Søren Schauser: Bent Fabricius-Bjerre satte lyd på Danmark

Bent Fabricius-Bjerre var film-og TV-komponist i verdensklasse, mener Søren Schauser. Han kunne tegne ethvert miljø med ørerne bundet på ryggen og fik plads til både kærligheden og konflikterne. Lyt bare til åbningen på »Matador«!

 
Komponisten Bent Fabricius-Bjerre har haft et langt liv i musikkens verden, siden han tog eksamen som pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1948. Foto: Ulla Aue, Malte Kristiansen, Henning Bagger, Kim Haugaard, Niels Christian Vilmann, Nikolai Linares, Bjarne Luthcke, Allan Moe, Yann Coatsaliou/AFP/Ritzau Scanpix. Redigering: Caroline Nørkjær" Fold sammen
Læs mere

Én tone var nok. Bare én eneste tone på klaver! Åbningen på »Matador« havde været meget anderledes uden den tone.

Vi ville rigtignok nødig undvære Arne Ungermanns tegninger med gadespejlet og Ole Andreasens formfuldendte diktion – men første takt af seriens melodi fortæller sådan set det hele.

Bent Fabricius-Bjerres aktiviteter som jazzmand og film- og TV-komponist virkede udsprunget af samme pande. Man fik anskuelige billeder på nethinden af hans musik og hørte ham sætte anskuelig musik til andres billeder.

Ingen andre i 1960 kunne vel have fundet på melodien til »Forelsket i København« med dens store spring – så mange og så uskyldige spring som byens tårne. Og hvem andre kunne både sætte toner til glitrende underholdning som »Jeopardy« og til mindst en håndfuld salmetekster, med »Tænk at livet koster livet« i spidsen?

Arbejdet på film begyndte med folkekomedien »6-dagesløbet« i 1958 og fortsatte gennem op mod 30 film med den lille rolle i »Klovn:The Movie« fra 2010 som det seneste.

Han kunne virkelig noget med musik og billeder. »Duerne flyver« til Klaus Rifbjergs og Erik Ballings sødlige »Jeg er sgu min egen« fra 1967 overlevede hurtigt filmen selv. Sangen med det vidunderlige løft i slutningen satte sindbilleder på vores drømme om flugt over byens tage og fandt vej til Kulturkanonen for halvandet årti siden.

»Jeg sætter min hat som jeg vil« til Daimis karakteristiske stemme stammer fra samme filmsucces og gik direkte ind i hjertet på 1960ernes voksende kvindesag, hvorimod billedsidens blanding af Danish design og stripstang midt i stuen forblev ret mærkværdig.

Miljøet var vigtigt

Han kunne også tegne et miljø med ørerne bundet på ryggen. »Olsen-banden« med dens originale blanding af øl og anarki i røde seler skulle bare have dixieland på lydsporet.

Eller tag dukkefilmen »Bjergkøbing Grandprix« fra 1975 - jo, det er også ham! - med dens skjulte portræt af en kulturel smeltedigel:

Temaet til Norges største biografsucces nogensinde forener det idylliske i fjeldene med det eksotiske a la slangetæmmer fra sheikens hjemland, og kulminationen i form af minkavler Josef Krukkeslikkers festlige »March Kantate opus 2« rammer amatørmusikkens stemning lige på hornet.

Bent Fabricius-Bjerres kreativitet ved klaveret gik i gang øjeblikkeligt efter hans modtagelse af bestillingen på en film og har muligvis været helt afhængig af overvejelserne om værkets miljø og skikkelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Bent Fabricius-Bjerres kreativitet ved klaveret gik i gang øjeblikkeligt efter hans modtagelse af bestillingen på en film og har muligvis været helt afhængig af overvejelserne om værkets miljø og skikkelser. Men han kunne først og fremmest forberede os på eventuelle konflikter og dermed varsle det vigtige ved en film. Og dét er lidt af en kunst: Vi hører ikke bare miljøet i hans melodier. Vi hører utrolig nok også, hvad der skal komme. »Matador« er bare ét eksempel: Temaets første tone virker helt utrolig lang, som om den har været i gang lige siden Korsbæks grundlæggelse. Anden og tredje tone med den lille ekspansion til begge sider er så signalet om livets gang og et forventet brud på idyllen, og fjerde tone bliver så alt for intens lige pludselig med dens sprængfyldte indhold af ketchupeffekt fra byens indestængte følelser.

Det fineste eksempel overhovedet havde endda været en Steven Spielberg værdig: Temaet til Anders Thomas Jensens uforlignelige »Blinkende lygter« fra år 2000 giver ikke musikken i eksempelvis »Poltergeist« noget efter. Man får den klassiske overflade med noget så idyllisk som klaver og strygere – lige indtil alle sprækkerne og de uløste spændinger sniger sig ind.

Vi mistede kort sagt en film- og TV-komponist i klodeklasse med Bent Fabricius-Bjerres død. Han arbejdede gennem godt seks årtier og satte lyd på Danmarks udvikling til velfærdsstat.

Han kunne have hvilet på laurbærrene, have hvilet på grammyen for »Alley Cat« først i 1960erne, have hvilet på de helt rigtige plader i reolerne af palisander - men han voksede med dansk kultur til det sidste og endte som filmkomponist både tidløs og eviggrøn.