Søren Frank: Meget kan man byde en reje, men ikke dette ...

Ralphs Mad og Vin er en afslappet spisebar ved Lille Triangel. Lige lovlig afslappet, hvad angår både maden, vinen og serveringen.

Der var engang – i 80erne, 90erne og starten af 00erne – hvor cafeerne som en slags multifunktions mødesteder skød op overalt i byen. Ud over at det var her, man mødtes, fungerede cafeerne som værtshuse, kaffebarer og uformelle spisesteder. I dag er cafeen – bortset fra de mest håbløse turiststrøg og byens udkant – stort set faset ud. Hvis man er bare nogenlunde seriøs og ønsker at åbne en beværtning i det, som før var cafésegmentet, altså niveauet lige under mellemlaget af restauranter, åbner man en mere specialiseret kaffe-, cocktail-, øl-, vin- eller spisebar.

Det er her, at Ralphs Mad og Vin kommer ind i billedet. Det er jo indlysende nok, at der serveres både mad og vin på en restaurant, men ved at nævne det i navnet indikerer indehaveren Ralph Marker, at der er tale om et afslappet spisested, hvor man ikke nødvendigvis skal forvente sig det høje gastronomiske skoleridt.