»Så vildt og ufremkommeligt at tanken genføder frygten«

Staffan Valdemar Holm iscenesætter »Dantes guddommelige komedie« på Teater Republique. Her fortæller han om tankerne bag forestillingen.

Dante og Virgil krydser floden Styx. Illustration af Gustave Doré (1832-1883) Fold sammen
Læs mere
Foto: Botticelli

Hvordan er »Den guddommelige komedie« relevant i dag?

»For et par dage siden så jeg en rigtig god portrætfilm om den engelske sanger og skuespiller Marianne Faithfull, der selv har været gennem et helvede. Filmen om hende begynder med de første ord i »Den guddommelige komedie«:

»Midtvejs på vores vandring gennem livet/befandt jeg mig i mørke, dybe skove/forvildet fra den vej jeg burde følge./Hvor tungt og plagsomt er det sted at skildre:/så vildt og ufremkommeligt at tanken/ genføder frygten som jeg dengang følte!«

»Den guddommelige komedie« bliver også brugt af Lars von Trier i hans nye film, »The House That Jack Built«, og når nogle siger »Go to hell« i en amerikansk film, så er det Dantes Helvede, de refererer til. Der er tale om stof, som vi deler, nogle gange uden at vide det og meget oftere, end vi går og tror. Vi relaterer til Helvede, vi relaterer til rejsen ned mod bunden og til rejsen op igen mod lyset. Og så videre.«

Hvordan begyndte jeres arbejde med værket?

»Udgangspunktet for vores forestilling, som vi kalder »Dantes guddommelige komedie«, var, at der skulle være ord, der lå godt i munden, så uden Ole Meyers fine oversættelse til dansk, som er på vers, ligesom originalen, var jeg slet ikke gået i gang. Det afgørende for mig var derudover, at forestillingen skulle være en monolog. Jeg ville ikke visualisere »Den guddommelige komedie«, billederne skulle komme gennem teksten alene, det åbner nogle meget større rum, så når Stina Ekblad står på scenen, er hun ikke en figur, man skal tolke, hun er ikke Dante eller hans elskede, Beatrice, hun er »bare« en supergod skuespiller, der siger ord fra en tekst, der på alle måder er ekstremt innovativ: Den udspiller sig på et helt specielt tidspunkt, og den byder på denne her dobbelte jegfortælling, hvor der både er et jeg, der oplever, og et jeg, der skriver. Ingen af de ting fandtes ellers på den tid. Dante skabte også et nyt sprog, så alt i alt er det ikke så lidt, »Den guddommelige komedie« kan. Ud over at give os et komplet billede af helvede ...!«

Det er vel en udfordring at lave en udgave af det store værk for teater?

»Ja, det har været et stort arbejde at finde ud af, hvad der skulle med. Karen-Maria Bille (dramaturg, red) bearbejdede teksten, og vi ender med at spille omtrent en tiendedel af det, Dante skrev. Men sådan må det være. Man er nødt til at forkorte. I »Den guddommelige komedie« er der fx ekstremt mange referencer til personer fra samtiden: Dante er sur på den gamle pave, han skriver også om irriterende naboer og om, at han er pissesur på formanden i ejerboligforeningen, det er højt og lavt mellem hinanden, og det er meget underholdende, men vi har skåret i det, for det er også irriterende at høre om en masse personer, man ikke kender.«

Er det også nogle gange en sjov forestilling?

»Den guddommelige komedie« hedder komedie, fordi den ender lykkeligt, den er ikke en komedie. Men den har en folkelig tone i sig, så jeg håber, at publikum også vil opleve ting og sager, der er morsomme, fx er der steder, hvor Dante udstiller sig selv, hvor han bliver pissebange og besvimer og vågner op, sådan noget.«

Og længden er overkommelig?

»Ja. Forestillingen varer 95 minutter, og Helvede og Skærsilden fylder mest. Der er kommet meget lidt Paradis med, men det er ikke så sært. Helvede og Skærsilden er nu engang det mest interessante!«

Fra 1994-1999 var Staffan Valdemar Holm leder af Malmö Dramatiska Teater og fra 2002-2008 af Dramaten i Stockholm. Fra 2011-2013 var han chef for Düsseldorfer Schauspielhaus i Düsseldorf.