Årets Michelin-udspil for de nordiske lande er umiddelbart det mest kedelige og forsigtige, man har set l
ænge. Det kunne meget vel have noget at gøre med, at en ny direktør, Gwendal Poullennec, har sat sig i stolen. Det er set før, at en ny redaktør eller direktør på guiden, hvis brand det er at være konservativ, har fedtspillet det første år, for så at træde i karakter senere.
Mest opsigtsvækkende og positivt set med danske øjne er uden tvivl de to stjerner til Koks på Færøerne. Man må knibe sig selv i armen for at forstå at øerne, som ikke rummer mere end omkring 50.000 indbyggere og tidligere ikke ligefrem har været kendt for høj gastronomi, er kommet i verdenseliten. Men den lille Noma-inspirerede restaurant, som er placeret et godt stykke fra Thorshavn og rummer bare 25 gæster, har utvivlsomt niveauet og lever til fulde op til sloganet om at være en rejse værd.