Anne Sophia Hermansen er forarget over nyt monster-højhus: »Denne infamitet vil komme til at stå som en skamstøtte«

Da jeg først så planerne for højhuset, tænkte jeg: Er det løgn – eller Dubai? Men den er desværre god nok. En enorm cd-holder fra 90erne har indtaget den by, der så gerne vil være moderne og stor med de store, selv om ingen i hele verden planlægger at tage til Aarhus, fordi der står en kæmpe glasdildo på havnen.

»Ingen i hele verden planlægger at tage til Aarhus, fordi der står en kæmpe glasdildo på havnen. Ingen turister vil beundre den, ingen studerende vil foretrække Aarhus pga. af den, den vil ikke tiltrække en eneste virksomhed til byen, og ingen med øjne i hovedet vil nogensinde vende sig om og sige: Wow, gid alle kyststrækninger i verden var ligesom den. Ingen!«, skriver Anne Sophia Hermansen, der er indfødt aarhusianer og chokeret over, at der skal opføres et højhus på 45 etager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Visualisering: Lighthouse
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Noget forfærdeligt er ved at ske i Aarhus. En 142 meter høj rædsel af et højhus skyder op af jorden – Lighthouse, hedder det på nyaarhusiansk og minder en om det latterlige slogan, som byen engang skulle trækkes med: Aarhus – Danish for progress.

Logikken er åbenbart, at hvis bare tingene hedder noget på engelsk, så forstår vi bonderøve, at det er storslået, herunder også overdimensionerede og malplacerede højhuse. Men nej, det er lige omvendt. Vi ved, at når noget får et engelsk navn, er det udtryk for mindreværdskomplekser. Tænk bare på Learnmark i Horsens, på VIA University College eller TEC på Frederiksberg, som ingen forstår, hvad er. Kun de lyserødskjortede reklametyper, som længe har tjent alt for fedt på at tænke banale tanker og forklæde dem som globalt udsyn. Danish for progress, vorherretilhest. Nå, det var bare en sidebemærkning.

»Man kan ikke leve som et lykkeligt menneske i skyggen af en bygning, der er formet som en megaloman arkitekts ædlere dele i erigeret tilstand.«


For sagen er her, at politikerne i Aarhus ikke kan være bekendt at placere en gigantisk glasfallos på havnefronten. Den er et monster og en skamplet. Og ja, jeg elsker og kerer mig om Aarhus, fordi jeg er opvokset der og ønsker, at byen vedbliver med at være en smuk by og et sted, hvor man kan føle sig lykkelig.

Men man kan ikke leve som et lykkeligt menneske i skyggen af en bygning, der er formet som en megaloman arkitekts ædlere dele i erigeret tilstand.

Mindreværdskompleksernes vartegn

Man vil kunne se den fra hele byen, og den vil blive et vartegn for byen, som ellers har været kendetegnet af kraner, Olafur Eliassons regnbue og den fine domkirke fra 1200-tallet. Nu vil man i stedet se kolossen fra helvede.

Bag bygningen står bl.a. Domis-stifteren Claus Hommelhoff, og projektchef Morten Sparvath Thomassen har tidligere forklaret til Jyllands-Posten, hvorfor huse på havnen skal være så høje:

»Det er for at byde ind med noget nyt byggeri i Aarhus, hvor man markerer, at byen ikke længere blot er en købstad, men en storby, hvor vi bygger tættere og højere.«

Smart sagt. Ikke længere en købstad, men en storby. Ikke længere provinsielle, men internationale. Ikke længere noller, men verdensmænd.

Den er god med dig, Sparvath, og igen er det ligesom med de engelske navne – man bliver ikke stor og international af at nedgøre sit ophav, tværtimod. Man fremstår bare som en Erasmus Montanus, der har vendt kikkerten forkert.

Og jeg er med på, at det hele ikke kan være Den Gamle By, og at højhuset, som jeg nægter at kalde Lighthouse, imødekommer et behov for boliger, ligesom jeg er med på, at Aarhus Ø er en nødvendig udvidelse af byen. Jeg er også med på, at det er dejligt med havudsigt, og at en by dør, hvis den ikke udvikler sig.

Men jeg er ikke med på, at det tårnhøje helvede er planlagt til at være 45 etager højt og til at rage hæmningsløst op over byen som et nyt domicil for Saurons Øje. Da jeg først så planerne, tænkte jeg: Er det løgn – eller Dubai? Men desværre er den god nok. En enorm cd-holder fra 90erne har indtaget den by, der så gerne vil være moderne og stor med de store, selv om ingen i hele verden planlægger at tage til Aarhus, fordi der står en kæmpe glasdildo på havnen. Ingen turister vil beundre den, ingen studerende vil foretrække Aarhus på grund af den, den vil ikke tiltrække en eneste virksomhed til byen, og ingen med øjne i hovedet vil nogensinde vende sig om og sige: »Wow, gid alle kyststrækninger i verden var ligesom den.« Ingen!

Og ja, det kan godt være, at jeg er beskadiget af min opvækst i Risskov, hvorfra man kunne se kranerne i horisontlinjen som giraffer af stål. De var smukke, og der blev givetvis også surmulet, da de blev sat op i tidernes morgen. Jeg er opmærksom på, at nostalgi kan indeholde en særlig form for fortryllelse.

Kæmpe betondiller

Dog er jeg ikke mere nostalgisk, end at jeg sagtens kan beundre AROS, det nye Moesgaard Museum og egentlig også isbjergene på Aarhus Ø, selv om jeg kan forstå, at de er så hvide, at folk må gå med solbriller indendørs. Staklerne, der har købt BIG-lejligheder for et astronomisk beløb, må være dybt ulykkelige, fordi de fremover kommer til at vågne til slagskyggen fra en kæmpe betondiller hver morgen. Inden da kan de så sidde på deres altaner med høreværn på på grund af den infernalske byggestøj. God fornøjelse.

Foreløbig viser ingen undersøgelser, at folk bliver lykkelige af at bo på 40. etage og heller ikke på tiende eller det imellem. Tværtimod peger studier på, at højere ikke nødvendigvis er bedre. Så sent som i foråret kom Aalborg Universitet med en rapport, der viste, at lavere højhuse giver folk et bedre boligliv, og hvis man i bare fem sekunder vil tænke på de mennesker, der skal bo i monstret, er det måske en idé at konsultere lidt forskning på området.

Men her er ikke tænkt på beboere, kun på megaloman bebyggelse, ligesom der ikke er tænkt på, at vi kun har en by til låns. Vi ejer den i en generation, hvorefter vi giver den videre til næste generation i forhåbentlig bedre stand, end vi selv overtog den. Og det sker ikke her.

Den infame ståldiller vil komme til at stå som en skamstøtte over tidligere tiders dårlige dømmekraft og som en påmindelse om at huske at stemme på nogle mere ansvarlige lokalpolitikere næste gang. Og næste igen.

Opdatering: Der stod tidligere i klummen, at det var ejendomsselskabet Olav de Linde, der stod bag Lighthouse. Det er ikke korrekt. Selskabet står dog bag et nyt højhus på havnen, som ventes opført de kommende år.

LÆS MERE