Søren Frank: Nomas dobbelte indmadsgilde går lige i hypofysen

Årets tredje Noma sæsonmenu er et utroligt velsmagende festfyrværkeri af hjerner, hjerter og tunger fra skovens vilde dyr.

Andehjerne med ske af egen tunge og sprødt lårskind. Ditte Isager

Umiddelbart kunne man godt have forestillet sig, at René Redzepi ville vælge at slutte Noma 2.0s første år af med et potpourri af alt, hvad der findes af vilde dyr i vores nordiske skove – på samme måde som havsæsonens menu bestod af en perlerække af skal- og bløddyr. Men man har i stedet valgt at gå i dybden med anatomien på to dyr, rensdyret og vildanden.

Spisesalonen på det nye Noma er dresset op til vildtsæsonen. Ditte Isager

Således er Nomas første skovsæson gået hen og blevet en indmadsfest, som for mit vedkommende rammer ned lige midt i hypofysen: Jeg kan slet ikke få nok af tunger, lunger, brisler, hjerner og hjerter. Ikke bare af den grund, at det er sundt og smager meget sjovere end filet, men fordi det, på linje med tilberedning over åben ild, aktiverer nogle dybere lag og følelser i min bevidsthed.