Sikke en skuespiller: Stina Ekblad gør »Den guddommelige komedie« til Helvedes godt teater

Med fænomenet Stina Ekblad alene på scenen bliver Dantes middelalderværk til historien om om dig og mig.

bmr
Stina Ekblad er en enestående fremmedfører i helvede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen Per Morte

»Midtvejs på min vandring gennem livet befandt jeg mig i mørke.«

Aldrig så snart har Stina Ekblad sagt de første ord i monologen baseret på Dantes »Den guddommelige komedie«, før lyset sænker sig effektivt i den lille kunstpause, hun laver efter ordet »mørke«. Og så kommer tilskueren ellers med på den mest forrygende tur gennem helvedes ni cirkler, hvor sjælene pines på de mest forfærdelige måder.

Godt nok er Stina Ekblad en imponerende fysisk skuespiller med parathed i den vævre krop, en eminent kropslig beretter med svale, smukke hænder for enden af lange, ekspressive arme. Med elegant bøjelighed i kroppen. Hvad enten den Dante-figur, hun knap så meget er, men mere repræsenterer, på sin vandring gennem mørket klør på med friskfyragtig gåpåmod eller efterhånden –påvirket af den megen lidelse, der møder ham – tynges træt mod jorden.

Men det er først og fremmest hendes stemmes kraft, der får os til at se det hele. Som farver de mange ord med styrke, fylde og følsomhed, den skønhed og gru, der strømmer fra det berømte italienske middelalderforlæg. Som tolker den første undren – »Hvem har valgt mig? Hvad skal jeg der?« – og som snart lokker tilskueren længere og længere ind i historiens mange lag med imponerende vekslen mellem vid og satire og frysende monumentalitet. Vi skal længere ind! Nedad, nedad, nedad. Indtil vi når helvedes bund, hvor selve mørkets fyrste hersker. For til sidst – i den mere diffust abstrakte skærsild – omtrent på mirakuløs vis at blive et med teksten i dens oratoriske himmelstræben. Hun bliver selve nådens bud. Selve altet.

Dante-rød buskedragt

Helt alene på den sorte scene i sin moderne, Dante-røde buksedragt bevæger hun sig rundt mellem de hvidmalede hverdagsgenstande, som scenograf Bente Lykke Møller har sat på scenen som reminiscenser af levet liv – de dødes spøgelsesrekvisitter. For hvordan skal vi tolke disse mange ord om helvede og den mulige lutring? Med Stina Ekblad på scenen bliver »Den guddommelige komedie« til et memento mori, en påmindelse om at bruge sit liv godt og hæderligt, mens man er her. Men også til fortællingen om, hvordan alle menneskeliv kan dykke – vi skal alle ned og skrabe helvedes nederste bund en gang imellem i tilværelsen: »Midtvejs på min vandring gennem livet befandt jeg mig i mørke.« For forhåbentlig at stige op i lyset igen.

Det er det livsvilkår, Stine Ekblad får demonstreret så respektindgydende klart, forfærdeligt og smukt med instruktøren Staffan V. Holm som følgesvend og Karen-Marie Bille som eminent tekstbearbejder. Ekblad er både kvinde og mand, ung og gammel, klovn og engel. Og med den klædelige lille finlandssvenske accent, der toner hendes ellers så formfuldendte dansk, er hun både genkendelig og fremmed. På samme måde som ordene er det: Svævende og jordnære minder de os på den ene side om, hvor små vi er i sammenhængen, på den anden side har de bud til alle nu og her. Er det ikke dét, vi ønsker os af en klassiker? Stina Ekblad gør »Den guddommelige komedie« til historien om dig og mig. Til en på alle måder menneskelig komedie. Resultatet er fremragende teater. Eller skulle vi sige helvedes godt?

»Den guddommelige komedie«. Bearbejdelse: Karen-Maria Bille. Iscenesættelse: Staffan V. Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Republique. Til 2. februar.