Pensionist? Aldrig i livet. Skuespilleren Sonja Oppenhagen fylder 70, men det betyder ikke, at hun har til hensigt at lægge op. Faktisk har hun mere end nok at se til. Selv om næste sæson af TV 2s uopslidelige »Badehotellet« næste gang er rykket frem i tiden, så vi nærmer os den nazistiske okkupation af Danmark, rykker Sonja Oppenhagens figur med.
De seneste år har hun været en del af det kulørte galleri, som sæson efter sæson er vendt tilbage til Vestkystens små og store folkekomedieforviklinger. Hendes frøken Vetterstrøm – spillet i vittigt parløb med Birthe Neumanns ældre søster – har været et fint lille portrædt af en sød, krølhovedet og let undertrykt dame, der viser sig at vokse diskret med livets udfordringer.
De seneste år har hun haft et godt kunstnerisk hjem på Folketeatret, hvor hun også før har spillet i sin flot ubrudte karriere i dansk teater
En diskret udvikling, som også kendetegnede den rolle, mange stadig forbinder Sonja Oppenhagen med, skønt hun selv kun ser lidt med, hvis hun tilfældigvis falder over den på skærmen. Rollen som den umodne oberstdatter og barnebrud, Vicky Arnesen, der modnes gennem modgang, og som viser sig at rumme både fornuft, holdninger og skær kvindelighed, gjorde for alvor Sonja Oppenhagen til en del af dansk TV-historie.
Hun var nu allerede et velbeskrevet blad, inden »Matador« lagde gaderne øde fra 1979. Allerede som ni-årig dansede balletbarnet titelpartiet i TV-balletten »Den lille pige med svovlstikkerne«, og filmene om »Min søsters børn« gjorde resten. Efter endt uddannelse på skuespillerskolen i Odense i 1971 blev den kønne pige med det levende ansigt og de sjælfulde øjne hurtigt et navn på de københavnske scener. Skælmsk, væver, rap. Dels i det lettere repertoire på teatrene ABC og Aveny, dels i TV's ugentlige satireprogram »Uha Uha«.
Gennem ægteskabet med teaterchefen Klaus Pagh optrådte hun også hyppigt i de kulørte blade. Men hun har selv fortalt, hvordan hun også privat havde brug for at blive selvstændig som menneske og som kvinde. Hun blev skilt og klarede sig selv. Og blev også politisk engageret – bl.a. i Kunstnere for Fred.
Spindelvævshår og hængebryster
De seneste år har hun haft et godt kunstnerisk hjem på Folketeatret, hvor hun også før har spillet i sin flot ubrudte karriere i dansk teater. Man husker hendes energiske Tante To i »Skærmydsler« og det komiske pletskud som et kosteskaft af en hengemt og giftefærdig Magdelone med spindelvævshår og hængebryster i Holbergs »Den stundesløse«. Hun er lige kommet hjem fra teatrets turné i selskab med bl.a. Lisbet Dahl i den livsbekræftende alderdomskomedie »I sidste øjeblik«.
Men også andre steder i teaterlandskabet er hun dukket op og har insisteret på at vise, at der er alvorligere sider af talentet: Hun høstede for eksempel ros for sit spil som demens-ramt kvinde i det tyske drama »I al stilhed« på Teater Nordkraft i Aalborg og siden på turné.
Tanken om at blive 70?
»Jeg forstår det jo ikke. Livet er så fantastisk, og jeg har så mange ting, jeg gerne vil, at jeg slet ikke har tid til at tænke på, at der ikke er så langt igen, som der har været,« har hun for nylig sagt til ugebladet Søndag.
»Og så alligevel tænker jeg da på det. Det er derfor, jeg sukker lidt. Men jeg er et meget positivt menneske, og jeg er som regel meget glad for livet og taknemmelig for min familie, taknemmelig for min mand og mine børn og mine børnebørn. Og tanken husker mig også på, at livet skal leves, og ikke kun leves i sidste øjeblik, men leves hver dag.«
