Verdens første novellesamling er stadig aktuel – og stadig lige uartig

Boccaccios udødelige »Dekameron« er kommet i ny oversættelse og ligner mere end nogensinde en både sød og sjov vej til dannelse.

»A Tale from the Decameron« af John William Waterhouse er malet i 1916 og forestiller bogens rammefortælling. Foto: Lady Lever Art Gallery, Liverpool, England Fold sammen
Læs mere
Foto: John Williams Waterhouse

Pesten hærger i 1348. Folk kan blive syge i dag og lide en grufuld død i morgen. 100.000 mennesker mister livet alene inden for Firenzes mure. »Inden pesten brød ud, ville man slet ikke have regnet med, der boede så mange i byen,« skriver Boccaccio med lige dele sorg og antydninger af ræve bag øret.

Så syv damer og tre herrer plus et passende antal tjenestefolk flygter fra bylderne og skal nu bare slå tiden ihjel: Deltagerne af begge køn fortæller hinanden ét eventyr om dagen gennem ti døgn og når altså op på hæderlige 100 røverhistorier i alt. Titlen på »Dekameron« betyder noget med ti dage og spiller måske også på Den Sorte Døds inkubationstid og i sidste ende på livets korthed.

»Boccaccio selv kaldte »Dekameron« uegnet for kvinder. Læs ham alligevel«


Boccaccios berømte novellesamling fra årene 1348–1353 er nu udkommet i en interessant oversættelse ved Thomas Harder og med endnu mere fascinerende introduktioner til forfatterens liv og værk.

Florentinerens monumentale eventyrkreds har snart syv århundreder på bagen og haft helt uoverskuelig indflydelse på europæisk kultur generelt og på europæisk litteratur i særdeleshed. Allerede brugen af én fortælling som ramme genfindes for eksempel i Vilhelm Bergsøes efterhånden lidt glemte »Fra Piazza del Popolo« fra 1866 med de gribende ord om København på koleraens tid. Og selve de enkelte historier dukker op igen og igen som handlinger i alt fra dramaer af Shakespeare og Molière til skelsættende bøger af Goethe, Honoré de Balzac og endda Martin Luther med videre.

Ikke for børn

Historierne er så heller ikke for børn. Ikke færre end tre ud af fire fortællinger handler om aktiviteter efter solnedgang. Folk fra kirkens verden sniger sig konstant til syndige stunder og sover med hinanden på kryds og tværs. Som når broder Rustico lærer den dybt naive Alibech at »sende djævelen tilbage i helvede« ved hjælp af solid kundekontakt. Eller når broder Alberto klæder sig ud som ærkeenglen Gabriel og forfører den dybt naive Lisetta med småkager »for ikke at blive kastet af hesten alt for nemt«.

Temaet varieres uendeligt over værkets godt 1.000 sider og gør »Dekameron« mere underholdende end Dantes »guddommelige« komedie og alle de andre forbilleder tilsammen. Og hvis man så alligevel bliver træt af turene syd for bæltestedet, kan man bare bladre videre til rygterne om kendte og anekdoter om sæder og skikke fra stort set hele middelalderens Europa.

Boccaccio med de evige pengesorger og store rejser som diplomat hos diverse hoffer opfordrer faktisk selv læseren til fri botanisering rundt i teksterne. Men man skal nu nok få det meste læst!

Tæt på forlægget

Udgivelsen fra forlaget Hoff & Poulsen er utrolig smuk i det ydre. Om værkets danske oversætter med den italienske mor har grebet arbejdet rigtigt an, bliver hurtigt et spørgsmål om smag. »Dekameron« findes allerede i flere udgaver med lidt forskellige kvaliteter - især hvad angår vægtningen af loyalitet over for Boccaccios original mod behovet for et godt dansk.

Optakten til første dags anden historie går for eksempel sådan her på italiensk: »Abraam giudeo, da Giannotto di Civignì stimolato, va in corte di Roma; e veduta la malvagità de’ cherici, torna a Parigi e fassi cristiano.«

Den går til sammenligning sådan her i Thomas Harders omhyggelige oversættelse: »Jøden Abraam besøger, ansporet af Giannotto fra Civigní, hoffet i Rom; efter at have set de gejstliges nedrighed rejser han tilbage til Paris og bliver kristen.«

Og den lyder sådan her i Samuel Prahls mere flydende oversættelse fra 1912: »Jøden Abraam rejser på Foranledning af Giannotto de Civigni til Rom og vender efter at have set Præsternes Fordærvelse tilbage til Paris og bliver Kristen.«

Den klassiske fordanskning fra for et århundrede siden er altså mere karsk i tonen og måske ligefrem lettere tilgængelig. Thomas Harder på sin side har omvendt beholdt meget af Boccaccios struktur helt ned til valget af tegn og sætter højst nogle flere punktummer.

Hvad skal man foretrække? Man kan for eksempel have begge ting stående: En klassisk version for dens djærve og måske lidt mere rytmiske sprog - og den nye for introduktionerne og nogle meget anvendelige noter til sidst plus Harders ret underholdende valg af ord mange steder.

Boccaccio selv kaldte »Dekameron« uegnet for kvinder. Læs ham alligevel, nyd konflikternes aktualitet og bliv rigtig meget mere dannet på en både sød og sjov måde.

Dekameron

Forfatter: Giovanni Boccaccio. Sider: 1.125 sider i to bind. Pris: 449,95 kr. Forlag: Hoff & Poulsen