Søren J. Damm: Det er nu, vi skal lytte til de døde

Næsten ingen levende mennesker har prøvet at stå i en situation ligesom den, vi alle står i lige nu, men i stedet for at hamstre toiletpapir og gær, bør vi lytte til dem, der kom før os.

Søren Jacobsen Damm er litteraturredaktør og anmelder på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg har funderet over den voldsomme intensitet, som udfolder sig i nogle af historiens største klassiske værker.

Den brændende tale i Shakespeares »Henry V«, rædslen og det pumpende blod hos den virtuose maler Caravaggio, eller den kolossale, iboende kamp i nogle af Beethovens kompositioner, den trækker i alle retninger midt i de største harmonier.

»Nutidens voksne population har stort set ingen personlig empiri at trække på i den nuværende krise. Vi er selv nødt til at finde vejen ud af dette smittefarlige morads. Der kommer ingen voksne og hjælper os. De er allesammen døde. «


Men hvor blev den store passion og den insisterende alvor af? Er modernismen og forestillingen om Guds død årsagen til, at »den store kunst« er forsvundet? Eller skyldes det også fortidens høje dødelighed, de konstante krige og de mange epidemier, som den sorte død og den spanske syge?

Fortidens menneske har forstået sin egen eksistens og livets mysterium gennem en helt anderledes prisme end os, de levende, som indtil for nylig bevægede os rundt i den moderne verdens komfort og sikkerhed med en blasert selvfølgelighed.

Caravaggios »Judith halshugger Holofernes«. Billedet blev fundet i Toulouse i 2017, hvor det havde ligget gemt under en madras på et loft i over 100 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Francois Guillot/AFP/Ritzau Scanpix.

Sidste onsdag overtog jeg jobbet som litteraturredaktør på Berlingske. Det er med stor ærefrygt og en vis nervøsitet, at jeg satte mig i en redaktørstol på en af verdens ældste aviser, midt i en af efterkrigstidens mest turbulente perioder »Og helt ærligt,« spørger mange måske netop nu: »Hvad skal vi med litteraturen, når det, vi mangler, er gær og lokumspapir?«

Men når vi overrumples af en global pandemi, har vi næsten ingen levende erfaring at støtte os til, men kun vores bøger og deres vidnesbyrd. Vi finder nok ikke en kur mod coronavirus i J. P. Jacobsens uhyggeligt profetiske »Pesten i Bergamo«, men vi finder identifikation, overvejelser og en brugbar eksistentiel genkendelighed, som de fleste af os indtil for nylig nok troede udelukkende hørte en anden tidsalder til.

Hvor er de voksne?

Før pandemien oplevede vi kun i enkelte glimt den abrupte og kontante undergang. Aggressiv kræft, bilulykker, tsunamier fandtes, men oplevelsen af en regulær fare på en global skala, hvor intet sted er sikkert, er forbeholdt de efterhånden meget få folk, der kan huske Anden Verdenskrig og tiden før.

Nutidens voksne population har stort set ingen personlig empiri at trække på i den nuværende krise. Vi er selv nødt til at finde vejen ud af dette smittefarlige morads. Der kommer ingen voksne og hjælper os. De er allesammen døde. Heldigvis kan man stadig – hvis man ved, hvor man skal lede – høre, hvad de har at sige.

Litteraturen er en direkte, magisk telefonlinje til dem, der kom før os. Normalt hvisker de sagte gennem deres bøger, malerier og kompositioner. Men i disse uger, hvor vi allesammen sidder fanget i den samme pandemiske skruetvinge, nu hvor grundpillerne under vores civilisation vakler mere, end den har gjort i en menneskealder, har de døde aldrig talt højere og tydeligere.

Så lad os lytte godt efter, hvad Camus gennem doktor Rieux og indbyggerne i den algirske havneby, Oran, fortæller os i »Pesten«, eller hvad Boccaccio beretter i »Dekameron«. Vi bør lytte til de døde, så vi selv kan leve.

Det er det, vi skal bruge litteraturen til, for den er blandt så meget andet et underfundigt og vidtåbent vindue til fortidens stemmer og tanker.