Sofie Linde fik #metoo til Danmark – nu overtager museum hendes blå scenekjole

Genstande kan være med til at fortælle vores historie. Derfor er TV-vært Sofie Lindes kjole nu at finde i Nationalmuseets magasiner.

Sofie Lindes blå kjole ved Zulu Comedy Galla har historisk potentiale, vurderer Nationalmuseet, som nu har føjet den til sin samling. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

TV-vært Sofie Linde havde næppe forestillet sig, hvad det ville sætte i gang, da hun som vært ved Zulu Comedy Galla indviede publikum og seerne i sin egen #metoo-fortælling.

Den, om den »store TV-kanon«, der ville ødelægge Lindes karriere, hvis ikke hun »suttede hans pik«.

Siden har brance efter branche krævet et opgør med den sexisme, sexchikane og de krænkelser, som finder sted, og eksperter taler om, at #metoo-debatten først nu har ramt Danmark.

Tre år efter den kom til USA.

Sofie Lindes sceneoptræden kan således vise sig at have skrevet historie, og det har Nationalmuseet noteret sig og sikret sig den blå kjole, Sofie Linde bar under showet.

Det skriver Politiken.

»Det er en begivenhedsdragt, der ikke bare er tidstypisk, men er knyttet til begivenheder og en samfundsmæssig konsekvens, der har spredt sig som ringe i vandet,« siger samlingschef Bobo Magid til Politiken.

Derfor er kjolen nu lagt til hvile i Nationalmuseets magasiner med henblik på at kunne tages frem og bruges i museumsudstillinger i fremtiden.

Nationalmuseet indsamler løbende ting af historisk værdi, skriver Politiken. I museets samling finder man blandt andet også et stykke tæppe med rød maling, fra da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen blev overfaldet med netop maling i forbindelse med Danmarks involvering i Irakkrigen, ligesom museet har sikret sig en hashbod fra Christiania.