Efter at have været inde i en stime af restauranter med elendig akustik var det første, jeg noterede mig, da vi trådte ind ad døren til Dhaba Tandoor på Strandvejen, det behagelige lydbillede. Jeg sænkede skuldrene og lod mig opsluge af den vejfestagtige stemning, som jeg vil kalde »Hellerup Classic«.
Restauranten var på en hverdagsaften klokken 19 stort set fyldt af folk, som var i fuld gang med middagen. Der var tale om en blanding af småbørnsfamilier, der tilsyneladende alle kendte hinanden, og enlige seniorer, som var nede at få en gang aftensmad. Ved nabobordet var Bent Fabric således i færd med at gøre kål på en butter chicken.