyttede til Risskov, Højbjerg og Holme, fordi de foretrak skønhed, trivsel, livskvalitet og at bo i boliger velegnet for mennesker.
Man har tydeligvis intet lært af den historie, som man derfor er i gang med at gentage. Kun fra et fly tager Aarhus Ø sig lækkert ud, men de fleste lever altså på jorden. Ja, undtagen de stakler, der køber sig en vindblæst lejlighed på 40. etage og snart tager sig selv i at kigge længselsfuldt ud på Risskov.
Nedslået stod jeg selv og kiggede på skoven og videre ud mod Bellevue, hvor jeg er vokset op i en tid, hvor kranerne var byens uofficielle vartegn og ikke en idiotisk gigantfallos. Danish for progress? Nej tak.
Jeg tvivler på, at nogen nogensinde vil huske varmt tilbage på en barndom på Aarhus Ø, i en betonjungle, et goldt discountbyggeri, i et kvarter drænet for liv og steder, hvor der er rart at være.
Ligesom man har revet dele af Gellerupparken ned, vil det samme ske for Aarhus Ø, når ressourcestærke beboere fortryder deres boligkøb og trætte af ræs, butiksdød, vind og middelmådighed søger derhen, hvor der er dejligt at leve og bo. Nemlig i områder, der er bygget til mennesker. Surprise.
