Synes du, at det er sexistisk, mandschauvinistisk og/eller racistisk at bruge kvindelig, skandinavisk skønhed som billede på modersmålet og fædrelandet?
Bliver du pikeret, hvis ublufærdig mandlig besyngelse af det hvide og sprødt feminine bliver bragt i en bog, der er beregnet til fællessang på steder, hvor kvinder og mænd, unge og gamle, gammeldanskere og nydanskere mødes for at dyrke det gode og harmoniske samvær?
Så er det ikke bare Kai Hoffmanns »Den danske sang er en ung blond pige«, du skal holde dig fra. Så er det store dele af Højskolesangbogen, du skal omgås med yderste forsigtighed.
Tag bare sådan noget som nobelpristageren Johannes V. Jensens »Danmarkssang« fra 1925. Her får den ikke for lidt med de feminine metaforer. Selv de danske afgrøder har fået fristende former:
»Den danske mark i en bølgen går/ som åndedræt af en venlig kvinde./Sødt gynger byggen sit silkehår,/og rugen ånder med sol i sinde,/ og vinden iler/ til hvedens bryst./ Hvor smiler fager/den danske kyst.«
»Hun er sød,/hun er blød,/hun er smal om sit liv./Hun er bøjelig/og føjelig/og rank som et siv./Hendes kind/er så lind,/og som rosens så varm - /hun er nysselig/og kysselig/på mund, hånd og arm.«
Bemærk koblingen mellem korn og kvinder! Ud over bølgeriet har det nok noget med frugtbarhedssymbolik at gøre. Men det bliver værre endnu. Se engang, hvad Helge Rode i 1920 digtede om prinsesse Tove af Danmark, som han gjorde så skandinavisk, at den unge blonde pige i Kai Hoffmanns digt fra 1924 godt kan gå hjem og lægge sig (alene):
»Min pige er så lys som rav/ og Danmarks gyldne hvede,/og blikket er så blåt som hav,/når himmel er dernede.«
Men det bliver værre endnu.
Andre steder i Højskolesangbogen udtrykkes det maskuline blik på kvinden uden omsvøb, og det vil sige helt uden modersmålet og fædrelandet eller den slags som mere eller mindre søgte påskud. Som her i Christian Winthers lystne klassiker »Min skat« fra 1840:
»Hun er sød,/hun er blød,/hun er smal om sit liv./Hun er bøjelig/og føjelig/og rank som et siv./Hendes kind/er så lind,/og som rosens så varm - /hun er nysselig/og kysselig/ på mund, hånd og arm.«
At »arm« ikke blev til det i og for sig mere nærliggende »barm«, skyldes næppe digterisk uformåen, men snarere, at digteren balancerede mellem hensynet til den gode tone og ønsket om at vise, at hans tilbedte var klar til det hele. Men det bliver værre endnu. I Thøger Larsens »Danmark nu blunder den lyse nat« fra 1914 går almindelig liderlighed, nationalisme og eksklusion af etniske minoriteter op i en højere - eller skulle man sige lavere - enhed. Her er, hvad han blandt andet skrev:
»Pigernes latter og lyse hår/leg, som får aldrig ende,/ øjnene blå som vand i vår/mildt om et evigt Danmark spår.«
Men det bliver værre endnu.
I sin »Sommervise« fra 1923 drømmer samme Thøger Larsen om det store kosmiske knald med fædrelandet, årstiden og et righoldigt udvalg af kongerigets kvinder PÅ ÉN GANG:
»Du danske sommer, jeg elsker dig,/skønt du så ofte har sveget mig./Snart kolde farver i sky og vand,/snart nøgne piger ved hver en strand. /Mer, mer, mer/ jeg dog dig elsker, hver gang du ler.«
Højskolesangbogen er kort sagt og på mange måder aldeles politisk ukorrekt. De krænkelsesparate må træde varsomt. Selv en nydelig klassiker som Steen Steensen Blichers »Det er hvidt herude« fra 1838 giver (vistnok utilsigtet!) associationer til noget uartigt :
»Det er tyst herude,/kun med sagte pik på rude/melder sig den små musvit.«
