Omkring de 40 år indfinder der sig hos mange af os en særlig social opgivenhed. Man er fanget i en accelererende vanvidskarrusel af arbejde, småbørn, pligter og snigende skavanker. Her lades alt håb ude – særligt håbet om at etablere nye venskaber.
Nye venner er for mange blot en fjern fantasi fra de unge år, hvor man tumlede rundt og syntes, at det var umanerligt hårdt at have et par ugentlige forelæsninger og måske arbejde en dag eller to om ugen. Hvad lavede vi egentlig, før vi fik fast arbejde og blev forældre? Hvad brugte vi egentlig de oceaner af tid, vi havde til rådighed, på? spørger man sig selv mange år senere.
Del:
