Søren Frank: Dansk kirsebærvin bedst til risalamanden

Søren Frank har testet en stribe søde julevine, som passer godt til både knas og risalamande.

Ida Meesenburg

Julen er den søde tid, også når det kommer til drikkevarerne. Juledagene byder næsten altid på en lejlighed til at snuppe et glas enten »i utide« eller til den søde julekonfekt. Og så er der selvfølgelig den obligatoriske risalamande, som også kalder på sød vin.

En af de mest juleegnede vine i mund er den fadlagrede port – også kaldet tawny eller colheita, når der er årgang på. Modsat ruby og vintage portvin ligger den fadlagrede port på fad, en længere årrække inden den aftappes. Dette giver en duft og smag af mandler, nødder, tørret frugt, chokolade og karamel – nærmest som flydende juleknas på flaske.