Da Malene Schwartz med kølig skråsikkerhed siger den berømte sætning: »Månen har den farve, måner skal ha’!« bryder publikum på Folketeatret ud i klapsalver.
Det gør de faktisk ustandselig under »Skærmydsler«. De elsker Malene Schwartz og Sonja Oppenhagen som de to tulletanter, der ikke lukker noget udefrakommende ind i hjemmet, før det har overstået en karenstid bag skærmbrættet.
Gustav Wieds »Skærmydsler« har altid været en succes. En lille rap komedie om to generationer og to verdenssyn, der støder sammen.
»Skærmydsler« behøver ingen opdatering
På Folketeatret har instruktøren Kasper Wilton bevaret teksten, men iklædt stykket cowboybukser og halvlange uldnederdele. Vi er cirka i nutiden, men tanterne sidder fast omkring 1950.
Det passer dog ikke ret godt sammen med snakken om en atlaskeskjole og vigtigheden af at bære handsker, når man skal se en komtesses brudeudstyr på Kongens Nytorv.
For »Skærmydsler« behøver ingen opdatering. Dets charme er, at det altid har været ude af trit med sin tid, også ved urpremieren i 1901. Stykkets kraft er de to skuespillerinder, der spiller Tante 1 og Tante 2, som deres niece Lille Ellen kalder dem, og de to har Folketeatret.
Med Malene Schwartz som den skrappe Clara i evig ordduel med Ellen om, verdens indretning.
Nok er Clara forstokket, men hovedet er skruet godt fast på hende, og hun giver Mathilde Norholts friske Ellen kamp til stregen. For så at skifte og blive en ung, smuk pige, når Preben Kristensens menneskekloge professor Petersen dukker op. Se hende flette sin lange, slanke krop om sig selv og bordet, mens smilet endelig når øjnene.
Publikum får det, de er kommet for at få
Komediennen Malene Schwartz kommer til sin ret her. Det samme gælder Sonja Oppenhagens lille vævre Hertha, der altid bliver hakket på. Et sødt fjumrehoved, som er lidt duknakket af at blive holdt nede, et pigebarn, der aldrig er blevet voksen. Publikum hviner frydefuldt, når Oppenhagen fistrer rundt og ikke kan finde ro, fordi professoren sidder i hendes faste stol.
Nok får stykket en lykkelig udgang med Petersens mellemkomst. Men Ellens udgangsreplik er stadig, at i morgen er der igen en dag, altså en ny udfordring af tanternes behov for tryghed og genkendelighed.
At det derfor også er publikum selv, Gustav Wied driller, når de på Folketeatret nyder, at alt er ved det gamle i det kendte stykke, er en lille munter krølle på en aften, der fuldt ud giver publikum det, de er kommet for at få.
Hvad: »Skærmydsler«.
Hvem: Af: Gustav Wied. Instruktion: Kasper Wilton. Scenografi: Christian Tom-Petersen. Kostumer: Gøje Rostrup. Pianist: Fini Høstrup.
Hvor: Folketeatret. Til 3. januar.
