Engang stod det danske sprog stille. På en vis måde. Det var dengang, ordbøger over det danske sprog var noget, der blev trykt på papir og udkom med års mellemrum og i sagens natur blev mere og mere forældede for hver dag, der gik. Ligesom leksika og telefonbøger.
I dag er det anderledes. Digitaliseringen har gjort sproget mere levende. Nu kan ordbøger følge med tiden og afspejle tiden i stedet for, som før i tiden, at være evigt og uhjælpeligt ude af trit med tiden, og det er den Danske Ordbog et aktuelt og fortrinligt eksempel på. Når den nyeste version af Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs evigt voksende værk fredag udkommer på ordnet.dk, er det blevet tilført 780 nye ord, fem nye betydninger og 10 faste udtryk, og selv om de fleste af disse »kun« er nye i ordbogssammenhæng, er der stadigvæk tale om cirka 50 rigtigt nye ord. Det er også en sjat. Især når man tænker på, at ordbogen opdateres to-tre gange om året. Det går stærkt. Det viser, at dansk er et meget levende sprog. Alt er godt. Og dog.
Personligt er jeg fucking ligeglad med, at engelske ord bliver brugt i en i øvrigt kernedansk sammenhæng.
Det dansk, som Den Danske Ordbog dedikerer sig til, er nemlig ikke bare levende. Det er også truet. Og mest af engelsk. Personligt er jeg fucking ligeglad med, at engelske ord bliver brugt i en i øvrigt kernedansk sammenhæng, men jeg er ikke ligeglad med anglicismer som jeg undskylder for og over natten. Jeg er heller ikke ligeglad med, at det, som digteren så smukt sammenlignede med en ung, blond pige, lider domænetab, når engelsk bliver mere eller mindre enerådende inden for forskning, uddannelse, business og fagsprog.
Ud med dobbeltformerne
En anden ting, der ærgrer mig, er, at Dansk Sprognævn – den tvangsforflyttede statsinstitution, der har lovhjemmel til at bestemme over dansk retskrivning – misligholder sproget ved at tillade dobbeltformer som camouflage/kamuflage, maksimumgrænse/maksimumsgrænse, simpelthen/simpelt hen og irriterende mange andre. For det første kommer man som skriver konstant i tvivl, når man skal stave til ord, der både kan være det ene og det andet. For det andet gør dobbeltformer det indlysende meget sværere at være konsekvent i skrifter, som mange bidrager til. Ud med dem!
At sproget udvandes kan også få en sprognørd som mig til at gribe ud efter lugtesaltet. Hvor racisme engang var en pervers forestilling om, at mennesker kan inddeles i racer, hvor nogle er overlegne i forhold til andre, bruges ordet i dag også om fx anstændig indvandrerskepsis og sund religionskritik. At være stresset er ikke længere kun en alvorlig sygdom, men også en almindelig følelse af travlhed. Udvandingen fortsætter, den synes at være uden ende, og den svækker og stresser sproget og dets brugere, men hvad i alverden skal vi stille op? Det er umuligt at svare på, og eftersom der desværre ikke er nogen hertillands (eller her til lands), der har myndighed til at diktere, hvad ord betyder og ikke betyder, bliver det bare værre og værre.
Men H.C. Andersens modersmål har i det mindste stadig gang i gloserne, og det er det, jeg bliver mindet om, hver gang Det Danske Sprog- og Litteraturselskab opdaterer Den Danske Ordbog. Dansk er også, hvis nogle skulle have glemt det, et af verdens helt store sprog. Det ligger, hvad antallet af talende angår, på en flot 118. plads over de ca. 6500 sprog, der findes. Well done. For nu at sige det på godt dansk.
