»Skraldet hører til i skraldespanden,« sagde Bill Murray angivelig, inden han smed Seth Green i skraldespanden
Geena Davis, Seth Green og Rob Schneider har alle inden for den seneste uge fortalt historier om, hvordan det er at arbejde sammen med den legendariske skuespiller Bill Murray. Og historierne lyder ikke så rare.
Mærkelige, sjove og positive historier om fans tilfældige møder med skuespilleren Bill Murray (»Ghostbusters«, »En ny dag truer«) var i en periode så udbredte på internettet, at det blev til en dokumentarfilmom disse møder.
Efter at produktionen af filmen »Being Mortal«, hvor Murray skulle have spillet hovedrollen, blev indstillet i april, er det dog en helt anden slags historier, der kommer frem.
Det var Murrays opførsel, der satte optagelserne i bero, erkendte Bill Murray i et interview i maj. Sidenhen er det kommet frem, at Bill Murray har betalt næsten 800.000 kroner i et forlig vedrørende en klage over hans opførsel under filmoptagelserne, skriver The Guardian.
Nu ser det ud til, at også tidligere kolleger har lidt at sige i forhold til, hvordan Murray er at arbejde sammen med.
Geena Davis og et uønsket massageapparat
Geena Davis er kendt fra film som »Thelma & Louise« og »The Long Kiss Goodnight«. Hun modtog en Oscar for bedste kvindelige birolle i 1989. Danny Moloshok/Ritzau Scanpix
Den første var Geena Davis, hvis selvbiografi, »Dying of Politeness« (på dansk: »At dø af høflighed«), udkom i forrige uge. I den kunne man læse om en dårlig oplevelse, som Davis havde med Bill Murray op til indspilningen af filmen »Hurtige penge« fra 1990.
Ifølge The Times fremgår det af selvbiografien, at hun blev introduceret til Bill Murray i en hotelsuite. Murray skal derefter have budt hende velkommen med et massageapparat, der hedder »The Thumper«, altså dunkeren.
Bill Murray insisterede altså på at bruge massageapparatet på Geena Davis, selvom Davis afviste dette flere gange. Senere, da optagelserne til filmen gik i gang, opsøgte Bill Murray Geena Davis i sidstnævntes skurvogn, for at råbe og skrige af hende, fordi hun var forsinket på grund af venten på sit tøj.
Angiveligt skal han have fortsat råberiet foran hundredvis af filmarbejdere og forbipasserende, mens hun skyndte sig ind på settet.
»Det var slemt. Måden han opførte sig på til det første møde … Jeg skulle have forladt stedet eller forsvaret mig, men så havde jeg ikke fået rollen. Jeg kunne have undgået den behandling, hvis jeg havde vidst, hvordan jeg skulle reagere eller hvad jeg skulle gøre under min audition. Men jeg var bare så konfliktsky, at jeg ikke gjorde noget,« fortæller Geena Davis til The Times.
Til People Magazine siger Davis, at hun »sagde nej flere gange«.
Variety har uden held forsøgt at få en kommentar fra Murray.
Rar mod fans, ikke rar mod komikere
Rob Scheider er udover »Saturday Night Live« kendt fra en lang række komediefilm, herunder »The Waterboy« og »Er du til noget?« Valery Hache/Ritzau Scanpix
En anden historie kommer fra Rob Schneider, som i flere år var fast medvirkende i »Saturday Night Live«. Efter at Geena Davis fortalte sin historie, har Schneider i radioprogrammet »The Jim Norton & Sam Roberts Show« fortalt, at de medvirkende i »Saturday Night Live« blev advaret, før Bill Murray skulle ankomme.
»Han er super rar mod fans. Han var ikke særlig rar mod os … Han hadede os på »Saturday Night Live«, da han var vært. Hadede os virkelig. Sydende. Han hadede især Chris Farley (komiker, der døde i 1997 som 33-årig, red.),« husker Rob Schneider.
En af de medvirkende i »Saturday Night Live«, som formentlig kunne have brugt en advarsel om Murray, var Seth Green.
Skuespilleren Seth Green har fortalt om en oplevelse, han havde med Bill Murray, da Green var ni år.
Green fortalte sin historie i YouTube-showet »Good Mythical Morning«, som du kan se et klip fra ovenfor.
En otteårig i skraldespanden
48-årige Seth Green er blandt andet kendt fra »Austin Powers«-filmene og fra tv-serien »Buffy – vampyrernes skræk«. Nick Agro/Ritzau Scanpix
Spørgsmålet, der får Seth Green til at fortælle sin historie, er, »hvem er den mest ubehøvlede kendis, du har mødt?«
Seth Green fortæller, at han som »omtrent niårig« skulle optræde i det legendariske sketchprogram »Saturday Night Live« på NBC. Programmet har en kendt gæstevært hver uge, og denne uge var gæsteværten Bill Murray.
Seth Green sad på armlænet på en sofa i backstagerummet, da Bill Murray kom ind, fortæller Green.
Bill Murray skældte dernæst ud over, at Seth Green sad på hans plads, men Seth Green ville ikke flytte sig, for sofaen var enorm, og han sad blot på armlænet.
»Han løftede mig op ved anklerne, og holdt mig med hovedet over en skraldespand. Han sagde, at »skraldet hører til i skraldespanden«. Jeg skreg og baskede med armene og ramte ham i skridtet. Så smed han mig ned i skraldespanden, som væltede. Jeg var rædselsslagen. Jeg stak af og gemte mig under bordet i mit omklædningsrum, og så græd jeg,« fortæller Seth Green til de to værter.
Han ville ikke optræde alligevel, og fortæller, at han følte sig meget flov. Han blev dog trøstet af Eddie Murphy og Tim Kazurinsky.
Bill Murray var vært på »Saturday Night Live« i marts 1981 og i december 1981, og igen i 1987. Seth Green er ifølge Wikipedia født i februar 1974, så han ville være lige knap otte år i marts 1981.
Bill Murray udtalte i maj i år, at tiderne har ændret sig, uden at han havde opdaget det. Men også, at han nu ville forsøge at ændre sig.
»Det er en trist hund, som ikke kan lære nye kunster, og jeg vil ikke være sådan en trist hund,« sagde Murray med et forsigtigt smil.
Del:
Andre læser også
Skærm
Klage over Bill Murrays »upassende adfærd« standsede filmoptagelser. Nu taler Bill Murray første gang
Skærm
»Gift ved første blik«: Først giver hun ham sex, så hugger hun hovedet af ham
Kultur
Helle Jensen er personlig matchmaker. Her er de faldgruber, hun har set mange ufrivillige singler falde i