Søren Frank blev træt af at vente: Aftenen kollapsede på det fornemme kurhotel

Brasserie Carl på Kurhotel Skodsborg serverer gedigen bistromad, men ventetiderne var håbløst lange, den aften Søren Frank var forbi.

Det går op og ned for gastronomien på Kurhotel Skodsborg, før kendt som Skodsborg Badesanatorium. For nogle år siden var det hvide kurhotel på Strandvejen ude i en satsning med Michelin-ambitioner i form af The Restaurant by Kroun, som dog viste sig ikke at kunne stå distancen. Det seneste skud på stammen er nu et stort brasserie i stueetagen, Carl, der  åbnede i juni.

Brasserie Carl er en hyldest til Kurhotel Skodsborgs grundlægger, lægen Carl Ottosen. Linda Kastrup

På trods af, at vi havde booket på forhånd, startede vi desværre med at bruge den første del af aftenen med at stå i kø, mens vi ventede på at blive anvist et bord. Brasseriet var tydeligvis underbemandet, og det skulle vise sig ikke at være sidste gang, vi kom til at lide under det i løbet af aftenen. Vi fordrev ventetiden med at diskutere, hvad forskellen egentlig er på en bistro og et brasserie.