Søren Frank: Her er sommerens hotteste gastronomiske hangout

Bottega Estadio på Østerbro har stor udeservering og masser af spændende mexicansk inspireret mad på menuen.

Østersceviche. Niels Ahlmann Olesen

Bortset lige fra når der er landskamp i Parken, er Østerbro en stille bydel. Faktisk ligner Østerbro næsten de nordlige forstæder derhen, at det er et sted, man tager hjem og sover, efter at man har været på arbejde inde i byen. Således har Østerbros restaurantscene aldrig været særlig ophidsende. Selv de seneste ti år, hvor Vesterbro og Nørrebro er rykket i en grad, så man må knibe sig i armen, har Østerbros madscene været småslumrende.

Måske lige indtil nu, hvor bydelen med de høje indkomster har fået, hvad der ligner sommerens hotteste gastronomiske hangout. Og så lige her på Gunnar Nu Hansens Plads, som tidligere var stendød, det ved jeg af erfaring, eftersom jeg har spillet tennis her i omkring 30 år. Det er helt uvirkeligt, at Café Stafetten ved Østerbro Stadion, som gennem tiden har haft flere navne, og hvor jeg godt nok aldrig er kommet, fordi det altid har været noget med pommes frites og tynde fadøl, nu pludselig er blevet et frækt mødested, der serverer hipstervin og mexicansk inspireret gastronomi – køkkenchefen er Julian Rodriguez, som har arbejdet på Kødbyens Fiskebar og været volontør på Noma.