Vi er alle sammen lænket i en hule. Minderne om livet, som det udspillede sig for kun en håndfuld uger siden, er nu reduceret til minder, til dansende skygger på hulens væg. Og selv om kæderne på det seneste er slækket, og vi i flammernes skær ser mere bevægelse og en tilbagekomst af kendte skikkelser, er vi naget af angst. Mon vi nogensinde kommer helt ud af hulen?
Den kvikke læser har nok gennemskuet, at ovenstående parafrase, bygger på en af filosofihistoriens mest berømte tekststykker, nemlig Platons hulelignelse.
At deltage i en onlinekoncert er en patetisk afglans af virkeligheden, og vi spørger os selv: Kommer vi nogensinde helt ud af hulen igen?
I Platons hule hænger en række lænkede fanger, med ansigterne tvunget mod hulens endevæg. Bag fangerne passerer folk og dyr på deres daglige vej til og fra dagens dont. Bag mændene og de passerende brænder et bål, som kaster skygger på væggen. Fangerne kan ikke dreje hovedet. De kan kun se skyggerne. Da de ikke kender til andet, tror de skyggerne er den sande repræsentation af verden. De forstår kun indirekte livet fra skyggernes konturer.
Kan ikke rumme virkeligheden
En dag river en fange sig løs af sine kæder. Han flygter ud af hulen og opdager den ægte verden og ikke bare dens afskygninger. Først er han chokeret. Han kan ikke rumme det hele, men langsomt vænner han sig til sin nye, mere sande virkelighed.
Fangen vender begejstret tilbage til hulen for at fortælle de andre fanger om sin opdagelse. De nægter at tro ham. I stedet for at begejstres, reagerer de med fjendtlighed og modsætter sig at blive befriet. Den løsslupne fange må opgive at overbevise sine tidligere »cellekammerater«. Han går desillusioneret derfra, alene med sin nye indsigt.
Platons hulelignelse demonstrerer, at »filosoffen« nok kan indse »sandheden«, og at der ingen garanti er for, at indsigten kan videreformidles til andre.
Dette kan ses som en kritik af Athens daværende protodemokrati, hvor Platon demonstrerer, hvorfor man ikke skal overlade vigtige beslutninger til en argumentresistent pøbel, men i stedet bør overlade dette til filosofferne, eller »filosofkongerne«, som Platon belejligt selv formulerer det.
Analogien kan dog også forstås som et billede på den menneskelige perceptions begrænsede evner. Det, vi sanser – hvor repræsentativt er det egentlig for den virkelighed, der (måske) eksisterer uden for vores sansers grænser?
Den nye virkelighed efter coronakrisen kan læses som en »omvendt Platon«.
Vi har levet hele livet uden for hulen, men pludselig er vi alle sammen fanget herinde. Modsat Platons fanger ved vi godt, hvad der foregår udenfor »hulen«. Vi ved godt, at skyggerne på væggen kun er en svag skygge af det virkelige liv.
At deltage i en onlinekoncert er en patetisk afglans af virkeligheden, og vi spørger os selv: Kommer vi nogensinde helt ud af hulen igen? Og hvis vi gør, kan vi så overhovedet genkende den virkelighed, vi kommer ud til?
Og sidst, men ikke mindst: Er vi overhovedet inde i hulen? Eller det mest kvalmende perspektiv: Har den grumme coronavirus i virkeligheden skræmt os ud af vores lille trygge hule – som nu er kollapset – og ud i en mere sand, men også grummere og mere farlig verden, som vi nu fremover er tvunget til at leve i?
